Afgørelse

Spørgsmål om nedskrivning af maksimum og opsigelse kredit var berettiget. Spørgsmål vedrørende oplysningspligt om kreditomkostninger i forbindelse med forlængelser af kredit.

Indledning

Denne sag vedrører berettigelsen af Sydbanks nedskrivning og opsigelse af klagerens kassekredit samt spørgsmål om oplysningspligt i henhold til kreditaftaleloven i forbindelse med forlængelser af kassekreditaftale.

Sagens omstændigheder

Den 29. marts 2010 gav klageren Sydbank transport i en arv efter sin far til sikkerhed for ethvert mellemværende med banken.

Klageren havde en kassekredit med et maksimum på oprindelig 500.000 kr. i banken. Ved kassekreditkontrakt af 15. september 2010 blev kreditten forhøjet med 1.250.000 kr. fra 1.500.000 kr. til 2.750.000 kr. Kreditten skulle ”nedskrives ekstraordinært med kr. 2.750.000,00, den 01.06.2011”. Rentesatsen var variabel for tiden 5,85 % om året. Kreditten kunne opsiges af banken med tre måneders varsel. Banken beregnede sig ikke stiftelsesomkostninger for forhøjelsen. Af generelle bestemmelser for kreditter, der var gældende for aftalen fremgik bl.a.:

”...

1. Misligholdelse

Uanset aftalt opsigelsesvarsel kan banken betragte engagementet i henhold til dette dokument som forfaldent til indfrielse uden opsigelse i tilfælde af: a. at noget beløb i henhold til dette dokument ikke bliver betalt rettidigt….

2. Særskilte betalinger

Foruden det skyldige beløb, renter og provision samt portoudgifter kan banken kræve særskilt betalt af debitor: ...

1. en af banken fastsat morarente/overtræksprovision for restancer/overtræk. ...”

Af bankens almindelige forretningsbetingelser, der ligeledes var gældende for kreditten fremgik bl.a.:

”...

Variable satser kan af banken nedsættes på indlån og forhøjes på udlån

Ved brev af 13. maj 2011 gav banken klageren meddelelse om, at rentesatserne på variabelt forrentede udlån i banken pr. den 18. maj 2011 ville blive forhøjet med 0,25 procentpoint på baggrund af Nationalbankens forhøjelse af renten den 8. april 2011. Rentesatsen på kassekreditten var herefter 6,10 % om året.

Ved brev af 30. juni 2011 til klageren gav banken meddelelse om en rentestigning på 0,25 procentpoint med baggrund i vedvarende uro i den finansielle sektor, som medførte stigende finansieringsudgifter for pengeinstitutterne. Rentesatsen på kassekreditten var herefter 6,35 % om året.

Ved brev af 16. august 2011 til klageren gav banken meddelelse om en rentestigning på 0,25 procentpoint med baggrund i Nationalbankens forhøjelse af renten den 8. juli 2011. Rentesatsen på kassekreditten var herefter 6,60 % om året.

Efter det oplyste blev rentesatsen på kreditten yderligere forhøjet til 7,1 % pr. den 17. februar 2012, 7,6 % pr. den 28. august 2012 og 8,1 % pr. den 15. juli 2013.

Banken har oplyst, at den i september 2011 bevilgede et midlertidigt overtræk på 500.000 kr. på kreditten, hvis maksimum herefter udgjorde 3.250.000 kr.

I et brev af 6. januar 2012 til klageren anførte banken bl.a.:

”...

Jeg har noteret mig, at du på mødet den 24. august anmodede om forhøjelse af den daværende trækningsret på kr. 2.750.000 med kr. 500.0000. Jeg mener, at min tilbagemelding blev, at jeg ville kontakte dig, hvis banken ikke kunne imødekomme dit ønske.

I dag er trækket på kontoen kr. 3.235.000 – og der er således en dis­ponibel saldo på kr. 15.000 op til det aftalte maksimum på kr. 3. 250.000.

Du spørger om Sydbank ønsker at opsige kundeforholdet. Det gør vi ikke, men jeg skal for en god ordens skyld oplyse, at jeg på det nuværende grundlag ikke kan tilbyde at forhøje kassekreditten yderligere.

Når din arv på et tidspunkt kommer til udbetaling, så er det vores forventning, at kassekreditten som udgangspunkt nedskrives til det oprindelige maksimum på kr. 500.000.

...”

Ved e-mail af 25. september 2012 til klageren oplyste banken, at man havde modtaget et acontobeløb vedrørende arven, og at man på baggrund af oplysninger om kommende indbetalinger beregnede, at trækket på kassekreditten ville blive nedbragt til godt 500.000 kr. Banken anførte videre:

”...

Men mit regnestykke tager ikke højde for dine terminsbetalinger ultimo september og december samt rentetilskrivningen.

Hvordan for vi det til at passe med, at din kassekredit efter arveudbetalingen skal nedskrives til det oprindelige beløb på kr. 500.000?

