Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved overflytning af to indlånskonti til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 73/2015
Dato: 30-10-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved og Anna Schou Ringive
Klageemne: Overførsel - almindelige konti
Ledetekst: Ekspeditionstid ved overflytning af to indlånskonti til andet pengeinstitut.
Indklagede: Spar Nord Bank og Nordjyske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører ekspeditionstiden i forbindelse med overførsel af to konti.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordjyske Bank, hvor han havde en kreditorbeskyttet konto med et indestående på ca. 725.000 kr.

Den 9. januar 2015 (fredag) blev der afholdt et møde i banken med deltagelse af to medarbejdere i banken, klageren, klagerens mor, hvor det blev aftalt at investere midlerne. Om baggrunden har klageren oplyst, at en renteaftale var ophørt, og at banken ikke kunne tilbyde en ny aftale, der ville give en tilfredsstillende forrentning.

Klageren havde endvidere to kreditorbeskyttede konti i Spar Nord Bank med indeståender på i alt ca. 1.275.000 kr. Det blev aftalt at overføre kontiene til Nordjyske Bank og at investere de samlede midler.

Klageren underskrev under mødet en anmodning om overførsel af kontiene.

Nordjyske Bank har oplyst, at overførselsanmodningen blev sendt den 12. januar 2015 (mandag), idet den blev oprettet som en såkaldt MOPI-SAG i e-nettets system e-engagement.

Den 13. januar 2015 underskrev klageren hos Nordjyske Bank dokumenter om ”Depotoprettelse – UDLÆGSBESK. INDSKUD (RPL § 513)”.

Spar Nord Bank har oplyst, at overførselsanmodningen blev modtaget ved mail af 14. januar 2015 via e-engagement. Overførslen blev opdateret ved mail af 15. januar 2015, hvorefter banken kunne begynde overførslen af klagerens engagement.

Den 21. januar 2015 (onsdag) henvendte Spar Nord Bank sig til Nordjyske Bank for en afklaring omkring kreditorbeskyttelsen. Nordjyske Bank svarede samme dag, at midlerne ville blive underkastet kreditorbeskyttelse i banken.

Kontiene i Spar Nord Bank blev opgjort og overført den 30. januar 2015 (fredag). Midlerne blev indsat på klagerens konto i Nordjyske Bank den 2. februar 2015 (mandag).

Den 6. februar 2015 blev handlerne på i alt ca. 2 mio. kr. afregnet på klagerens konto.

Klageren rejste krav mod Nordjyske Bank og Spar Nord Bank for tab som følge af for lang ekspeditionstid. Klageren har opgjort, at hans investeringer som følge af kursstigninger blev 64.311,84 kr. dyrere i perioden 19. januar 2015 - 6. februar 2015.

Parternes påstande

Den 23. februar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank og/eller Nordjyske Bank skal betale 64.311,84 kr.

Nordjyske Bank og Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han er født i 1986 og at midlerne er erstatningsbeløb, som han har fået udbetalt efter et trafikuheld. Afkastet udgør et supplement til hans pension. På grund af bl.a. koncentrationsbesvær bliver han bistået af sine forældre.

Nordjyske Bank var fuldt ud klar over, at kontiene, der skulle overføres fra Spar Nord Bank var kreditorbeskyttede. På mødet sikrede han sig, at pengene også fremadrettet ville stå på en kreditorbeskyttet konto og fik oplyst, at dette ikke var noget problem. Banken oplyste klart og tydeligt, at sagsbehandlingstiden for overførslen var tre dage eller maksimalt en uge. Det hele skulle gå så stærkt, og alt blev gjort klar.

Hvis han havde vidst, at sagsbehandlingstiden var lang, havde han haft tid til et møde med Spar Nord Bank, som også havde indkaldt ham til et møde, og hans beslutning kunne have været anderledes. Endvidere kunne de midler, som han allerede havde i Nordjyske Bank have været investeret straks.

Da han underskrev depotdokumenterne hos Nordjyske Bank onsdag, den 13. januar 2015 fik han oplyst, at midlerne endnu ikke var overført. På daværende tidspunkt var der imidlertid endnu ikke gået en uge.

Han havde ikke netbank og kunne derfor ikke på den måde konstatere, hvornår midlerne blev overført.

Nordjyske Bank erkendte efterfølgende, at overførslen havde taget for lang tid.

Merprisen på 64.311,85 kr. udgør et reelt tab. Når værdipapirerne bliver solgt vil et eventuelt tab være 64.311,85 kr. højere og en eventuel gevinst være 64.311,85 kr. mindre.

Nordjyske Bank har anført, at banken ikke er ansvarlig for den lange ekspeditionstid og således heller ikke har noget ansvar for det tab, som klagerne mener, at han har lidt.

Banken ikke har været i stand til at fremskynde sagsbehandlingstiden. Sagen blev etableret i e-nettets system e-engagement første hverdag efter aftalen blev indgået.

Spar Nord Banks forespørgsel blev besvaret samme dag som den fremkom.

Henset til de aktuelle problemer med e-nettets system e-engagement, som var gældende for hele sektoren, var sagsbehandlingstiden, som udgjorde 15 arbejdsdage, som relativt kort. På det tidspunkt, hvor overførselsanmodningen blev registreret, var der således en gennemsnitlig liggetid for åbne sager på næsten 67 dage for sektoren som helhed.

Det af klageren anførte om, at banken skulle have oplyst, at overførselstiden var tre dage, maksimalt en uge, bestrides. De to medarbejdere fra banken, som deltog i mødet, har begge oplyst, at sagsbehandlingstiden for overførslen ikke blev omtalt.

