Bevis. Afvisning.
| Sagsnummer: | 186/1989 |
| Dato: | 25-09-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - indgåelse
|
| Ledetekst: | Bevis. Afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren påstået indklagede tilpligtet at yde ham erstatning for tab af tre sommerhuse, et helårshus, en båd og en bil samt godtgørelse for svie og smerte, alt opstået i anledning af, at indklagede uberettiget har nægtet at indløse en check, som klageren udstedte fra sin checkkonto i indklagedes Odense afdeling til dækning af terminsydelser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han af den daværende afdelingsbestyrer havde faet tilsagt et bevilget overtræk på checkkontoen på ca. 60.000 kr., og at den udskrevne check kunne indløses indenfor rammerne af dette bevilgede overtræk. Klageren har herved yderligere henvist til to erklæringer af 8. maj og 3. juli 1989 fra den daværende afdelingsbestyrer, hvoraf fremgår, at klagerens kundeforhold var i bedste orden ved den pågældendes fratræden som bestyrer, og at klageren måtte have et godkendt overtræk på ca. 60.000 kr. i forbindelse med udskiftning af en båd. Indkodning af overtrækket var bevilget på den sædvanlige formular.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand oplyst, at klageren med indklagedes Odense afdeling havde et større engagement bl.a. i anledning af, at klageren opførte et antal sommerhuse. Da det senest opførte sommerhus imidlertid viste sig ikke at repræsentere den værdi, som man havde anslået i forbindelse med hjemtagelsen af forhåndslån fra kreditforeningen, blev engagementet i løbet af efteråret 1984 og foråret 1985 nødlidende og blev i juni 1985 overgivet til inkasso for et beløb på ca. 580.000 kr. Tabet på engagementet forventes at blive ca. 530.000 kr.
Indklagede har bestridt rigtigheden af de af den tidligere afdelingsbestyrer afgivne erklæringer og har oplyst, at der i afdelingen ikke foreligger oplysning om, at der skulle være bevilget klageren et sådant overtræk. Den sædvanlige procedure ved bevilling af overtræk er, at der udarbejdes bevillingsblanket med angivelse af beløb og periode. Det ansøgte overtræk bevilges eller indstilles til bevilling af den pågældende sagsbehandler. Efter bevilling fra bevillingshaveren, som påtegner blanketten, foretages indkodning af overtrækket på kontoen, og bevillingsblanketten indsættes i et ringbind i filialen. Intet af det nævnte materiale foreligger i afdelingen, og klagerens kontoudtog fra den pågældende periode udviser ikke, at der skulle være bevilget overtræk, hverken på klagerens lønkonto eller kassekredit.
Ankenævnets bemærkninger:
En stillingtagen til det af klageren til støtte for den nedlagte påstand fremsatte anbringende, hvorefter der af den tidligere afdelingsbestyrer i indklagedes Odense afdeling skulle være blevet meddelt ham et bevilget overtræk på ca. 60.000 kr., vil uanset de af den tidligere afdelingsbestyrer afgivne erklæringer forudsætte en nærmere bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke findes at burde ske ved Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene.
Ankenævnet afviser herefter klagen, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.