Klage vedrørende byggeprojekt, konkurs med videre. Afvisning, da klage vedrørende samme forhold tidligere var behandlet
| Sagsnummer: | 345/2014 |
| Dato: | 15-10-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Afvisning - klage tidligere behandlet
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende byggeprojekt, konkurs med videre. Afvisning, da klage vedrørende samme forhold tidligere var behandlet |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med byggeprojekt, konkurs med videre.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Ringkjøbing Landbobank, der i 2005 finansierede klagerens køb og ombygning af en fast ejendom. Banken ydede klageren tre kreditter på i alt 5.350.000 kr. På baggrund af en konkursbegæring fra banken blev klageren den 4. januar 2011 erklæret konkurs. Konkursboet blev afsluttet den 5. september 2013.
Vedrørende sagsforløbet henvises til sagsfremstillingerne i henholdsvis Ankenævnets afgørelse af 20. september 2007 i sag nr. 14/2007 og Ankenævnets afgørelse af 18. september 2013 i sag nr. 586/2012, der begge vedrører samme kundeforhold, som i nærværende sag.
Ved afgørelsen i sag nr. 14/2007 fik klageren ikke medhold i en påstand om rentekompensation på 93.956,62 kr., der var begrundet i, at ekspeditionstiden i banken for udstedelse af en samtykkeerklæring havde været for lang.
Ved afgørelsen i sag nr. 586/2012 fik klageren ikke medhold i et krav om erstatning på 12.331.794 kr. for ”tab som følge af personlig konkurs (herunder svie og smerte), tab af andelslejlighed, tab ved udlejning af ejendom samt erstatninger til andre (herunder depositum indbetalt af forældre i forbindelse med opstart af daginstitution, der uberettiget blev lukket af kurator)”. Af klagerens argumenter i sagen fremgik bl.a.:
”Banken afviste at realkreditbelåne det færdige projekt med ordene ”Jeg kan ikke tvinge Totalkredit til at give dig realkreditlån” og begik derved aftalebrud. Banken skulle på det tidspunkt have foranlediget et tvangssalg af ejendommen. I så fald ville gælden være blevet indfriet bortset fra andelsboligkreditten. Banken pressede hende til at udleje ejendommen.”
Af Ankenævnets afgørelse fremgår bl.a.:
”Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens valg af finansieringsform. Det er heller ikke godtgjort, at det skyldtes forhold, der kan tilskrives banken, at det ikke senere lykkedes klageren at optage realkreditlån med pant i ejendommen eller at hun så sig nødsaget til at købe baghuset og udleje forhuset.”
Parternes påstande
tab-stops:0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt">Den 25. september 2014 har klageren indgivet en klage over Ringkjøbing Landbobank med krav om erstatning på i alt 5.538.262 kr. med tillæg procesrente fra den 9. september 2005. Subsidiært har klageren nedlagt påstand om afvisning.Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren, der er repræsenteret ved advokat, har anført, at banken udlod at sikre maksimal realkreditbelåning (forhåndslån) af projektet før igangsætningen. Banken misligholdt herved en væsentlig betingelse i finansieringsaftalen.
Bankens manglende sikring af forhåndslån var endvidere i strid med praksis/kutyme/god bankskik på privatkundeområdet.
Den 1. september 2006, hvor byggeriet var færdigt, udgjorde handelsværdien af hendes ejendomme i alt 8.625.000 kr. Hun kunne således have opnået realkreditbelåning på 6,9 mio. kr., hvormed bankgælden, som på daværende tidspunkt udgjorde 5.605.434 kr., kunne have været indfriet.
Banken bør erstatte bruttooverskuddet på projektet, som udgjorde 3.019.566 kr. (8.625.000 kr. ÷ 5.605.434 kr.).
Da engagementet kunne og burde være indfriet pr. den 1. januar 2007 bør banken endvidere erstatte hendes efterfølgende indbetalinger i perioden 2007-2010 på i alt 1.011.480 kr.
I forbindelse med konkursen blev hun påført et tab på 787.216 kr., som banken bør erstatte. Hun gjorde utvetydigt gældende, at banken ikke havde retmæssigt grundlag for at begære konkursen.
