Størrelse af debetsaldo, hushandel.
| Sagsnummer: | 412 /1991 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Størrelse af debetsaldo, hushandel. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1989 fik klagerne tilladelse til at lade deres landbrugsejendom nedlægge som landbrug og sælge jorden fra. Salget, der berigtigedes kontant, indbragte 214.000,08 kr., der krediteredes en nyoprettet deponeringskonto den 5. oktober 1989. Den 14. marts 1990 indgik refusion af ejendomsskatter med 1.128,41 kr. på klager A's kassekredit.
Medio marts 1990 købte klagerne en beboelsesejendom og betalte i den forbindelse en udbetaling, der efter modregning i refusionsopgørelse androg 133.926,98 kr. Dette beløb debiteredes den 15. marts 1990 klager A's kassekredit. Til delvis finansiering af udbetalingen ydede indklagede klagerne et boliglån på 65.000 kr. og et almindeligt lån med 35.000 kr., ligesom man indgav ansøgning om størst muligt ejerskiftelån hos Nykredit. Den 19. marts 1990 afregnedes de to lån med henholdsvis 63.255 kr. og 33.945 kr., der krediteredes kassekreditten. Den 21. marts 1990 debiteredes samme konto for 5.900 kr. til dækning af diverse stempelafgifter.
I foråret 1990 solgtes restejendommen, i hvilken forbindelse klager A's kassekredit blev debiteret for 30.729,24 kr., hvilket beløb udgjorde differencen mellem handelsomkostninger på 70.729,34 kr. og den af køberne præsterede udbetaling på 40.000 kr. I april 1990 oprettedes en lånesagskonto, hvorfra der den 24. april 1990 blev overført 120.000 kr. til kassekreditten. Det på deponeringskontoen indestående beløb med renter, i alt 225.927,55 kr., blev den 17. september 1990 overført til lånesagskontoen.
Efter at ejendomshandlen var afsluttet, udgjorde saldoen på lånesagskontoen 24.306,84 kr. (kredit), hvilket beløb blev krediteret kassekreditten henholdsvis den 20. september og den 10. oktober 1990.
Efter at klagerne i 1991 var blevet opmærksom på, at der var opstået et underskud på en i 1990 oprettet budgetkonto, og at kassekredittens negative saldo var steget med ca. 7.000 kr., rettede klagerne henvendelse til indklagede, idet klagerne var af den opfattelse, at der måtte være begået fejl af indklagede.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at redegøre for, hvorledes klagernes gæld til indklagede er opstået.
Indklagede har herefter nærmere redegjort herfor.
Klagerne har imidlertid fastholdt, at der må være begået fejl af indklagede, og har bl.a. anført, at det stadig ikke er dokumenteret, at provenuet af de to lån, der blev optaget i marts 1990, er blevet krediteret klagerne. De har endvidere klaget over, at indklagede under sagen standsede betalingen af december terminen 1991 til Nykredit med henvisning til, at der ikke var dækning på budgetkontoen.
Indklagede har herefter meddelt, at man den 27. januar 1992 har betalt den nævnte terminsydelse til Nykredit, og at indklagede har afholdt samtlige omkostninger i forbindelse med afvisningen og den forsinkede betaling. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, de to lån optaget i marts 1990 ikke er krediteret klagerne. De bestrider endvidere, at de af indklagede skulle være blevet tilbudt sanering af gælden. Da der på klagernes konti i afdelingen i 1991 er indgået 87.660,57 kr. samt 7.156 kr., og der i alt via betalingsservice i samme periode er betalt 45.154,26 kr., burde der være et overskud på 42.506,31 kr. samt 7.156 kr. Klagerne bestrider, at det kan være korrekt, at der er et underskud på budgetkontoen, ligesom det ikke kan være korrekt, at der kan være et overtræk på kassekreditten.
Indklagede har anført, at kassekreditten i 1990 i alt er krediteret for 151.730,26 kr. og debiteret for 161.555,43 kr. Dette har medført en stigning i gælden med 9.823,17 kr. Budgettet, der er udarbejdet forinden budgetkontoen blev oprettet, var baseret på salg af det ved handelen fremkomne sælgerpantebrev. Da dette ikke kunne sælges og i dag formentlig er værdiløst, da debitor er registreret i RKI, har indklagede påpeget, at budgettet bør revideres, da der p.t. overføres 600 kr. for lidt til budgetkontoen hver 14. dag. Afdelingen har tilbudt en sanering af lånene hos indklagede med henblik på ydelsesnedsættelse, hvilket tilbud klagerne har afslået. Klagerne har modtaget alle udskrifter af kontiene samt sædvanlig årsopgørelse til brug for selvangivelse, ligesom alle bilag er fremsendt mindst en gang månedlig. Afdelingen har flere gange tilbudt klagerne at gennemgå ejendomshandlerne i detaljer, såfremt klagerne fremlægger alle dokumenter vedrørende handelen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af kontoudtog vedrørende klager A's kassekredit, at denne den 19. marts 1990 er krediteret for provenuet af de to lån, der blev optaget på dette tidspunkt. Efter den af indklagede afgivne udførlige redegørelse sammenholdt med de fremlagte bilag er der heller ikke i øvrigt grundlag for at antage, at der er begået fejl af indklagede i forbindelse med hushandlerne eller senere.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.