Rådgivning.
| Sagsnummer: | 279/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Efter at have solgt sit rækkehus henvendte klageren sig den 5. februar 1991 til indklagedes Sct. Clemens Torv afdeling, Århus vedrørende den omprioritering af ejendommen, som skulle finde sted som følge af handelen.
Den 8. februar 1991 underskrev klageren en boligskiftkontrakt, hvoraf fremgik, at der skulle hjemtages et nyt kreditforeningslån på nominelt 525.000 kr., ligesom der skulle indfries pantehæftelser med en restgæld på ca. 90.000 kr. Samme dag underskrev klageren en fastkursaftale vedrørende kreditforeningslånet, hvorefter obligationerne skulle afregnes den 27. maj 1991 til en nærmere angivet kurs. Af de på bagsiden fortrykte vilkår om fastkursaftale fremgår bl.a.:
"Aftalen er gyldig og bindende for både Dem og [indklagede], når den er udfyldt med endelig aftalekurs, afviklingsdag, PB-løbenr., Deres underskrift og [indklagedes] underskrift (ved en af dens filialer)."
Den på kontraktens forside fortrykte rubrik vedrørende PB-løbenr. er uudfyldt.
Den 15. februar 1991 fremsendte afdelingen kopi af kurskontrakten til klageren til dennes orientering.
Den 21. marts 1991 var klageren til møde i afdelingen i anledning af mortifikation af et ejerpantebrev.
Den 24. maj 1991 rettede klagerens advokat telefonisk henvendelse til afdelingen og anførte, at fastkursaftalen af 8. februar 1991 var ugyldig som følge af, at PB-løbenr. ikke var anført. I en telefaxskrivelse af samme dag fra klagerens advokat til afdelingen oplyste advokaten, at det ikke havde været meningen at sælge obligationerne fra kreditforeningslånet. Som følge af den siden indgåelsen af fastkursaftalen skete kursstigning tog klagerens advokat forbehold om erstatning for klagerens tab i anledning af, at klageren nu skulle geninvestere i andre obligationer.
I en skrivelse af samme dato fra afdelingen til klagerens advokat oplystes, at en annullering af fastkursaftalen, som dog ikke var mulig på dette tidspunkt, ville kunne anslås til at medføre et tab for klageren på ca. 21.500 kr.
Den 4. juni 1991 afholdtes møde i afdelingen, hvor klageren, dennes advokat samt klagerens datter deltog. Efter mødets afholdelse udarbejdede afdelingen et investeringsforslag med henblik på placering af klagerens midler.
Den 1. oktober 1991 genkøbtes på klagerens foranledning obligationer svarende til de pr. 27. maj 1991 solgte.
Efter at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 24.361,53 kr., som udgør klagerens tab i forbindelse med generhvervelsen af obligationerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ved sin første henvendelse i afdelingen den 5. februar 1991 oplyste, at hun ikke havde kendskab til ejendomshandel. Indklagede skulle alene foretage nødvendige transaktioner, ligesom hun pointerede, at omkostningerne skulle holdes nede. I tillid til at indklagedes rådgivning var korrekt, underskrev hun herefter de dokumenter, som blev forelagt hende den 8. februar 1991.
Klageren bestrider, at hun den 5. eller 8. februar 1991 blev gjort opmærksom på, at der bestod et valg med hensyn til de aftaler, som hun indgik med indklagede. Hun blev således ikke gjort opmærksom på, at indgåelse af kreditkontrakt og kurssikringsaftale ikke var et nødvendigt led i omprioriteringssagen.
Hun har senere erfaret, at boligskiftkontoen var unødvendig, da hun havde kontantindskud hos indklagede, som oversteg det beløb, som skulle anvendes til indfrielse af pantegæld i forbindelse med omprioriteringen. Henimod slutningen af maj måned 1991 blev hun opmærksom på, at den indgåede fastkursaftale ikke var en nødvendig del af omprioriteringen. Hun finder derfor, at indklagede har udnyttet hendes uerfarenhed i økonomiske forhold omkring en ejendomshandel og opnået uberettiget fordele herved. Fastkursaftalen må anses for at være ugyldig, idet der ikke som krævet er anført PB-løbenr. Indklagede har optrådt ansvarspådragende ved at få klageren til at indgå fastkursaftalen, idet indklagede har set bort fra klagerens anvisning om at holde omkostningerne på et minimum. Som følge af indklagedes fejlagtige rådgivning har klageren lidt tab i forbindelse med generhvervelsen af obligationerne.
Indklagede har anført, at sagen ved mødet den 5. februar 1991 blev grundigt gennemgået, og obligationssalget samt indgåelse af kurskontrakt blev drøftet. Indklagedes medarbejder forespurgte klageren om dennes fremtidige økonomiske og skattemæssige forhold, hvilket klageren ikke kunne redegøre for. Det var således ikke klart, hvorledes klagerens formue mest hensigtsmæssigt kunne investeres. Ud fra klagerens ønske om en lav risiko fandt afdelingen det ikke tilrådeligt at beholde de 30-årige obligationer fra ejerskiftelånet og anbefalede derfor et salg samt kurssikring. Indklagede finder, at man ved at anbefale en kurssikring af ejerskiftelånet har sikret klageren en lav risiko. Det bestrides, at indklagede har udnyttet klagerens manglende indsigt og erfaring vedrørende hushandel til opnå uberettigede fordele. Det bestrides endvidere, at indklagede har handlet i strid med klagerens anvisninger. Sagen blev grundigt gennemgået på mødet den 5. februar 1991, men kurskontrakten blev først underskrevet 3 dage senere ved et nyt møde hos indklagede. Den 15. februar fremsendtes kopi af kurskontrakten til klageren, som endvidere var til møde i afdelingen i marts 1991, og på dette tidspunkt fremkom ingen indsigelser mod kurskontrakten. Først 3 1/2 måned efter indgåelsen af kontrakten, protesterede klageren imod denne.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere indklagedes rådgivning i forbindelse med hjemtagelsen af det omhandlede kreditforeningslån og indgåelse af kurssikringsaftale herom.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.