...”

Klageren svarede, at han havde et tilgodehavende hos Skat, og at:

”...

Jeg ser således ikke noget problem med at holde terminsbetalinger og rentetilskrivning under de 500.000,00 kroner.

...”

Ved e-mail af 26. oktober 2012 til klageren anførte banken bl.a.:

”...

Jeg er nødt til at skrive til dig, da der i dag er et træk på kr. 2.238.561,85 på din kassekredit. Det har vi bestemt ingen aftale om.

Vi har derimod en aftale om, at din kassekredit efter endt arveudbetaling skal nedskrives til det oprindelige beløb på kr. 500.000.

...”

Banken redegjorde endvidere for tvivl med hensyn til kommende indbetalinger til nedbringelse af kreditten og meddelte, at den ikke kunne acceptere yderligere træk på kontoen ”førend du har redegjort for, hvordan du vil nedbringe trækket til de aftalte kr. 500.000”.

Den 9. januar 2013 modtog banken et yderligere arvebeløb, hvorved kreditten blev nedbragt til cirka 1,1 mio. kr. Samme dag sendte banken et standardbrev til klageren om spærring af dennes Visa/dankort. Ifølge brevet var begrundelsen enten at klageren selv havde henvendt sig og foranlediget spærringen, eller at banken var blevet opmærksom på en eventuel risiko for misbrug eller uberettiget brug af kortet.

Den 14. maj 2013 modtog banken cirka 200.000 kr., der udgjorde restarven.

Ved brev af 1. juli 2013 til klageren opsagde banken kreditten til fuld indfrielse. Banken anførte som begrundelse, at den forgæves havde forsøgt at få en aftale om nedbringelse af gælden, som da udgjorde 875.224,06 kr. med tillæg af renter fra den 20. juni 2013, og at klageren havde undladt at efterkomme en anmodning fra banken om indsigt i klagerens indtægtsforhold inklusive en status på udlejningssituationen i klagerens ejendomme. Banken anmodede klageren om at henvende sig inden en uge, idet sagen ellers ville blive overdraget til retslig inkasso.

Ved brev af 23. august 2013 anmodede bankens inkassoadvokat klageren om at indfri kreditten ved betaling af 878.126,72 kr. med tillæg af rente 16,25 % årligt fra den 16. juli 2016.

Ved stævning af 4. september 2013 anlagde banken retssag mod klageren vedrørende gælden. Klageren gjorde indsigelse mod kravet og fremsatte modkrav.

Den 3. april 2014 henviste retten sagen til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Af kontoudskriften for kreditten fremgår bl.a., at banken henholdsvis den 28. december 2011, 21. marts 2012, 20. juni 2012, 20. september 2012 og 20. december 2012 foretog rentereguleringer svarende til en rentegodtgørelse til klageren på i alt knap 250.000 kr. Banken har oplyst, at rentereguleringerne indebar, at klageren blev godskrevet overtræksrente i forbindelse med overtræksbevillingen.

Det fremgår endvidere, at betalinger via kreditten fra og med den 8. januar 2013 blev tilbageført.

Parternes påstande

Den 6. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal frafalde kravet helt eller delvist.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har opsagt kreditten med et varsel på mindre end tre måneder.

Kreditten blev forlænget efter udløbet den 1. juni 2011, uden at banken gav oplysninger i henhold til kreditaftaleloven. Banken var derfor uberettiget til at beregne sig en rente, der oversteg rentesatsen på 5,85 %, der var anført i kassekreditkontrakten. Da opsigelsen af kreditten var uberettiget, har banken endvidere ikke krav på overtræksrenter.

Brevene om rentestigningerne blev ikke adresseret til hans bopæl, men til en udlejningsejendom, som han ejede. Kontoudtogene fra banken blev adresseret korrekt.

Banken bør betale erstatning for, at han i opsigelsesperioden var afskåret fra at udnytte kreditten. Banken bør endvidere erstatte hans tab som følge af spærringen af Visa/dankortet og manglende gennemførelse af betalinger i januar 2013. En del af betalingerne vedrørte terminsopkrævninger vedrørende to ejendomme, der blev begæret på tvangsauktion, hvilket imidlertid blev afværget. En manglende betaling af forsikring medførte, at han i forbindelse med et efterfølgende indbrud ikke fik dækning. Manglende betalinger til forsyningsselskaber medførte krav fra lejere i hans ejendomme. Banken var fuldt ud bekendt med hans økonomiske forhold og konsekvenser af de manglende betalinger.

På grund af sygdom og manglende indtægt havde han ikke mulighed for at etablere en kredit et andet sted.

Finansieringen vedrørte istandsættelse af en ejendom, som skulle sælges. Banken burde have rådet ham til at optage et realkreditlån i stedet for kreditten, hvorved han kunne have opnået en betydelig rentebesparelse.

