Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende investeringsengagement etableret i 2007. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 130/2016 |
| Dato: | 08-06-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Duerlund og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - rådgivning |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende investeringsengagement etableret i 2007. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Totalbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om erstatningskrav for tab begrundet i mangelfuld rådgivning om investeringsengagement, der blev etableret i 2007.
Sagens omstændigheder
I marts 2006 blev klageren kunde i Totalbanken. Samme år stiftede klageren sammen med en tredjemand, T, to anpartsselskaber, som også blev kunder i banken.
I november 2006 optog klageren et lån på 208.750 kr. til køb af nominelt 200.000 kr. Garanti Invest Tyrkiske Lira Super 2006/2009 obligationer, der blev lagt til sikkerhed for lånet. Af et tillæg til låneaftalen fremgik blandt andet:
”…
|
- |
at jeg/vi er indforstået med risikoen for, at tabe dels det kontante indskud, dels det lånte beløb, i tilfælde af 1) obligationerne indfries til minimumskursen, eller at 2) obligationerne indfries til en kurs lavere end minimumskursen, herunder eventuelt kurs 0, |
|
|
… |
|
- |
at jeg/vi sammen med Totalbanken har drøftet min/vores mulighed for at bære eventuelle tab, som nævnt ovenfor |
…”
Ifølge årsoversigten pr. den 29. december 2006 havde klageren endvidere et billån med en restgæld på 157.000 kr., et boliglån med en restgæld på 322.610 kr. og en kassekredit med en gæld på 67.817 kr. Klageren havde cirka 25.000 kr. i pensionsmidler og cirka 35.000 kr. i andre indeståender.
Efter det oplyste købte klageren i februar 2007 et hus, som efter en renovering blev hans bopæl. Købesummen, som udgjorde 2.650.000 kr. blev finansieret med realkreditlån og boliglån. Efter det oplyste havde klageren to andre huse, som blev udlejet.
Samme måned, februar 2007, vandt klageren cirka 7,2 mio. kr. i Lotto.
I april 2007 ydede banken klageren en investeringskredit på 2 mio. kr. (konto nr. -401) Klageren indgik i den forbindelse en Investeringsprofilaftale med banken. Heraf fremgik blandt andet, at klagerens risikovillighed var høj risiko, svarende til tallet 9 på en skala fra 1-10, hvor 1-3 var lav risiko, 4-7 var mellem risiko og 8-10 var høj risiko.
Samme måned oprettede klageren et holdingselskab, der indgik en aftale med banken om en ramme på 5 mio. kr. for indgåelse af valutaforretninger.
I juni 2007 optog klageren et lån på 265.750 kr. til køb af nominelt 250.000 kr. Garanti Invest Råolie obligationer 2007/2008, der blev lagt til sikkerhed for lånet.
Ifølge årsoversigten pr. den 28. december 2007 var det tidligere billån og boliglån indfriet, og der var oprettet et nyt boliglån med en restgæld på 496.997 kr. (konto nr. -579). På investeringskreditten (-401) var der en gæld på 1.537.000 kr. Klagerens samlede gæld til banken inklusive Garanti Invest lånene udgjorde 2.568.001 kr. Klageren havde værdipapirer til en kursværdi på i alt 4.652.174 kr. Klageren havde 303.235 kr. i pensionsmidler og i alt 215.717 kr. i andre indeståender.
Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2008 udgjorde klagerens samlede gæld til banken 2.085.411 kr. Klageren havde værdipapirer til en kursværdi på i alt 1.165.661 kr. I løbet af året havde klageren solgt investeringsbeviser og aktier til en kursværdi på i alt 2.071.102 kr. Klageren havde 252.360 kr. i pensionsmidler og i alt 71.837 kr. i andre indeståender.
I januar 2009 blev Garanti Invest Råolie obligationerne, der var udstedt til kurs 102,9 indfriet til kurs 100. Banken har oplyst, at klagerens samlede tab på investeringen inklusive finansieringsomkostninger udgjorde cirka 30.600 kr.
Ved låneaftale af 7. april 2009 blev boliglånet (-579) forhøjet med 1.611.395 kr. til 2,1 mio. kr. Renten var variabel 6,5 % om året.
