Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overdragelse af fælles ejendom til klagerens tidligere ægtefælle og fordeling af gæld ved bodeling. Krav om nedskrivning af lån og om rentenedsættelse.
| Sagsnummer: | 317 /2017 |
| Dato: | 24-05-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Udlån - rente |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overdragelse af fælles ejendom til klagerens tidligere ægtefælle og fordeling af gæld ved bodeling. Krav om nedskrivning af lån og om rentenedsættelse. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overdragelse af en fælles ejendom til klagerens tidligere ægtefælle og fordeling af gæld ved bodeling. Krav om nedskrivning af lån og om rentenedsættelse.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Nykredit Bank. De kontaktede i maj 2014 banken i forbindelse med, at de skulle skilles. De ønskede, at H skulle overtage deres fælles ejendom med henblik på, at hun kunne blive boende i ejendommen sammen med deres børn.
Klageren og H havde optaget et realkreditlån med pant i ejendommen i Nykredit og en friværdikonto med et maksimum på 375.000 kr. i Nykredit Bank, mod, at banken fik underpant i et ejerpantebrev på 375.000 kr. med pant i ejendommen.
Ejendommen blev af en ejendomsmægler den 19. maj 2014 vurderet til en kontantpris på 2.100.000 kr. Et salgsbudget udfærdiget af ejendomsmægleren den 19. maj 2014 baseret på en udbudspris for ejendommen på 2.195.000 kr. viste et underskud på 287.589 kr. efter indfrielse af realkreditlånet med 2.041.066 kr. og friværdikontoen med 336.000 kr.
Banken har anført, at i det omfang H skulle fortsætte som enedebitor på realkreditlånet, var det en kreditmæssig forudsætning for banken, at klageren påtog sig 200.000 kr. af gælden på friværdikontoen.
Fordelingen af gælden blev godkendt af både klageren og H, og det blev aftalt, at H overtog ejendommen samt realkreditlånet som enedebitor, og at gælden på friværdikontoen blev opdelt således, at klageren overtog 200.000 kr. af gælden, og H overtog 150.000 kr. af gælden.
Banken har fremlagt et ikke underskrevet ”Kundebudget – tab ved skilsmisse” for 2015 for klageren udarbejdet den 18. juni 2014, der viste, at klageren ville have et månedligt beløb på 3.231 kr. til privatforbrug efter betaling af de budgetterede udgifter. Budgettet var udarbejdet ud fra en forudsætning om, at klageren skulle overtage en større del af gælden på friværdikontoen end H og skulle betale en årlig udgift før skat på 34.828 kr. på et nyt lån i banken svarende til en månedlig ydelse på ca. 2.900 kr. Det var anført på forsiden af budgettet, at det var udarbejdet på baggrund af de oplysninger, som klageren havde givet Nykredit.
Banken har oplyst, at kundebudgettet blev gennemgået med klageren på et møde i banken den 21. juli 2014, og at klageren på dette tidspunkt var indforstået med det beregnede rådighedsbeløb. Dette har klageren bestridt.
Den 21. juli 2014 optog klageren et lån -178 på 225.000 kr. til brug for overtagelse af 200.000 kr. af gælden på friværdikontoen og 25.000 kr. til indskud i en lejebolig. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.950 kr. Renten var variabel på for tiden 9,5 % om året.
Af en mail til banken af 25. august 2014 fra en advokat, der hjalp klageren og H med bodelingen, fremgik, at der i august 2014 blev lyst skøde på ejendommen, og at H overtog klagerens andel af ejendommen for 1.138.500 kr.
Klageren har oplyst, at han ved årsskiftet 2014/2015 skiftede job.
I starten af 2015 indgik klageren en aftale med banken om henstand med betaling af ydelsen på lånet i tre måneder, og i marts 2015 underskrev klageren et nyt gældsbrev, hvorefter lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. indtil den 30. april 2018 og herefter med en månedlig ydelse på 3.800 kr., idet klagerens billån på dette tidspunkt ville være indfriet.
I sommeren 2015 blev klageren arbejdsløs i en kortere periode. Klageren fraflyttede sin lejebolig og fik i starten af september 2015 tilbagebetalt 13.266 kr. vedrørende lejemålet. I november 2015 solgte klageren sin bil for 10.591 kr.
I perioden fra januar 2016 til februar 2016 indbetalte klageren i alt 5.000 kr. ekstraordinært på lånet.
I juni 2016 indgik klageren en aftale med banken om midlertidige vilkår for lån -178 som et led i en genopretning af hans økonomi, hvorefter renten på lånet blev nedsat til en rente på for tiden 6,5 % om året, og den månedlige ydelse på lånet blev samtidig forhøjet fra 2.000 kr. til 2.500 kr.
