Modregning, budgetkonto.
| Sagsnummer: | 355/1990 |
| Dato: | 23-05-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Ravn, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - modregning
Modregning - budgetkonto |
| Ledetekst: | Modregning, budgetkonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med klagernes ombygning af deres ejendom fremsendte Kreditforeningen Danmark medio marts 1987 tilbud om et forhåndslån på 234.000 kr. Til finansiering af ombygningen ydede indklagedes Hadsund afdeling klagerne en byggekredit på 80.000 kr., som skulle indfries i september 1987, hvor byggeriet forventedes færdiggjort. For så vidt angik den resterende finansiering af byggeriet, indgik klagerne aftale med materialeleverandørerne om, at disse ydede kredit, til kreditforeningslånet var udbetalt.
Ombygningen forløb imidlertid over en længere periode end antaget og var således ikke færdiggjort i september 1987. Da kreditforeningsterminerne vedrørende lån til Nykredit i klagernes ejendom ikke blev betalt via klagerens budgetkonto i afdelingen som forventet af klageren, blev kreditforeningens krav overgivet til inkasso.
Da de med ombygningen forbundne omkostninger oversteg det budgetterede beløb, ansøgte klagerne om et yderligere kreditforeningslån. Den 8. juli 1988 fremsendte Kreditforeningen Danmark et yderligere lånetilbud på 102.000 kr.
Den 14. juli 1988 blev kreditforeningslånet på 234.000 kr. frigivet. Af kreditforeningslåneprovenuet indbetaltes efter indfrielse af byggekreditten den 26. juli 1988 177.082 kr. på klagernes servicekredit i afdelingen, hvorefter denne udviste en positiv saldo på 77.743,09 kr. Den 28. juli 1988 honorerede afdelingen en regning på 234.107,45 kr. fra en af klagernes kreditorer. BelØbet debiteredes servicekontoen, som herefter udviste en negativ saldo på 158.064,36 kr.
Samtidig hermed indleveredes kreditforeningspantebrevet på 102.000 kr. til tinglysning. Primo august 1988 blev pantebrevet modtaget retur med retsanmærkning om udlæg stort 62.431 kr. til Statsskattedirektoratet foretaget af Hadsund kommune. Ved skrivelse af 11. august 1988 meddelte afdelingen klagerne, at man ville undlade at betale yderligere regninger, til udlægget var kvitteret til aflysning, og ved skrivelse af 18. august 1988 meddelte afdelingen klagerne, at man ville opsige klagernes engagement til fuld indfrielse, såfremt udlægget ikke var kvitteret aflyst inden 8 dage. Efter at klagerne havde rettet henvendelse til kommunen, meddelte denne i skrivelse af 13. september 1988, at man var indstillet på at forsyne udlægget med rykningspåtegning på betingelse af, at låneprovenuet fra kreditforeningslånet anvendtes til dækning af panthavere i prioritetsorden.
Den 16. september 1988 indgav Nykredit tvangsauktionsbegæring over klagernes ejendom i henhold til et den 6. september 1988 foretaget udlæg på 34.559,24 kr.
Ved skrivelse af 27. september 1988 meddelte Hadsund kommune afdelingen, at udlægget respekterede kreditforeningslånet på 102.000 kr. på betingelse af, at afdelingen indestod for, at 70.000 kr. af provenuet anvendtes til betaling af regningskreditorer, og at restprovenuet anvendtes til dækning af krav i henhold til et ejerpantebrev, håndpantsat til indklagede.
Den 14. november 1988 blev kreditforeningslånet på 102.000 kr. frigjort.
Den 16. februar 1989 bortsolgtes ejendommen på tvangsauktion til Kreditforeningen Danmark for 800.000 kr.
Ved stævning af 15. august 1989 indstævnede indklagede klagerne til betaling af 97.924,63 kr.
Den 3. august 1990 har retten i Terndrup udsat sagen på forelæggelse for Ankenævnet.
Klagerne har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at honorere de materialeleverandører og håndværkere, der endnu ikke har fået udbetalt deres fulde tilgodehavende, at godtgøre klagerne det tab, de har lidt, som følge af at deres ejendommen bortsolgtes på tvangsauktion, ca. 300.000 kr., at erstatte de omkostninger, klagerne har haft i forbindelse med fraflytning af ejendommen, 50.000-75.000 kr., at udbetale den på budgetkontoen indsatte løn, samt at modtage opgørelse over det modregnede beløbs størrelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at den ene af klagernes lån løbende blev indbetalt på budgetkontoen med henblik på bl.a. betaling af kreditforeningsterminer, og at indklagedes afdeling havde aftalt med klagerne, at uanset, at budgetkontoen udviste en negativ saldo på 22.000 kr., ville kreditforeningsterminerne blive betalt, nar byggeriet var afsluttet og de nye kreditforeningslån frigivet. Klagerne henvendte sig efterfølgende flere gange i afdelingen og fik da oplyst, at terminerne ville blive betalt en af dagene. Først ved henvendelse i afdelingen den 9. december 1988 fik de oplyst, at den ene af klagernes lønindbetalinger til budgetkontoen og kreditforeningslåneprovenuerne var indbetalt på klagernes servicekredit.
Indklagede har anført, at klagerne og afdelingen i forbindelse med ansøgningen om lånet på 234.000 kr. forventede, at der ved belåningen af klagernes eget arbejde i forbindelse med ombygningen kunne frembringes et beløb på ca. 50.000 kr. til nedbringelse af et tilgodehavende, indklagede havde hos klagerne. Fordyrelsen af ombygningen medførte imidlertid, at der- ikke fremkom noget overskud til nedbringelse af indklagedes tilgodehavende. Efter at kreditforeningslånet på 234.000 kr. var frigivet i slutningen af juli 1988, frafaldt indklagede kravet om nedbringelse af klagernes engagement med indklagede, med henblik på at klagernes leverandører kunne blive honoreret. I tillid hertil udbetalte indklagede et beløb på 234.107 kr. til en af klagernes leverandører. De resterende regninger for i alt 53.718 kr. og den skyldige terminsydelse skulle ifølge aftale med klagerne afvente betalings indmål provenu af et yderligere kreditforeningslån var til fri disposition. Efter at kreditforeningspantebrevet vedrørende dette lån var returneret med retsanmærkning, meddelte indklagede klagerne, at man ville undlade at betale yderligere regninger, og ved en samtale i slutningen af august 1988 blev det meddelt klagerne, at dette også omfattede betalinger fra budgetkontoen. Efter at kommunen havde meddelt, at man var indstillet på at lade udlægget respektere kreditforeningslånet under forudsætning af, at der blev betalt regningskreditorer for ca. 70 000 kr., meddelte indklagede klagerne, at 70.000 kr. oversteg det beløb, man havde aftalt i juni måned, med ca. 16-17.000 kr. Klagerne blev herefter mundtligt opfordret til at fremskaffe restbeløbet, hvilket ikke lykkedes. Indklagede afviste herefter at finansiere det ekstraordinære regningsbeløb, hvilket skete under henvisning til, at klagernes ombygning ved opgørelsen i måned viste sig at være ca. 100.000 kr. dyrere, end det beløb, der oprindeligt var budgetteret med, samt at det fra indklagedes side helt klart var tilkendegivet, hvad indklagede ville acceptere med hensyn til finansiering og tilbagerykning for kreditforeningslån.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen foreligger til afgørelse for Ankenævnet, særligt for så vidt angår de bevismæssige spørgsmål med hensyn til, om der mellem parterne måtte være truffet aftale om betaling af kreditforeningsydelser, findes denne efter en samlet vurdering at være uegnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor sagen afvises, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.