Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
| Sagsnummer: | 1135/2009 |
| Dato: | 01-12-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved investering i investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Jyske Bank.
Banken har oplyst, at klageren primo oktober 2007 fik tilsendt en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
På et møde i banken den 16. oktober 2007 fik klageren lavet en privat investeringsprofil og en profil vedrørende investering af hans virksomheds midler. Af bankens brev af samme dato benævnt "Din investeringsplan" vedrørende klagerens private midler fremgår:
"…
Du har nu fået tegnet din personlige investeringsprofil ud fra dine forventninger, ønsker og mål.
Din profil er stabil …
…
Vi vedlægger resumé af vores samtale, faktablad om profil og strategi og forslag til investering.
…"
Af resuméet fra mødet vedrørende klagerens private frie midler fremgår, at han skulle bruge pengene efter 3 til 7 år, at han ønskede en investering med et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at han kunne acceptere et afkastudsving på minus 10 % på et enkelt år, at han ved yderligere negativt afkast et enkelt år ville beholde sin investering og afvente bedre tider, at han på daværende tidspunkt ville investere 1 til 2 mio. kr., at hans holdning til risiko var "Moderat" og at han ville involvere sig i alle beslutninger også med egne idéer og holdninger. Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:
"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."
Af bankens faktablad for den stabile profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 18 % i etablerede aktiemarkeder, 2 % i nye aktiemarkeder, 65 % i danske obligationer og 15 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:
" …
Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighed
…
- gode muligheder for et stabilt afkast på langt sigt
- mulighed for afkast, som ligger over gennemsnittet på obligationsmarkedet.
Du må kunne leve med, at afkastet i enkelte år kan være negativt.
Deklaration
…
- | Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. For at sikre en stabil udvikling er andelen af obligationer størst. |
- | I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat. |
…"
Den 26. oktober 2007 købte klageren for private midler 1.765 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for 180.030 kr. Klager investerede samme dag ca. 500.000 kr. af sin virksomheds midler i værdipapiret.
Af bankens brev af 20. juni 2008 til klagerens virksomhed fremgår:
"…
Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har på det seneste haft en meget negativ kursudvikling…
…
Det er vores vurdering, at den udløsende faktor for den seneste tids kursfald er ganske ekstraordinær.
…
… det har ramt Jyske Invest Hedge Markedsneutral – obligationer ekstra hårdt, fordi foreningen opererer med en gearet eksponering mod renteforskellen mellem realkreditobligationer og statsobligationer. Vi vurderer ikke, at de aktuelle kurser afspejler den rigtige fundamentale værdi på lidt længere sigt. Vi forventer således, at den nuværende uro er forbigående, og imødeser, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer vil stige i takt med at situationen på realkreditmarkedet normaliseres.
…"
Banken har oplyst, at kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer pr. 20. juni 2008 var 77,05.
Den 23. juni 2008 tog klageren på baggrund af orienteringsbrevet telefonisk kontakt til sin rådgiver.
Banken har oplyst, at klageren den 12. september 2008 var til møde i banken med sin revisor. Kursen på Jyske Invest Hedge markedsneutral – Obligationer var 74,87.
Den 16. september 2008 havde klageren en telefonsamtale med sin rådgiver.
Ved brev af 26. maj 2009 anmodede klageren banken om at erstatte hans tab ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.
Ved brev af 11. juni 2009 afviste banken klagen.
Banken har på klagerens opfordring under sagens forberedelse for Ankenævnet fremlagt en transskription af telefonsamtalerne af 17. oktober 2007, 23. juni 2008 og 16. september 2008. Der ydes under disse samtaler ikke rådgivning om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v. da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har i en anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 overfor Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Parternes påstande.
Klageren har den 29. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtes at tilbagekøbe 1.765 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 180.030 kr.
Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han modtog informationsmateriale om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer med posten, men smed materialet ud, da det ikke havde nogen interesse for ham.
På et møde i banken, blev han anbefalet investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Han har aldrig investeret på egen hånd, men fulgt bankens råd.
Han blev på intet tidspunkt informeret om gearing, hvilket han altid tidligere har holdt sig fra.
Det var ikke hans ønske at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer overhovedet, men lagt under et massivt pres fra bankens rådgivere, som sagde, at 10 % af formuen absolut skulle investeres i produktet, hvor intet kunne gå galt, da der blev tjent penge på både stigende og faldende kurser, accepterede han under en telefonsamtale investeringen.
Banken havde en stor økonomisk gulerod ved at sælge Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Efter mødet den 12. september 2008, besluttede han ikke at sælge, da rådgiveren sagde, at investeringen var sikker nok og ville opfylde kursmålet på lidt længere sigt.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens investeringsrådgiver er helt sikker på, at han på de to møder den 16. og 18. oktober 2007 oplyste klageren om risikoen ved Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, herunder gearingen i produktet.
Da klageren bestrider dette, kræver afklaringen af dette punkt bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Der er tillige uenighed om, hvad der blev sagt på mødet den 12. september 2008, hvilket også bør afklares ved afhøring af de deltagende parter, herunder klagerens revisor.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren havde en betydelig erfaring med investeringer – både i personligt regi og gennem holdingselskabet.
Bankens investeringsrådgivning er sket i overensstemmelse med denne investeringsprofil og de vejledende anbefalinger tilknyttet hertil, hvortil bemærkes, at klagerens investeringer i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer alene udgjorde en mindre del af klagerens samlede depotværdier og en endnu mindre del af klagerens samlede formue.
Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med denne rådgivning.
Klageren blev på to møder henholdsvis den 16. og 18. oktober 2007 behørigt rådgivet om strategien og risikoen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og i den forbindelse blev det oplyst, at der var tale om en forening med en risiko mellem obligationer og aktier samt at foreningen var "følsom" overfor pludselige udsving i obligationskurserne, ligesom der blev oplyst om risikoen ved gearingen i produktet.
Bankens medarbejder sørgede for, at den ene investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev annulleret, således at klageren kunne genoverveje om han ønskede investeringen.
Efter 5 dages betænkningstid med god tid til at undersøge og overveje investeringen vendte klageren tilbage og ønskede at gennemføre investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Klageren var eller burde være bekendt med, at der var en vis risiko forbundet med de gennemførte investeringer.
Ved modtagelse af skrivelsen af 20. juni 2008 blev klageren gjort opmærksom på kursfaldet i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
På møde i banken den 12. september 2008 blev klageren oplyst særskilt om kursudviklingen og den fortsatte betydelige risiko i hedgeforeningen.
Senest fra dette tidspunkt har klageren været bekendt med, at der var tale om investeringsbeviser med en ikke-ubetydelig risiko, da investeringsbeviserne var faldet over 20 % på mindre end et år.
Ved ikke på dette tidspunkt at sælge investeringsbeviserne har klageren accepteret denne risiko.
Klageren har i hvert fald ikke noget krav mod banken for så vidt angår kursfaldet efter dette tidspunkt.
I modsat fald har klageren kunnet "spekulere for bankens risiko", idet en evt. gevinst ville komme klageren til gode, mens et tab vil kunne væltes over på banken.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.
Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.
Ankenævnet finder det i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag tilstrækkelig godtgjort, at klageren har modtaget fyldestgørende information forud for investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Da Jyske Bank således ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen. Det er ubestridt, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er faldet i værdi siden købet, og det forhold, at klageren ikke har solgt sine Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, kan derfor ikke tillægges betydning.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l se :
Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 1.765 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til anskaffelseskursen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.