Overførsel af kaution til leasingselskab.
| Sagsnummer: | 70/1997 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Overførsel af kaution til leasingselskab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. november 1994 underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter klageren påtog sig at indestå som selvskyldnerkautionist for opfyldelsen af, hvad hans søn, der drev en maskinstation, måtte blive indklagede 1 skyldig i medfør af sønnens forpligtelser i henhold til to kreditter og tre anlægslån ydet af indklagede 1's Hjørring afdeling. Klagerens kautionsforpligtelse var begrænset til maksimalt at udgøre 250.000 kr. Klageren underskrev samtidig håndpantsætningserklæring vedrørende pantsætningen af et ejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom. Pantsætningen skete til sikkerhed for samme engagement med indklagede 1. Af håndpantsætningserklæringen fremgår:
"Pantesikkerheden omfatter tillige enhver af pantsætters nuværende og fremtidige forpligtelser overfor banken, herunder enhver af dens afdelinger, filialer og datterselskaber."
I samme forbindelse underskrev sønnen pantsætningsdokument, hvorefter indklagede 1 modtog forskellige panter til sikkerhed for, hvad sønnen til enhver tid måtte blive indklagede 1 skyldig. Af pantsætningserklæringen fremgår endvidere, at:
"Pantsætningen tjener til sikkerhed for både nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken, herunder enhver af dens afdelinger, filialer og datterselskaber."
Klagerens søn havde på samme tidspunkt et leasingmellemværende med indklagede 2, der er et leasingselskab ejet at indklagede 1.
I maj 1995 ønskede klagerens søn at skifte pengeinstitut. I indklagede 1's skrivelse af 24. maj 1995 til sønnen er herom anført:
"[Indklagede] indfries, og der deponeres tkr. 350 til sikkerhed for [indklagede 2], alternativt nedbringes leasingengagementet med beløbet.
Leasingkontrakterne med [indklagede 2] fortsætter uændret.
[Klagerens] deponering af ejerpantebrev omfatter herefter udelukkende engagement med [indklagede 2].
Samtidig ændres [klagerens] kautionsforpligtelse på tkr. 250 til at omfatte [indklagede 2], fremfor eksisterende kaution overfor [indklagede 1].
Øvrige betingelser:
.........
Ovennævnte betingelser skal være opfyldt senest den 10.6.1995.
I modsat fald vil engagementet blive krævet indfriet, herunder vil der blive iværksat retslige skridt med henblik på inddrivelse af provenu for solgte pantsatte maskiner."
I slutningen af juni måned 1995 opholdt klageren sig i Padborg. Den 30. henvendte han sig i indklagede 1's Padborg afdeling for at hæve et beløb på sin konto i indklagede 1's Hjørring afdeling. Kontoen var overtrukket. I forbindelse med en telefonisk kontakt med Hjørring afdelingen stillede afdelingen krav om, at klageren skulle underskrive kautionsdokument og pantsætningsdokument over for indklagede 2 som betingelse for, at indklagede 1 ville frigive sønnens sikkerheder til sønnens nye pengeinstitut.
Den 4. juli 1995 underskrev klageren i Padborg særskilt selvskyldnerkautionsdokument, hvorefter han indestod for sønnens opfyldelse af dennes forpligtelser i henhold til to leasingkontrakter nr. - 312 og - 279 med indklagede 2. Endvidere er anført:
"Der er p.t. ved at blive foretaget ændringer i de 2 leasingkontrakter, således at de ændres til 1 leasingkontrakt med en fremtidig månedlig ydelse på ca. kr. 40.000,- og en løbetid på 48 måneder.
.....
Kautionsforpligtelsen er begrænset til kr. 250.000,-"
Klageren underskrev samtidig håndpantsætningserklæring, hvorefter indklagede 2 modtog ejerpantebrevet på 150.000 kr. til sikkerhed for sønnens opfyldelse af de to leasingkontrakter. Erklæringen havde samme indhold med hensyn til ændring af de to leasingkontrakter til én kontrakt.
Indklagede 2 modtog i samme forbindelse en skrivelse fra klageren, hvoraf bl.a. fremgår:
"Da min søn ikke samtidigt kan indfri såvel sit engagement med [indklagede 1], som sine leasingkontrakter i [indklagede 2], indvilliger jeg i at fortsætte min hidtidige pantsætning og kaution, nu overfor [indklagede 2] der viderefører min søn's leasingkontrakter.
Jeg skal dog gøre opmærksom på, at jeg ikke føler mig indforstået med nødvendigheden af min fortsatte sikkerhedsstillelse og kaution af følgende årsager:
1) Jeg har ikke hidtil opfattet, at min kaution og sikkerhedsstillelse overfor [indklagede 1] har været gældende overfor [indklagede 2]
2) Værdien af de af min søn deponerede effekter, til sikkerhed for lån i [indklagede 1], overstiger på opgørelsesdagen restgælden på disse lån.