Spar Nord Bank har anført, at bankens ansvar for ekspeditionstiden begrænser sig til perioden fra den 15. januar 2015, hvor endelig overførselsanmodning blev modtaget via e-engagement, til den 30. januar 2015, hvor engagementet blev overført.

Under ekspeditionen konstaterede banken, at der var tale om kreditorbeskyttede midler, og modtagende pengeinstitut blev derfor bedt om at bekræfte, at de var opmærksomme på dette forhold.

Klageren har ikke dokumenteret et tab for perioden, hvor sagen blev behandlet i banken. Den af klageren opgjorte merpris kan ikke sidestilles med et endeligt tab, som kan kræves erstattet, da tabet reelt ikke kan konstateres før et endeligt salg.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordjyske Bank, hvor han havde en kreditorbeskyttet konto med et indestående på ca. 725.000 kr. På et møde i banken fredag, den 9. januar 2015 blev det aftalt at investere midlerne sammen med klagerens indeståender på i alt ca. 1.275.000 kr. på to konti i Spar Nord Bank.

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Nordjyske Bank erstatningsansvar for ikke at have investeret klagerens midler i denne bank efter mødet.

Ankenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at Nordjyske Bank oplyste klageren, at overførslen fra Spar Nord Bank ville blive gennemført i løbet af tre dage, maksimalt en uge. Nordjyske Bank ekspederede overførselsanmodningen den 12. januar 2015 og afgav efter modtagelsen af pengene den 2. februar 2015 købsordre, således at beløbene for fondshandlerne blev trukket på klagerens konto den 6. februar 2015. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at Nordjyske Bank har handlet ansvarspådragende overfor klageren.

Vedrørende Spar Nord Bank bemærker Ankenævnet, at overførselsanmodningen blev modtaget i banken torsdag den 15. januar 2015. Der forløb herefter 11 ekspeditionsdage, før klagerens konti blev overført fredag den 30. januar 2015.

Fire medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Anna Marie Schou Ringive og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi finder, at Spar Nord Bank er erstatningsansvarlig for den anvendte ekspeditionstid henset til ekspeditionens enkle karakter. Vi finder, at det var korrekt af Spar Nord Bank at rette en forespørgsel til Nordjyske Bank om kreditorbeskyttelsen, men at dette forhold ikke har betydning, idet henvendelsen herom blev besvaret samme dag.

Vi finder, at erstatningen som anført af klageren kan opgøres som en eventuel prisstigning på de værdipapirer, som midlerne ifølge aftalen af 9. januar 2015 skulle placeres i.

Vi stemmer herefter for, at Spar Nord Bank skal erstatte klageren et eventuelt dokumenteret tab. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt til forskellen på den kurs, som klagers værdipapirer blev købt for og den kurs som værdipapirerne havde været købt til, hvis Nordjyske Bank havde indlagt handelsordrerne den 26. januar 2015. Erstatningen begrænses til den del af et eventuelt tab, som størrelsesmæssigt svarer til de overførte midler.

Ét medlem – Michael Reved – udtaler:

Jeg finder, at klageren berettiget kunne forvente, at overførslen blev ekspederet af Spar Nord Bank inden 30. januar 2015.

På det foreliggende grundlag finder jeg det imidlertid ikke godtgjort, at klageren blev påført et erstatningsberettiget tab som følge af, at overførslen først blev gennemført 30. januar 2015. Det bemærkes, at klager ikke har dokumenteret sit tab, ikke har oplyst om de konkret handlede værdipapirer samt ikke har dokumenteret, at klager ville og - med Nordjyske Banks mellemkomst – rent faktisk kunne gennemføre de konkrete handler på et tidligere tidspunkt.

Som sagen er oplyst, finder jeg det heller ikke godtgjort, at det for Spar Nord Bank var påregneligt, at klagers kontante midler, der henstod på kreditorbeskyttede konti hos Spar Nord Bank, skulle investeres straks efter overførslen til Nordjyske Bank. Det må lægges til grund, at Spar Nord Bank ikke blev oplyst herom, og at Spar Nord Bank derfor heller ikke var klar over, at investeringstidspunktet var af betydning for klager.

Endelig bemærkes det, at pengeinstitutterne har taget et nyt it-system i brug, hvor de fleste typer af engagementer nu overføres digitalt mellem pengeinstitutterne. Sådanne overførsler vil i mange tilfælde blive udført af support-medarbejdere, som ikke har eller burde have viden om midlernes anbringelse hos det modtagne pengeinstitut, og uden forudgående dialog med den eventuelle rådgiver i det afgivende pengeinstitut. Praksis fra Pengeinstitutankenævnet om overførsel af engagementer mellem pengeinstitutter baserer sig på en nu forladt analog metode, og derfor bør denne praksis overvejes på ny efter indførelsen af en ny og fuldstændig digital proces, som pengeinstitutterne kun har haft i brug i kort tid.

Jeg stemmer derfor for ikke at give klageren medhold, hverken helt eller delvist.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Spar Nord Bank skal inden 30 dage erstatte klageren et eventuelt dokumenteret tab. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt til forskellen på den kurs, som klagers værdipapirer blev købt for og den kurs som værdipapirerne havde været købt til, hvis Nordjyske Bank havde indlagt handelsordrerne den 26. januar 2015. Erstatningen begrænses til den del af et eventuelt tab, som størrelsesmæssigt svarer til de overførte midler.

Klageren får klagegebyret tilbage.