I februar 2017 blev klageren på ny arbejdsløs.
I maj 2017 bevilgede banken på klagerens anmodning en rentenedsættelse på lånet til en rente på for tiden 5 % om året med baggrund i klagerens stramme økonomi. I juni 2017 underskrev klageren et nyt gældsbrev, der indeholdt de ændrede rentevilkår. I juni og juli 2017 betalte klageren ud over den månedlige ydelse på 2.500 kr. i alt 2.000 kr. ekstraordinært på lånet.
Med bagrund i klagerens stramme økonomi rettede han på ny henvendelse til banken og bad om, at lånet blev nedskrevet med 50.000 kr., og at renten på lånet blev nedskrevet med virkning fra lånets etablering, hvilket banken afslog.
Den 2. oktober 2017 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren har i forbindelse med sagens forberedelse i Ankenævnet fremlagt et af ham udarbejdet budget for 2014 efter overdragelsen af ejendommen til H og efter en månedlig afvikling af gæld med 3.000 kr., der viste et månedligt rådighedsbeløb på 2.545 kr.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal nedsætte renten på lån -178 med tilbagevirkende kraft fra lånets etablering i 2014 samt nedskrive lånet med 50.000 kr.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med fordelingen af gælden på friværdikontoen mellem H og ham.
Det var i første omgang H og hans ønske, at huset skulle sættes til salg. Herefter oplyste H, at hun sammen med banken ville undersøge, om hun havde mulighed for at overtage huset. Da banken sagde god for denne mulighed, indvilligede han i løsningen af hensyn til sine børn. Der var ikke tale om, at banken gennemgik andet end gældsbrevet med ham, og han fik ikke en forklaring på, hvorfor han skulle overtage 200.000 kr. af gælden på friværdikontoen, og hvilke økonomiske konsekvenser det ville have for ham.
Det viste sig kort tid efter etableringen af lånet, at hans økonomi var meget stram, og at han havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. Han var derfor nødt til at kontakte banken flere gange for at finde en løsning, første gang i starten af 2015 for at få nedsat ydelsen på lånet. På daværende tidspunkt var han ikke, som anført af banken, arbejdsløs.
Han forsøgte efterfølgende at forbedre sin økonomi ved at fraflytte sit lejemål, flytte sammen med sin kæreste og sælge sin bil. Han havde ingen aftale med banken om, at de beløb, som han modtog i forbindelse med fraflytningen af lejeboligen og salget af bilen, skulle indbetales på lånet.
Det af banken udarbejdede kundebudget fra juni 2014 blev ikke gennemgået med ham og indeholdt flere fejl, blandt andet var bankens udregning af hans nettoløn og skat for 2014 og 2015 ikke korrekt, hans budgetterede boligudgifter var heller ikke korrekte, og hans månedlige rådighedsbeløb var derfor heller ikke korrekt. Som det fremgår af det budget for 2014, som han har fremlagt, var hans månedlige rådighedsbeløb kun 2.545 kr.
Han er uforstående over for, hvorledes banken kom frem til, at han skulle overtage 200.000 kr. af friværdikontoen i stedet for, at den blev delt ligeligt mellem H og ham. Ved advokatens bodeling mellem H og ham blev den fælles ejendom opgjort til 2.277.000 kr., og under forudsætning af at ejendommens værdi var 2.277.000 kr., var bankens påstand om, at et salg af ejendommen efter fradrag af pantegælden ville medføre et underskud på ca. 300.000 kr., ikke korrekt.
Bankens henvisning til at H påtog sig en væsentlig større gældsbyrde end ham i forbindelse med aftalen om fordeling af gælden, har ingen betydning for hans økonomiske forhold. H’s indkomst var noget højere end hans, og H modtog børnepenge ud over børnebidrag fra ham. Endvidere var den gæld, som H overtog, sikret ved pant i fast ejendom.
Han bad løbende banken om møder på grund af sin stramme økonomi, mens han havde fast arbejde. Hans stramme økonomi skyldes ikke hans ledighedsperioder, men derimod bankens mangelfulde rådgivning, idet den aldrig undersøgte hans betalingsevne, men alene hans betalingsvilje og alene havde fokus på H’s økonomi ved fordelingen af gælden.
Den eneste grund til, at han på trods af sin stramme økonomi kunne indbetale ekstraordinært på lånet var, at hans kæreste i flere perioder påtog sig at betale en større del af deres fællesudgifter end ham. Dette er dog ikke en holdbar løsning i længden. Den eneste måde han vil kunne få en fornuftig økonomi på er, hvis lånet nedskrives med 50.000 kr., og hvis renten på lånet nedsættes med tilbagevirkende kraft fra lånets etablering i 2014.