3) Min søn's leasingkontrakter med [indklagede 2] er ikke i restance på opgørelsesdagen.
Overførslen af sikkerhederne sker under protest og under forudsætning af at [indklagede 1] eller [indklagede 2], af en hvilken som helst grund, kunne kræve sikkerhederne indfriet d.d.
Der tages forbehold for at få spørgsmålet prøvet retsligt, på et af undertegnede valgt tidspunkt."
Den 22. august 1995 underskrev klagerens søn ny leasingkontrakt med indklagede 2, hvoraf bl.a. fremgår:
"Genudlease fra kontrakt nr. [-279] og kontrakt [-312]"
Den 1. februar 1996 kom klagerens søn i restance med leasingkontrakten. Ved skrivelse af 21. august 1996 fra indklagede 1 blev klageren anmodet om at rette henvendelse med henvisning til, at sønnens leasingkontrakt var blevet opsagt på grund af restance.
Klageren rettede henvendelse til advokat, gennem hvilken klageren over for indklagede 2 protesterede mod, at indklagede (2) kunne støtte ret på kautionserklæringen og håndpantsætningserklæringen af 4. juli 1995.
Klageren har den 17. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke er bundet af kautionserklæringen og pantsætningserklæringen af 4. juli 1995, ligesom de indklagede skal anerkende, at han ikke er forpligtet i henhold til erklæringerne underskrevet af ham den 2. november 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede 1 i forbindelse med overflytningen af sønnens engagement til det nye pengeinstitut gjorde opmærksom på, at hans - klagerens - sikkerhedsstillelse/pantsætning ligeledes omfattede sønnens engagement med indklagede 2. Dette fremgår forudsætningsvis af indklagede 1's skrivelse af 24. maj 1995 samt skrivelsen fremsendt til indklagede i forbindelse med at han underskrev dokumenterne den 4. juli 1995. Der var således tale om et af de bestemmende argumenter i indklagede 1's argumentation over for ham i den foreliggende situation. Han finder derfor ikke, at hans forpligtelser afgivet over for indklagede 2 er bindende jf. aftalelovens §§ 29, 33 og 36. En kautionsforpligtelse er endvidere betinget af, at hovedmanden rent faktisk får udvidet sin kredit med samme beløb som kautionsforpligtelsen lyder på, og dette skete ikke. Også af denne grund bør kautions- og trejdemandspantsætningserklæringen tilsidesættes som ugyldige. Frem til 1994 deltog han i driften samt bogføringen af sønnens virksomhed, men han har efter dette tidspunkt ikke fået nogen orientering hverken fra sønnens eller fra indklagede 1's side. Han finder endvidere, at hans forpligtelser bør tilsidesættes, idet hans kaution som pantsætning skete vedrørende to leasingkontrakter, medens det krav, som nu gøres gældende, støttes på en tredje kontrakt. Der foreligger endelig en tilsidesættelse af underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41.
De indklagede har anført, at klagerens kaution og håndpantsætning fra november 1994 blev stillet til fordel kun for indklagede 1 og ikke indklagede 2. Indklagede 1 har på intet tidspunkt tilkendegivet, at disse forpligtelser også omfattede sønnens engagement med indklagede 2. Det bestrides, at klageren blev "tvunget" til at underskrive dokumenterne i juli 1995. Det er korrekt, at de to leasingkontrakter udgik, men disse blev erstattet af en ny, hvoraf udtrykkeligt fremgår, at der er tale om "genudlease". Klageren har gennem hele forløbet haft kendskab til sønnens økonomiske situation. Klageren var igennem en årrække bogholder for sønnen og deltog i denne forbindelse i møder med indklagede. Den 1. februar 1996 opstod der restance på leasingkontrakten, og den 21. august samme år, blev klageren underrettet. Der er ganske vist tale om en overskrivelse af fristen i bank- og sparekasselovens § 41, men dette må anses for uden betydning, idet klagerens regresmulighed ikke er blevet forringet. Der er på intet tidspunkt sket en udvidelse af klagerens forpligtelser. Hvis klageren ikke ønskede, at hans forpligtelser skulle overføres til indklagede 2, kunne han på et hvilket som helst tidspunkt have indfriet sin kautions- og deponentforpligtelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at indklagede 1 betingede en overførsel af klagerens søns engagement til andet pengeinstitut af, at klageren påtog sig selvskyldnerkautionsforpligtelse for sin søns bestående leasingengagement med indklagede 2, og at klageren var af den opfattelse, at han ikke forud herfor havde påtaget sig nogen forpligtelse over for indklagede 2.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren ikke er bundet af de af ham over for indklagede 2 den 4. juli 1995 afgivne kautions- og håndpantsætningserklæringer, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.