I juni 2009 blev Garanti Invest Tyrkiske Lira Super obligationerne indfriet. Banken har oplyst, at klagerens tab på investeringen udgjorde cirka 16.000 kr.
Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2009 udgjorde klagerens samlede gæld til banken 3.035.986 kr. Klageren havde værdipapirer til en kursværdi på i alt 1.164.728 kr. I løbet af året havde klageren solgt investeringsbeviser og aktier til en kursværdi på i alt 160.430 kr. Klageren havde 334.346 kr. i pensionsmidler og i alt 59.848 kr. i andre indeståender.
Ifølge årsoversigterne for 2010 og 2011 skete der ikke væsentlige ændringer i engagementet.
I slutningen af 2012 blev restgælden på investeringskreditten (-401) indfriet ved salg af klagerens resterende værdipapirer til en kursværdi på i alt cirka 800.000 kr. samt en forhøjelse af boliglånet (-579) med cirka 80.000 kr. Der blev endvidere indgået en ny aftale om afvikling af lånet. Renten var variabel 7,45 % om året.
Ifølge årsoversigten pr. den 28. december 2012 udgjorde klagerens samlede gæld til banken 2.212.645 kr., svarende til restgælden på boliglånet (-579). Klageren havde 385.814 kr. i pensionsmidler og i alt 50.717. kr. i andre indeståender.
Ifølge årsoversigterne for 2013-2014 skete der ikke væsentlige ændringer i engagementet.
Banken har oplyst, at klagerens to udlejede huse blev solgt i 2015 med et provenu på i alt 162.967 kr., der blev anvendt til nedbringelse af klagerens engagement.
Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2015 udgjorde klagerens samlede gæld til banken 2.019.106 kr., hvoraf 1.879.464 kr. var gælden på boliglånet (-579) og resten var træk på lønkonto og budgetkonti. Klageren havde 407.115 kr. i pensionsmidler og 0 kr. i andre indeståender.
Den 12. april 2016 indgav klageren en klage over Totalbanken til Ankenævnet.
Ved brev af 13. maj 2016 afviste Ankenævnets sekretariat med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3 og 4 den del af klagen, der vedrørte klagerens selskaber og klagerens eventuelle sikkerhedsstillelse herfor. Sekretariatet anførte, at klager fra aktie- eller anpartsselskaber og klager vedrørende sikkerhed for et selskabsengagement stillet af en person med bestemmende indflydelse på selskabet, efter Ankenævnets faste praksis afvises, idet Ankenævnet har fundet, at disse ikke kan sidestilles med klager fra private selvom det spørgsmål, klagen angår, også ville kunne opstå i et privatkundeforhold.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Totalbanken skal frafalde hans gæld og betale en erstatning på 3,4 mio. kr.
Totalbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken lokkede med udlånsrenter på maksimum 5 %, da kundeforholdet blev etableret. Banken har ikke holdt dette løfte.
Med sin viden og rådgivning forvandlede banken et plus på 7,2 mio. kr. til et minus på 3,7 mio. kr., svarende til et spænd på cirka 11 mio. kr.
Banken har det fulde ansvar for alle investeringerne.
Da han vandt de 7,2 mio. kr., blev han kaldt til møde, idet banken havde en plan for ham og hans penge. Både investeringskreditten på 2 mio. kr., holdingselskabet og rammeaftalen på 5 mio. kr. blev etableret på bankens initiativ. Det var også banken der tog initiativ til investeringerne i Garanti Invest obligationerne.
Tabet på investeringsengagementet udgjorde i 2008 3,7 mio. kr.
Banken lovede, at alt ville ende godt, hvis han fulgte bankens forslag, hvilket han gjorde. Underskuddene skulle ”driftes” væk, idet både valutaforretningerne, værdipapirerne og ejendommene med tiden ville give overskud.
I 2009 var der et tab på 2,5 mio. kr. og i 2010-2012 var der yderligere tab.
Alt er nu solgt, og han ejer kun bopælsejendommen, som er belånt med 3,2 mio. kr., hvilket svarer til markedsprisen.
Udover tabet på investeringerne har han tabt to gode huse, der var udlejet og i fin stand.