Nykredit Bank har anført, at banken rådgav klageren på hans foranledning og på baggrund af hans og H’s ønske om en opdeling af deres fælles gældsforpligtelser. Banken var ikke forpligtet til at opdele gælden, men valgte at imødekomme ønsket.
Ved opdelingen af klagerens og H’s gældsforpligtelser og opgørelsen af salgsprisen på ejendommen henholdt banken sig til den vurdering og det salgsbudget af 19. maj 2014, der blev udfærdiget af en ejendomsmægler. Banken var ikke bekendt med indholdet af klagerens og H’s bodelingsaftale, herunder advokatens opgørelse af værdien af ejendommen.
Klageren blev ikke stillet ringere end H ved opdelingen af gælden, idet H overtog den fulde hæftelse for realkreditlånet og 150.000 kr. af gælden til banken og således alt andet lige en betydelig større gældsbyrde end klageren.
Banken udarbejdede et budget til klageren, der viste en stram, men dog mulig økonomi, med den foreslåede opdeling af gælden. Budgettet blev udarbejdet på baggrund af oplysninger fra klageren og blev gennemgået med klageren. Banken har ikke tidligere forholdt sig til et budget, som det klageren har fremlagt sammen med sit svar i klagesagen.
Banken undersøgte og vurderede klagerens betalingsevne ved lånets etablering og fandt, at en opdeling af gælden i forbindelse med hans skilsmisse var forsvarlig, om end klagerens budget var stramt.
Banken forholdt sig endvidere til såvel klagerens som H’s økonomi og betalingsevne ved den opdeling af gælden, som fandt sted og havde ikke, som anført af klageren, alene fokus på H’s økonomi.
Der var tale om, at forudsætningerne for budgettet ændrede sig. Banken kunne ikke forudse og havde ingen indflydelse på, at klageren valgte en dyrere boligløsning end forudsat i budgettet. Banken kunne heller ikke forudse, at klageren i perioder ville blive ramt af ledighed.
Klageren ville have haft mulighed for at afdrage ekstraordinært på lånet i forbindelse med fraflytning af sin lejebolig og salg af sin bil, hvilket han valgte ikke at gøre.
Klageren har indtil nu overholdt de aftalte betalingsvilkår på lånet, bortset fra en kortere henstandsperiode i starten af 2015. På trods af hans ændrede indtægtsforhold, har han endvidere i perioder kunnet afdrage ekstraordinært på lånet. Han har således demonstreret mulighed for at afvikle gælden.
Banken har løbende imødekommet klageren med nedsættelser af renten på lånet med baggrund i hans ændrede indtægtsforhold.
Efter bankens opfattelse har klageren mulighed for at afvikle lånet over en fornuftig årrække, og banken er ikke indstillet på at nedskrive lånet eller nedsætte renten på lånet med tilbagevirkende kraft.
Ankenævnets bemærkninger
I forbindelse med at klageren og hans tidligere ægtefælle, H, skulle skilles i 2014, overtog H deres fælles ejendom og blev enedebitor på et realkreditlån, som parterne havde optaget som solidariske debitorer. Gælden på parternes fælles friværdikonto i banken blev fordelt således, at klageren overtog 200.000 kr. af gælden, mens H overtog 150.000 kr. af gælden. Til brug for overtagelse af gælden på friværdikontoen og til brug for indskud i en lejebolig optog klageren et lån -178 på 225.000 kr. i banken.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren, forinden optagelsen af lån -178, drøftede sin fremtidige økonomi med banken og på denne baggrund måtte indse, at hans fremtidige økonomi blev stram, men at klageren på daværende tidspunkt accepterede dette ud fra et primært ønske om, at H skulle blive boende i ejendommen sammen med parrets børn.
Da det efterfølgende viste sig, at klagerens økonomi blev strammere end antaget, og at klageren havde svært ved at få sin økonomi til at hænge sammen, blandt andet på grund af ændrede indtægtsforhold og højere boligudgifter end påregnet, imødekom banken klagerens ønsker om ændre den månedlige ydelse på lånet og nedsatte i henholdsvis 2016 og 2017 renten på lånet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte rentesatserne på henholdsvis 9,5 %, 6,5 % og 5 % om året som urimelige.
Ankenævnet finder heller ikke, at der er grundlag for at fastslå, at banken ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med opdelingen af gælden på friværdikontoen og optagelsen af lån -178 har begået fejl eller forsømmelser, der medfører et erstatningsansvar for banken.
Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan få medhold i sine påstande om, at banken skal nedsætte renten på lån -178 med tilbagevirkende kraft fra lånets etablering i 2014 og nedskrive lånet med 50.000 kr.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordordning eller en bestemt afvikling af lånet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.