Afgørelse

Opsigelse af kassekredit.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes opsigelse af en kassekredit samt indklagedes spærring af dankort og hævekort m.v.

Sagens omstændigheder.

Klageren er indehaver af en personligt drevet virksomhed inden for edb-service.

Klageren underskrev i september 2000 kassekreditkontrakt, hvorefter indklagede ydede klageren en kredit på 50.000 kr. Kreditten skulle tages op til genforhandling første gang 1. august 2001. På kontrakten er anført "Erhvervsmæssigt formål". Kreditkontrakten afløste tidligere indgåede kreditkontrakter.

Klageren har om forløbet af kundeforholdet oplyst, at hun etablerede sig som selvstændig i juni 1998. Hun kontaktede sin bankrådgiver herom og oplyste samtidig, at hun forventede at indgå ægteskab med M, som havde gæld til indklagede. Bankrådgiveren anførte, at Ms gæld var hende uvedkommende, men at der burde indgås en afviklingsaftale med M, hvilket herefter skete. I slutningen af 1999 anmodede hun om, at kassekredittens maksimum på 50.000 kr. blev forhøjet til 80.000 kr. Medarbejderen meddelte, at som følge af at der var tale om erhvervsmæssig virksomhed, skulle dette spørgsmål behandles af indklagedes erhvervsafdeling, men en sådan havde man ikke i pågældende afdeling, Høng afdeling. Indklagedes medarbejder tog kontakt til en medarbejder i indklagedes Slagelse afdeling herom. Slagelse afdelingen stillede herefter krav om, at der blev udarbejdet et revideret regnskab. Som følge af at hendes sædvanlige bankrådgiver gik på barselorlov, overtog en anden medarbejder (CA) medio marts 2000 kundeforholdet. CA nægtede at give yderligere kredit - heller ikke i form af midlertidigt overtræk. Førhen havde det været muligt at opnå overtræk på op til 25.000 kr. med en varighed på f.eks. 10 dage. Overtrækket blev givet til brug for likviditet ved udførelse af modtagne ordrer. Hun afstod fra at lade en revisor udarbejde regnskab som følge af udgiften herved.

Indklagede har anført, at klageren i marts 2000 anmodede om et overtræk på kassekreditten. Indklagede meddelte, at man ikke ville tage stilling, før regnskabsmaterialet for klagerens virksomhed var indleveret. I juni 2000 indgav klageren klage over kundeforholdet, herunder indklagedes afslag på et midlertidigt overtræk. Ved skrivelse af 9. juni 2000 meddelte indklagede, at man fastholdt kravet om et revideret firmaregnskab samt personlige regnskaber som beslutningsgrundlag for at bevillige overtræk.

Per 31. december 2000 var saldoen på klagerens kassekredit 51.605,13 kr. Ved skrivelser af 2. januar 2001 meddelte indklagede, at man som følge af manglende dækning havde tilbageført betalingen af to regninger tilmeldt betalingsservice på ca. 11.000 kr.

Ved skrivelser ligeledes af 2. januar 2001 meddelte indklagede, at klagerens to dankort var spærret som følge af misbrug. Kortene var samtidig registreret i pengeinstitutternes fælles register for spærrede dankort. Ved skrivelser af samme dato meddelte indklagede, at to hævekort tilhørende klageren var spærret som følge af misbrug.

Ved skrivelse af 4. januar 2001 protesterede klageren mod indklagedes oplysning om, at hævekortene var misbrugt. For så vidt angår spærring af det ene Dankort tilknyttet kassekreditten havde hun senest benyttet kortet den 30. december 2000. Kontoens overtræk var forårsaget af debitering af renter samt hævning af forsikringspræmier. Hun fandt ikke at have misbrugt kortet.

Ved skrivelse af 4. januar 2001 anmodede indklagede klageren om at inddække overtræk på kassekreditten på 2.540,43 kr. Indklagede anførte samtidig, at samtlige PBS betalinger tilknyttet kontoen var slettet og anmodede klageren om at rette henvendelse for aftale vedrørende overtrækket.

Ved skrivelse af 18. januar 2001 oplyste indklagede, at baggrunden for spærring af dankortet var at lukke for klagerens mulighed for at trække yderligere på kreditten, idet denne var i overtræk. Der var ikke tale om en misbrugssituation, og klageren var derfor ikke blevet registreret i det centrale misbrugerkartotek. Indklagede medgav, at de centralt udsendte breve om spærring kunne være svært forståelige.

Ved skrivelse af 26. marts 2001 opsagde indklagede klagerens kassekredit til fuld indfrielse under henvisning til, at man ikke havde modtaget oplæg til afvikling af engagementet. Kassekredittens saldo var 52.415,43 kr. med tillæg af renter og provision per 31. december 2000.

