Afgørelse

Rådgivning om kurssikring.

Det indklagede realkreditinstitut afgav i december 1996 låneomlægningstilbud, hvoraf det bl.a. fremgik, at der kunne indgås fastkursaftale. Klageren indgik den 9. januar 1997 en aftale med instituttet om prioritering og tinglysning, hvoraf det bl.a. fremgik, at det nye lån skulle afvikles i henhold til en fastkursaftale pr. 17. februar 1997, at det gamle lån skulle indfries ved modregning i det nye lån, at klageren forinden underskrivelsen af aftalen var blevet gjort bekendt med bl.a. mulighederne for at kurssikre det tilbudte lån samt det lån, der skulle indfries. Det nye lån blev afregnet i henhold til fastkursaftalen, og det indestående lån blev indfriet. Klageren var utilfreds med rådgivningen om kurssikring og rettede i februar 1997 henvendelse til instituttet, hvorunder han anførte, at han via instituttets oplysninger havde fået den opfattelse, at det var hensigtsmæssigt at kurssikre det nye lån, hvorimod han ikke kursikrede indfrielsen af det gamle lån, hvilket senere viste sig at være uklogt. Instituttet afviste klagen blandt andet under henvisning til, at beslutningen om indgåelse af kurssikringsaftale var truffet af klageren selv, at instituttet havde orienteret klageren om muligheden for at indgå fastkursaftale såvel på det nye lån som på det lån, der skulle indfries, at instituttet havde orienteret klageren om, at det oftest var tilrådeligt, hvis man ønskede at låse kurserne fast, at gøre dette både på et nyt lån og på lån, der ønskedes indfriet, og at instituttet på tinglysningsaftalen i hånden havde anført: "Kunden har ikke ønsket kurssikring på indfrielsen".

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle stille ham, som om han havde indgået fastkursaftale også på det lån, der skulle indfries. Instituttet påstod frifindelse.

Et flertal i Nævnet fandt, at instituttet burde have orienteret klageren om instituttets erfaringer om kursfølsomheden på det nye og det gamle lån, så dette kunne indgå i klagerens overvejelser om kurssikring, at det bør fremgå af lånesagen, hvis en låntager trods vejledning om et nyt låns kursstabilitet i forhold til andre realkreditlån vælger kun at kurssikre det nye lån, og at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren ville have kurssikret det gamle lån, hvis han havde fået korrekt vejledning. Mindretallet fandt det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at instituttet ikke havde ydet en forsvarlig rådgivning om kurssikring af begge lån og lagde i den forbindelse vægt på, at kursen på begge lån på tidspunktet for indgåelsen af tinglysningsaftalen var steget i forhold til kurserne på tilbudstidspunktet. Forventning om et nyt kursfald kunne have været motiverende for, at klageren alene kurssikrede det nye lån, men ikke indfrielsen af det gamle lån. Mindretallet fandt derudover, at det var et for vidtrækkende krav, hvis instituttet var forpligtet til skriftligt at dokumentere de fravalg, som en kunde foretager. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at stille klageren, som om han den 9. januar 1992 havde indgået en fastkursaftale også på det gamle lån.