Han blev truet til at underskrive lånedokumenter og til at sælge aktiverne.
Aftalerne, herunder driftingaftalen, var uigennemskuelige, og han blev derved påført udgifter til revisor og advokat.
Banken blandede privat- og selskabsengagementet, som derfor ikke nu bør behandles separat.
De seneste år har banken flyttet rundt på hans penge og betalinger og sat ham under administration. Banken afviste hans forsøg på at samle gælden. Alle konti har været i minus de seneste fire år, og banken sikrede sig herved at kunne forvalte alle penge, der kom ind. Banken har betalt, hvad der passede banken, i stedet for hvad der var aftalt, og banken spærrede hans kort uden at give besked.
Da han i en længere periode ikke havde adgang til sin løn, så han sig nødsaget til at flytte lønudbetalingerne til et andet pengeinstitut.
Banken afslog uberettiget at dække en restskat, som han blev pålagt som følge af for meget udbetalt løn. Banken havde modtaget alle lønudbetalinger og burde derfor dække udgifterne vedrørende restskatten.
Totalbanken har anført, at klageren accepterede vilkårene for engagementet, herunder bankens rentesatser, da han i 2006 blev kunde.
Klageren foretog selv sine investeringer via netbank.
Investeringskreditten med tilhørende sikkerhedsdepot havde en samlet værdi på 599.834 kr. ved udgangen af 2007. Grundet faldet i aktiemarkedet i 2008, var der ved udgangen af året en underdækning på 361.739 kr., svarende til et tab på 961.573 kr. Klageren valgte herefter at fortsætte engagementet indtil slutningen af 2012.
Udover placeringerne i banken anvendte klageren lottogevinsten til blandt andet renovering af den købte ejendom og indskud i selskaberne.
Klageren var bekendt med risikoen ved investeringerne i Garanti Invest obligationerne.
Et eventuelt erstatningskrav vedrørende bankens rådgivning om investeringerne er forældet.
Klagerens privatengagement er ikke blevet sammenblandet med selskabsengagementet.
Banken er ikke bekendt med, at der som anført af klageren skulle være indgået en driftingaftale.
Klagerens konti har ikke som anført af klageren til stadighed været i minus de seneste fire år.
Banken har ikke afskåret klageren fra at hæve sin løn. Til eksempel er 5.000 kr. af klagerens seneste lønudbetaling på 20.761 kr. hævet kontant, mens 16.425 kr. er overført til klagerens budgetkonto.
Klagerens Mastercard blev spærret den 7. januar 2016 i forbindelse med, at den tilhørende kredit blev opgjort.
Klagerens VisaDankort blev spærret den 4. juli 2016 som følge af overtræk i forbindelse med, at klageren flyttede sine lønindbetalinger til et andet pengeinstitut.
Det af klageren i øvrigt anførte om bankens handlemåde vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende og bør derfor afvises af Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet tiltræder sekretariatets afvisning af den del af klagen, der vedrører klagerens selskaber og klagerens eventuelle sikkerhedsstillelse herfor.
Klageren har rejst et erstatningskrav mod Totalbanken for klagerens tab på et delvist lånefinansieret investeringsengagement, der blev etableret i 2007 efter rådgivning fra banken.
Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.
Hovedparten af tabet på klagerens investeringsengagement blev realiseret i 2008/2009 og inddækket ved en forhøjelse af klagerens boliglån i banken. I slutningen af 2012 blev klagerens investeringskredit indfriet ved salg af klagerens resterende værdipapirer samt en forhøjelse af boliglånet. Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald på daværende tidspunkt havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens investeringsrådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.
Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende investeringsengagementet var derfor forældet den 12. april 2016, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.
Det kan ikke lægges til grund, at klageren havde krav på, at renten på hans gæld til banken ikke kunne overstige 5 %.
Det kan ikke lægges til grund, at banken på utilbørlig måde pressede klageren til at underskrive lånedokumenter og sælge aktiver. Det kan endvidere ikke pålægges banken at dække klagerens restskat.
Klageren har heller ikke i øvrigt godtgjort omstændigheder vedrørende forløbet af kundeforholdet i perioden efter investeringsengagementets ophør, der kan medføre, at banken skal betale noget beløb til klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.