Den 31. maj 2001 udtog indklagede stævning mod klageren med påstand om betaling af 55.400,21 kr. med tillæg af renter. I et retsmøde den 27. september 2001 udsatte retten retssagen på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har anmodet Ankenævnet om at tage stilling til, hvorvidt indklagedes handlemåde er i strid med gældende regler for så vidt angår:

"1.[Indklagedes] disposition har betydet, at jeg ifølge min revisor foreløbige opgørelse har mistet ordre i 2000 for ca. 650.000,- hertil kommer tab i forbindelse med omlægning virksomhedens finansiering og kontraktmæssige forpligtelser på et tilsvarende beløb.

Ovenstående tab kunne have været afværget såfremt [indklagede] i rimelig tid havde varslet ændringer i aftale forholdet, det er min opfattelse at [ indklagede] er ansvarlige for dette.

2. Spærring af dankort og hævekort.

3. Registrering som kortmisbruger."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes problemer med indklagede skyldtes medarbejderskift i forbindelse med den hidtidige rådgivers barsel. Dette medførte, at indklagede skiftede opfattelse af hende.

Indklagede har ved behandling af hendes engagement tillagt Ms gæld til indklagede betydning, uanset at hun ikke hæfter for denne.

Efter at hun havde klaget internt over indklagede, oplevede hun, at hun ikke længere fik samme behandling.

Problemerne kan også tilskrives, at hun ved påbegyndelsen af erhvervsvirksomheden fik en privat kredit og privat kunderådgiver i stedet for fra starten en erhvervskredit og erhvervsrådgiver.

Hun er stadig registreret som kortmisbruger, ligesom alle hævekort er spærret, hvilket hun ikke kan acceptere. Overtrækket pr. 4. januar 2001 på 2.451 kr. fremkom udelukkende, fordi indklagede foretog betalinger af forsikringer. Hun forsøgte at styre kontoen og afmeldte betalingsserviceaftaler med henblik på at undgå overtræk, men betalingerne blev alligevel gennemført.

Sammenfattende har indklagedes behandling af engagementet medført, at hun har mistet ordrer i 2000 for ca. 650.000 kr., hvortil kommer tab i forbindelse med omlægning af virksomhedens finansiering og kontraktmæssige forpligtelser på et tilsvarende beløb. Tabene kunne have været afværget, såfremt indklagede i rimelig tid have varslet ændringer i aftaleforholdet. Indklagede er derfor ansvarlig herfor.

Indklagede har anført, at kassekreditten blev opsagt i overensstemmelse med kredittens vilkår, idet den gentagne gange var i overtræk trods indklagedes tilkendegivelse om ikke at ville tolerere midlertidige overtræk uden en samtidig aftale om, hvordan kreditten kunne nedbringes permanent.

Det lykkedes ikke at opnå en aftale, hvorfor kreditten blev opsagt. Opsigelsen havde ikke baggrund i Ms gæld til indklagede, som man på intet tidspunkt har krævet, at klageren afviklede.

Ved vurdering af indklagedes risiko ved udlån til klageren har man på sædvanlig vis set på samtlige økonomisk forbundne personer i husstanden.

Man har tidligere beklaget, at forskellige hævekort ved en fejl blev spærret med begrundelse om misbrug samtidig med spærringen af dankortet til kreditten. Hvis klageren ønsker det, er man indstillet på at udstede hævekort til klagerens private grundkonto. Indklagede forbeholder sig dog for at foretage modregning for beløb på denne konto, såfremt der indgår midler ud over, hvad der er fritaget for modregning. Klageren er ikke registreret i misbrugsregister.

Det har ikke kunnet konstateres, at klageren har afmeldt betalinger, og indklagede har ikke efterfølgende korrigeret klagerens eventuelle afmeldinger. Indklagede har derimod primo januar 2001 tilbageført betalinger, for hvilke der ikke var dækning. I denne forbindelse undlod man at tilbageføre betaling af forsikringer på personforsikringer, idet det efter indklagedes skøn var i klagerens interesse, at disse blev betalt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På tidspunktet for indklagedes opsigelse af klagerens kassekredit - 26. marts 2001- var kreditten, hvis maksimum var på 50.000 kr., i overtræk med 2.415, 47 kr. Indklagede havde forinden opsigelsen forgæves søgt at opnå en aftale med klageren om afvikling af overtræk. Indklagede var herefter berettiget til at opsige kreditten som sket, ligesom indklagede var berettiget til at spærre dankort tilknyttet kreditten.

Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at indklagede kan pålægges at betale klageren erstatning som følge af, at klageren efter egne oplysninger mistede ordrer for omkring 650.000 kr.

Indklagede har under sagen tilbudt klageren et hævekort til dennes grundkonto. Ankenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til, om spærringen af klagerens hævekort primo januar 2001 var berettiget.

På baggrund af indklagedes oplysning om, at klageren ikke er registreret i misbrugerregister, finder Ankenævnet ikke anledning til at udtale sig herom.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.