Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.

Sagsnummer: 1136 /2009
Dato: 12-04-2010
Ankenævn: John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved rådgivning i 2008 om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren indgik den 20. oktober 1998 en formueplejeaftale med banken vedrørende sin kapitalpension. Af aftalen fremgår:

"…

Deres tidshorisont

De forventer at gå på pension om 23 år, når De fylder 67.

Deres investeringsprofil

Stor vægt på sikkerhed i investeringerne.

Ifølge aftale skal nedennævnte papirer beholdes eller anskaffes

Papirnavn

Nominelt/stk

Roskilde Bank A/S
beholdes

15,00

Med udgangspunkt i Deres tidshorisont og investeringsprofil foreslår vi Dem følgende fordeling i Deres løbende investering:

Aktivtype

Vægtning i procent

Obligationsbaserede investeringsforeninger

75 - 100

Aktiebaserede investeringsforeninger

0 - 25

…"

Banken har anført, at 15 stk. Roskilde Bank aktier i 1998 svarer til 150 stk. i 2009.

Af en beholdningsopgørelse pr. 31. december 2007 fremgår, at kursværdien af klagerens kapitalpensionsdepot er ca. 75.000 kr. Heraf udgjorde kursværdien af 150 stk. Roskilde Bank aktier ca. 49.000 kr.

Klageren var til møde i banken den 11. juni 2008, hvor hun fik lavet en investeringsprofil. Det fremgår heraf, at hun har kendskab til aktier, obligationer og investeringsbeviser, samt at hendes risikovillighed er "mellem". Af profilen fremgår desuden, at:

"…

Jeg er blevet oplyst om at jeg ud fra en investeringsmæssig betragtning har forholdsmæssig mange Roskilde Bank aktier, men jeg ønsker ikke at sælge dem, eller dele heraf. Jeg vender selv tilbage til banken når/hvis jeg senere ønsker at nedbringe/sælge beholdningen.

Du/I bekræfter at være blevet gjort opmærksom på at der altid er risko forbundet med at invester i værdipapirer, og at banken ikke påtager sig at indestå for at det forventede afkast rent faktisk kan realiseres eller tab kan undgås.

…"

Klageren har anført, at bankens rådgiver oplyste hende om, at hun havde for mange Roskilde Bank aktier. Rådgiveren oplyste også, at hun ikke kunne rådgive om aktierne.

Klageren valgte at beholde sine 150 stk. Roskilde Bank aktier.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank tilpligtes at erstatte hende et beløb svarende til værdien af Roskilde Bank aktierne den 11. juni 2008.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at rådgiveren oplyste hende om, at den 11. juni 2008 ikke var det bedste tidspunkt at sælge Roskilde Bank aktierne, hvilket var dårlig rådgivning, da banken kort efter gik konkurs.

Roskilde Bank har anført, at banken ikke har handlet erstatningspådragende, da rådgiveren klart tilkendegav, at hun ikke kunne rådgive om Roskilde Bank aktien.

Der er i sagen ikke i øvrigt forhold, som gør banken erstatningsansvarlig for klagerens tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren på mødet den 11. juni 2008 blev oplyst om, at bankens rådgiver ikke kunne rådgive om bankens egne aktier. Klageren har anført, at rådgiveren oplyste, at tidspunktet for salg af aktien ikke var det bedste. Ankenævnet bemærker, at selvom klagerens forklaring lægges til grund, er der ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen herved begik en ansvarspådragende fejl. Klageren kunne således ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, herunder at kursen efterfølgende kunne vise at falde, og at hun selv måtte træffe en beslutning om et eventuelt salg af aktierne og bære risikoen herved.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.