Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod banks modregning i indbetaling på NemKonto for gammel gæld. Spørgsmål om kreditorbeskyttelse af ophævet kapitalpension overført fra en anden bank.

Sagsnummer: 333 /2017
Dato: 24-04-2018
Ankenævn:
Klageemne: Modregning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod banks modregning i indbetaling på NemKonto for gammel gæld. Spørgsmål om kreditorbeskyttelse af ophævet kapitalpension overført fra en anden bank.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod modregning i indbetaling på klagerens NemKonto for gammel gæld. Spørgsmål om kreditorbeskyttelse af ophævet kapitalpension overført fra en anden bank.

Sagens omstændigheder

Den 7. juli 1992 optog klagerens daværende ægtefælle, M, og klageren et lån på 80.410,52 kr. i Bikuben (nu Danske Bank). Renten var variabel på for tiden 17,5 % om året, og lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 1.300 kr.

Lånet blev misligholdt, og sagen blev sendt i fogedretten. Gælden blev den 13. oktober 1993 opgjort af fogedretten til 88.028 kr.

Som følge af klagerens manglende overholdelse af sine forpligtelser sendte banken på ny sagen i fogedretten i 2014. Af en fogedrekvisition af 13. november 2014 fremgik, at gælden ikke var forældet, idet der var sendt saldomeddelelser/årsoversigter for 2005 og 2006 til klageren. Ved fogedrettens påtegning af 5. januar 2015 blev gælden opgjort til 98.239,58 kr., og følgende var i øvrigt anført: ”÷ fremlagt insolvens”.

Den 7. juni 2017 blev der til klagerens NemKonto -513 i Danske Bank overført 62.045,35 kr. Forinden overførslen var saldoen på NemKontoen 13.874,87 kr., og efter overførslen var saldoen 75.920,22 kr. Det fremgik af posteringsteksten, at der var tale om en indbetaling fra et andet pengeinstitut.

Ved et brev af 7. juni 2017 til klageren meddelte banken, at den havde foretaget modregning i 62.000 kr. fra hendes konto -513 i banken til delvis nedbringelse af gælden på den misligholdte fordring. Af brevet fremgik endvidere, at restgælden af hovedstolen på den misligholdte fordring før modregningen udgjorde 74.515 kr., og at gælden til banken inkl. anerkendte renter samt tre års forfaldne renter udgjorde i alt 99.414,13 kr. før modregningen og 37.414,13 kr. efter modregningen.

Klagerens advokat gjorde over for banken indsigelse mod modregningen og anførte, at det beløb, som banken havde foretaget modregning i, var provenuet fra en kapitalpension i et andet pengeinstitut, som klageren havde ophævet, og som herefter var blevet overført til hendes konto -513 i Danske Bank. Det fremgik af en kontoudskrift vedrørende klagerens kapitalpension i det andet pengeinstitut, at kapitalpensionen mod betaling af afgift blev ophævet den 2. juni 2017.

Banken afviste at tilbageføre modregningen.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser – forbrugere gældende fra den 1. april 2017 fremgik følgende:

12 Bankens adgang til at modregne

Har banken beløb til gode hos dig, som skulle være betalt, kan vi modregne i dit indestående i banken eller i ethvert andet tilgodehavende, som du har til gode eller får hos banken. Modregning kan også ske i konti med stående ordrer eller med automatiske betalingsordninger. Det gælder også for budgetkonti.

Du får besked, hvis banken modregner.

Banken modregner ikke i løn eller ydelser fra det offentlige m.v. – i det omfang disse kun dækker almindelige leveomkostninger. Vi modregner heller ikke i indeståender på konti, der efter lovgivningen eller efter særlig aftale er sikret mod kreditorforfølgning.”

Parternes påstande

Den 9. oktober 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre modregningen på 62.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens modregning var uberettiget.

Det beløb, som banken foretog modregning i, stammede fra en kapitalpension, som hun havde ophævet i et andet pengeinstitut efter, at hun fyldte 60 år. Beløbet blev herefter overført til hendes NemKonto i Danske Bank.

Beløbet var undtaget fra kreditorforfølgning og modregning som følge af, at udbetalingen skete ved den opnåede pensionsalder og skulle anvendes i pensionsøjemed.

Hun havde ikke bedt det pengeinstitut, hvor hun havde kapitalpensionen, om at indsætte beløbet på hendes NemKonto i Danske Bank. Det gjorde pengeinstituttet af sig selv, og det var ikke meningen, at beløbet skulle blandes med hendes øvrige midler.

Danske Bank har anført, at modregningen var berettiget.

Ved optagelsen af lånet i 1992 forpligtede klageren sig ved sin underskrift på gældsbrevet, og gældens størrelse blev senest fastslået i fogedretten i 2015.

Banken havde ikke rådgivet om eller haft kendskab til klagerens ophævelse af sin kapitalpension i et andet pengeinstitut.

Pensionsmidlerne blev uden forudgående orientering eller meddelelse til banken overført til klagerens NemKonto fra det andet pengeinstitut.

Kreditorbeskyttelsen for klagerens pensionsmidler ophørte, da midlerne blev overført til klagerens almindelige forbrugskonto i banken den 7. juni 2017 og blev sammenblandet med klagerens øvrige midler.

Modregningsbetingelserne efter såvel dansk rets almindelige regler om modregning som efter bankens almindelige forretningsbetingelser var opfyldt, idet fordringerne var udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige.

Modregningen blev ikke foretaget i aktiver, der var nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. retsplejelovens § 509, idet der efter modregningen var 13.920, 22 kr. til rådighed på klagerens konto.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren optog i 1992 sammen med sin daværende ægtefælle, M, et lån på 80.410,52 kr. i Bikuben (nu Danske Bank).

Den 5. januar 2015 blev gælden af fogedretten opgjort til 98.239,58 kr.

Den 7. juni 2017 blev der til klagerens NemKonto overført 62.045,35 kr., og banken modregnede 62.000 kr. i indeståendet på klagerens konto til nedbringelse af gælden. Gælden var i bankens brev af samme dato til klageren opgjort til 37.414,13 kr. efter modregningen.

Da banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod klageren, der oversteg beløbet på 62.000 kr., var banken som udgangspunkt berettiget til at foretage modregning som sket.

Det fremgik af posteringsteksten vedrørende det beløb, som banken foretog modregning i, at der var tale om en indbetaling fra et andet pengeinstitut.

Det lægges som ubestridt til grund, at indbetalingen på 62.045,35 kr. til Danske Bank stammede fra en kapitalpension, som klageren havde ophævet i et andet pengeinstitut efter, at hun fyldte 60 år. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at banken ikke havde kendskab til, at indbetalingen på klagerens konto stammede fra ophævelse af en kapitalpension efter klagerens fyldte 60 år.

Ankenævnet finder, at kreditorbeskyttelsen for klagerens ophævede kapitalpension ophørte, da midlerne blev overført fra det pengeinstitut, hvor klageren havde kapitalpensionen, til klagerens almindelige forbrugskonto i Danske Bank og blev sammenblandet med klagerens øvrige midler. Ankenævnet finder således ikke, at indeståendet var af sådan en beskaffenhed, at banken var afskåret fra at foretage modregning.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.    

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.