Som følge af uberettiget konkurs bør banken betale en torterstatning, jf. konkurslovens § 28. Erstatningen bør beregnes efter taksten for uberettiget fængsel svarende til 750 pr. dag fra 4. januar 2011 til 5. september 2013, i hvilken periode hun uberettiget har været frataget rådigheden over sin formue, i alt 960 dage svarende til 720.000 kr.
Erstatningsbeløbene udgør i alt 5.538.262 kr. (3.019.566 kr.+1.011.480 kr.+787.216 kr.+720.000 kr.), som banken bør betale med tillæg af procesrente fra den 9. september 2005.
Kravet er ikke forældet. Forældelsesfristen skal først beregnes fra det tidspunkt, hvor hun kom til erkendelse om sine indsigelser og erstatningskrav, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, jf. stk. 1. Hun blev først under boets behandling gradvist klar over sagens rette sammenhæng, herunder navnlig, at banken havde svigtet sit finansieringstilsagn om at sørge for maksimal realkreditbelåning (forhåndslån).
Forældelsen kan desuden tidligst løbe fra konkursens afslutning den 5. september 2013, subsidiært den 28. november 2012, hvor hun blev bekendt med, at bankens anmeldte fordring ikke ville blive prøvet.
Ankenævnet har ikke tidligere behandlet nærværende sag, der drejer sig om ophævelse af hendes finansieringsaftale som væsentligt misligholdt fra bankens side fra starten af med erstatningskrav til følge. Sag nr. 14/2007 drejede sig bl.a. om problemer med ejerpantebrev og rentekompensation, mens sag nr. 586/2012 drejede sig især om rådgiveransvar.
Nærværende sag er således ikke en anmodning om genoptagelse af de tidligere sager.
Da både aftale- og forældelsesproblematikken vil kræve omfattende bevisførelse i form af bl.a. parts- og vidneforklaring tiltræder hun det af banken anførte om, at sagen afvises af Ankenævnet efter vedtægtens § 7, stk. 1, 1. punktum med ledsagende begrundelse efter vedtægtens § 7, stk. 2.
Da Finanstilsynet ikke har foretaget politianmeldelse, har hun selv via sin advokat den 12. marts 2015 politianmeldt banken, bankens ledelse og de medarbejdere, der har haft med hendes engagement at gøre for overtrædelse af forskellige bestemmelser i straffelovens kapitel 28, § 299, med samtidig krav om erstatning for de betydelige formuetab, som banken har påført hende. Ankenævnet kan ifølge vedtægtens § 5, stk. 1 ikke behandle bl.a. sager, der kan forventes afgjort i forbindelse med en straffesag, hvorfor sagen også kan afsluttes med denne begrundelse.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen tidligere har været behandlet i Ankenævnet i sag nr. 586/2012.
Subsidiært gøres det gældende, at der i forbindelse med fordringsprøvelsen af bankens krav i klagerens konkursbo er gjort endeligt op med, at klageren ikke har krav mod banken, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1. Mere subsidiært gøres det gældende, at de rejste krav henhører under de almindelige domstole og skifterettens kompetence. Dette følger af konkurslovens § 242 a, hvorefter krav efter § 28 skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole. Mest subsidiært gøres det gældende, at afvisning bør ske med henvisning til vedtægtens § 7, stk. 1.
Det kan ikke alene på baggrund af klagerens politianmeldelse forventes, at sagen vil blive afgjort i forbindelse med en straffesag, og betingelserne for at afvise med den begrundelse er derfor ikke til stede.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken principalt gjort gældende, at et eventuelt erstatningskrav er forældet. Klageren havde allerede i 2007 eller senest i 2008 et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme kravet, der bygger på manglende realkreditbelåning. Konkursen medførte ikke suspension af forældelsesfristen. Krav i henhold til konkurslovens § 28 er undergivet en forældelsesfrist på tre måneder.
Banken har ikke pådraget sig erstatningsansvar og ej heller forpligtelse til at betale tort, ligesom klagerens opgørelser vedrørende både erstatning og tort bestrides. Banken forbeholder sig at fremkomme med en række anbringender og bevisligheder til støtte for påstanden om frifindelse, hvis Ankenævnet hverken tager bankens afvisningspåstand eller forældelsesindsigelse til følge.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at den foreliggende klage handler om de samme forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 18. september 2013 i sag nr. 586/2012. Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for at genoptage den tidligere sag, kan Ankenævnet ikke behandle klagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.