Ændring af reguleringsklausul.
| Sagsnummer: | 73 /1994 |
| Dato: | 14-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Ændring af reguleringsklausul. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I august 1986 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab, og som da var ejet af fire pengeinstitutter, klageren et billån. Lånets hovedstol var på 111.878 kr., hvoraf 2.228 kr. udgjorde omkostningerne til dækning af offentlige afgifter m.v. Indklagede beregnede sig ikke etableringsprovision. I løsørepantebrevet var bl.a. anført:
"Pantebrevet forrentes med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats. Renten udgør p.t. 12,3% p.a. med månedlig renteberegning. Renten tilskrives bagud hver 31.3, 30.6, 30.9 og 31.12 - første gang førstkommende termin forholdsmæssigt for den da forløbne tid og varierer som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private. Gælden tillige med renter tilbagebetales med en ydelse p.t. på kr. 2.160 pr. måned. Ydelsen erlægges hver den 1. i en måned, første gang den 1.10.86."
Det blev ved etableringen lagt til grund, at lånet, såfremt renten forblev uændret, ville være afviklet over ca. seks år.
På grund af rentestigninger blev ydelsen pr. 1. december 1989 forhøjet til 2.268 kr. månedligt.
Ved skrivelse af 23. januar 1992 meddelte indklagede, at det som følge af fusionen mellem Sparekassen Sydjylland og Sparekassen Bikuben ikke længere var muligt et regulere renten i henhold til Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit, hvorfor lånets rente fra den 2. januar 1992 ville blive reguleret efter "Danmarks Nationalbanks udlånsrente til pengeinstitutter" (foliorenten). I den forbindelse anmodedes klageren om at acceptere ændringen på en med skrivelsen vedlagt genpart. Dette undlod klageren.
Som følge af, at foliorenten med virkning fra den 1. april 1992 blev afskaffet, meddelte indklagede ved skrivelse af 23. april 1992, at renten på klagerens lån herefter ville blive fastsat ved gennemsnittet af de dagligt noterede pengemarkedssatser i indklagedes fire aktionærpengeinstitutter nedrundet til nærmeste kvarte procentpoint. Klageren undlod at underskrive og returnere en blanket om tiltrædelse af ordningen.
Den 18. august 1993 meddeltes det, at indklagede pr. 1. juli 1993 var overtaget af et andet pengeinstitut, og at renten fremover ville reguleres efter hovedbankernes kassekreditsats.
I oktober 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld på 11.630 kr., idet han mente, at lånet trods renteforhøjelser og én måneds bevilget ydelsesfritagelse i 1988 burde være afviklet.
Indklagede har oplyst, at renten på klagerens lån har udviklet sig således:
Dato | Ændring | Pålydende |
|
|
|
Indklagede har fremlagt et amortisationsoversigt, der viser, at lånet er blevet afviklet over 91 måneder. Indklagede har endvidere foretaget beregninger, der viser, at et lån med en hovedstol på 111.878 kr. ved en månedlig ydelse på 2.160 kr. og en rente på 12,3% vil være afviklet på ca. 76 mdr., mens et lån med en hovedstol på 109.650 kr. svarende til hovedstolen på klagerens lån med fradrag af etableringsomkostninger med samme ydelse og rente vil være afviklet på 74½ mdr.
Ved klageskema af 30. januar 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget betalt rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånets løbetid ved etableringen blev oplyst til ca. seks år. Han var bekendt med, at løbetiden kunne blive forlænget i mindre omfang som følge af renteforhøjelser og som følge af, at han i 1988 blev bevilget én måneds ydelsesfritagelse. Renten på lånet har været for høj, og han har ikke accepteret ændringerne i rentereguleringen.
Indklagede har anført, at den forlængede løbetid skyldes en fejlberegning ved lånets etablering samt regulering af renten i lånets løbetid. Man har formentlig ikke medregnet etableringsomkostningerne ved beregningen af lånets oprindelige ydelse, hvilket dog kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, der blev angivet som ca. seks år. Fejlberegningen har ikke medført et tab for klageren. Klageren har stiltiende accepteret ændringerne i rentereguleringsklausulen.
Ankenævnets bemærkninger:
I skrivelserne af 23. januar og 23. april 1992 anmodede indklagede klageren om skriftligt at bekræfte, at han var indforstået med den anførte ændring af reguleringsklausulen. Klageren undlod imidlertid dette og rejste ved henvendelse til indklagede i oktober 1993 spørgsmål om rentens størrelse. Denne henvendelse blev fulgt op ved indgivelse af klage til Ankenævnet den 30. januar 1994. Under disse omstændigheder findes klageren ikke ved passivitet at have fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod de nye reguleringsklausuler.
Det må i overensstemmelse med indholdet i løsørepantebrevet lægges til grund, at det imellem parterne oprindeligt var aftalt, at renten skulle reguleres i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Sydjyllands rente for kassekredit til private. Denne reguleringsklausul kunne ikke opretholdes efter Sparekassen Sydjyllands fusion med Sparekassen Bikuben med sidstnævnte som fortsættende pengeinstitut. Det, som nærmest ville svare til den hidtidige klausul, ville imidlertid være regulering i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Bikubens rente for kassekredit til private. Ankenævnet finder derfor, at klageren, såfremt han ønsker det, kan forlange, at renten på hans lån reguleres på denne måde fra den 2. januar 1992 at regne.
Gældsbrevet kan ikke forstås således, at indklagede har påtaget sig nogen forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte således påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser.
Det må lægges til grund, at indklagede ved fastsættelse af ydelsen på 2.160 kr., senere 2.268 kr., månedligt har undladt at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 2.228 kr., og at afviklingen af lånet blev påbegyndt ca. 2 mdr. efter etableringen.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Busk og Søren Stagis - udtaler herefter:
Vi finder, at klageren efter lånetilbudet var berettiget til at gå ud fra, at indklagede havde fastsat den månedlige ydelse således, at lånet inklusive det samlede omkostningsbeløb på 2.228 kr. ved uændret rente ville være afviklet over ca. seks år alene med forbehold af mindre afvigelser som følge af afrunding eller lignende. Som anført lægges det til grund, at indklagede ved en fejl havde undladt at tage hensyn til det nævnte omkostningsbeløb ved fastsættelsen af den månedlige ydelse. Vi stemmer herefter for, at indklagede skal kreditere lånet med 2.228 kr. med tillæg af renter fra etableringstidspunktet.
To medlemmer - Ole Simonsen og Jens Ole Stahl - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke grundlag for at tage klagen til følge på dette punkt, hverken helt eller delvist, og stemmer derfor for dette resultat.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klageren, såfremt han ønsker det, kan forlange, at renten på hans billån med virkning fra den 2. januar 1992 skal reguleres i overensstemmelse med ændringer i Sparekassen Bikubens rente for kassekredit til private. Endvidere skal indklagede beregne klagerens restgæld pr. 1. oktober 1993 i overensstemmelse med det af flertallet anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.