Provision.
| Sagsnummer: | 267 /1988 |
| Dato: | 20-03-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Provision. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Fra 1980 har klageren med indklagedes Møn afdeling haft en kassekredit. Denne, som oprindelig havde et maksimum på 24.000 kr., er gennem årene navnlig efter 1985 løbende forhøjet, således at det aftalte maksimum pr. 30. juli 1987 udgjorde 4,1 mio. kr. I begyndelsen af 1988 oprettede klageren endvidere med afdelingen to yderligere kassekreditter med maksima på henholdsvis 254.000 kr. og 400.000 kr.
På samtlige stiftelsesdokumenter vedrørende de tre kassekreditter er provisionssatsen anført til 2,5% p.a.
Ved skrivelse af 1. august 1988 rettede klageren henvendelse til afdelingen, idet han gjorde gældende, at den på kassekreditterne debiterede provision var i strid med indholdet af de aftaler, som han oprindelig havde indgået med afdelingen. Disse skulle an giveligt gå ud på, at såvel rente som provision på de tre kasse kreditter fulgte indklagedes satser for erhvervskassekreditter, for rentens vedkommende dog med tillæg af 0,5% p.a. indtil den 17. juni 1987 og herefter 0,25% p.a. til gengæld for, at forhøjelserne af kreditterne ikke skulle udløse stiftelsesprovision.
Ved skrivelser af 12. august og 12. september 1988 til klageren oplyste afdelingen, at der ved etablering af kreditterne blev aftalt en provisionssats på 2,5% p.a. af det aftalte maksimum. Disse provisionssatser blev aftalt individuelt, da kreditterne ikke var ydet til erhvervsformål, men derimod til klagerens investering i værdipapirer.
Klageren rettede herefter henvendelse til indklagedes direktion, som i skrivelse af 2. november 1988 fastholdt, at de til klageren ydede kreditter ikke kunne betragtes som erhvervskreditter men derimod som private investeringskreditter, hvor der var aftalt en favørrente, således at klageren alene skulle betale den for erhvervskreditter gældende rente, dog med tillæg af 0,25% p.a. i konverteret stiftelsesprovision. Indklagede meddelte endvidere, at afdelingen havde oplyst, at provisionsspørgsmålet ikke var blevet diskuteret ved etablering af kreditterne.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans kassekreditkonti de med urette debiterede provisionsbeløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Det er oplyst, at indklagedes provision vedrørende erhvervskassekreditter udgør 2,5% p.a. af kreditter indtil 1 mio kr. og 2% p.a. for kreditter over dette beløb.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det ved oprettelsen af de enkelte kreditter er aftalt med afdelingen, at provisionen for kreditten skulle svare til provisionssatsen for erhvervskreditter. Dette indebærer, at indklagede er forpligtet til at kreditere hans oprindelige kassekreditkonto provisionsbeløb fra den 30. juni 1986, på hvilket tidspunkt det bevilgede maksimum oversteg 1 mio. kr., samt de to øvrige kreditter provisionsbeløb fra stiftelsestidspunktet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand bestridt, at der skulle være indgået en aftale om provisionssatsen med det af klageren angivne indhold, og har anført, at de nævnte kreditter ikke kan betragtes som erhvervskreditter, men derimod er oprettet til private investeringsformål, i hvilken forbindelse der dog på grund af klagerens tilknytning til afdelingen er fastsat særlige, favorable vilkår for kreditgivningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Den af indklagede beregnede provision har til stadighed fulgt den på kreditdokumenterne angivne sats på 2,5% p.a., og klageren har ikke godtgjort, at der skulle være indgået aftale om debitering af en lavere sats.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.