Det bestrides, at det var en forudsætning for forhøjelsen af kreditten til 2.750.000 kr., at maksimum skulle nedskrives til 500.000 kr. efter udbetaling af arven. Banken har ikke dokumenteret sin påstand herom. Påstanden understøttes heller ikke af bankens brev af 6. januar 2012.

I mailen af 25. september 2012 spurgte banken om hans holdning til nedskrivning af kreditten til 500.000 kr., når arven var udbetalt, hvilket understøtter, at dette ikke har været en oprindelig betingelse. Hans svar om, at han ikke anså dette for et problem, var ikke en accept af nedskrivningen. Han redegjorde blot for sin opfattelse af den fremtidige økonomiske situation.

Det påhviler banken at sikre sig skriftlig dokumentation for indgåede aftaler. Klagen bør derfor ikke afvises på grund af bevisusikkerhed.

Kreditaftalen har på intet tidspunkt været misligholdt af ham. På opsigelsestidspunktet var kreditrammen udnyttet med mindre end en tredjedel. Misligholdelse var heller ikke anført som begrundelse for opsigelsen.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør bevisafvises, da vidneafhøring af klagerens bankrådgiver – der kan understøtte bankens dokumentation i sagen – ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank anført, at det i forbindelse med bevillingen af midlertidigt overtræk i september 2011 blev aftalt, at kreditten skulle nedbringes til det oprindelige maksimum på 500.000 kr. Dette understøttes af de fremlagte e-mails. Da arven endelig var udbetalt blev kassekreditten ikke nedbragt som aftalt til 500.000 kr., men udgjorde derimod nu 878.000 kr., hvilket medførte et overtræk på 378.000 kr. Som følge af misligholdelsen var banken berettiget til at opsige kreditten uden varsel.

Kreditaftaleloven er overholdt. Det fremgik klart af kreditaftalen, at rentesatsen var variabel. Den opkrævede rente på kreditten har fulgt bankens generelle renteændringer. Der har ikke været tale om særlige/individuelle renteændringer for klageren. Renteændringerne blev varslet i dagspressen i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser.

Banken har endvidere været berettiget til at opkræve overtræksrente i forlængelse af opsigelsen, hvilket fremgår af de generelle bestemmelser for kreditter under pkt. 2.e, og renten følger den til enhver tid værende højeste rentesats som følger af bankens prisliste. Banken har ikke beregnet sig overtræksrenter for det bevilgede overtræk.

Begrundelsen for opsigelsen var, at kreditten ikke blev nedbragt som aftalt, og at det efterfølgende ikke var muligt at opnå en aftale med klageren om nedbringelse af gælden. Opsigelsen blev derfor foretaget på korrekt grundlag.

Banken har været fuldt ud berettiget til at afvise betalinger, som der ikke var dækning for. Banken er uden ansvar for et eventuelt tab for klageren i den forbindelse.

Ejendommen, der blev finansieret med kreditten, skulle renoveres og var i så dårlig stand, at der ikke kunne opnås realkreditbelåning.

Banken har udført korrekt rådgivning i overensstemmelse med bankens interne retningslinjer og regulering i øvrigt. Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren. Klageren har endvidere ikke dokumenteret et eventuelt tab.

Klageren er forpligtet til at betale det fulde krav til banken. Banken kan ikke forpligtes til at give en akkord til klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Ved kreditaftale af 15. september 2010 blev klagerens kredit med et maksimum på oprindeligt 500.000 kr. i Sydbank forhøjet til 2.750.000 kr. med udløb den 1. juni 2011. Kreditten blev forlænget og i september 2011 bevilgede banken et midlertidigt overtræk på 500.000 kr. Der blev ikke udarbejdet nogen skriftlig aftale herom.

Baggrunden for forlængelserne og forhøjelserne var, at klageren manglede likviditet til renovering af en fast ejendom og samtidig ventede på udbetaling af en arv. Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at det var en forudsætning for banken, der fik transport i arven, at kreditten ville blive indfriet eller i hvert fald nedbragt til det oprindelige maksimum på 500.000 kr., når arven kom til udbetaling, hvilket skete ved tre udbetalinger i henholdsvis september 2012 samt januar og maj 2013. Dette understøttes af den fremlagte e-mail korrespondance.

Det lægges som anført af banken til grund, at rentestigningerne på kreditten fulgte bankens generelle renteændringer. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte disse.

Dette gælder uanset, at banken udlod at tilvejebringe oplysninger om kreditomkostningerne i henhold til kreditaftaleloven. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om en videreførelse af den hidtidige aftale uden stiftelsesomkostninger. Ankenævnet finder endvidere, at klageren havde et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne, jf. kreditaftalelovens § 23, stk. 3. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge banken at yde en rentekompensation, hvorved klageren stilles, som om rentesatsen på kreditten i perioden 1. juni 2011 - 1. juli 2013 ikke havde oversteget Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 5 procentpoint, jf. kreditaftalelovens § 23, stk. 1.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at tilbageføre klagerens betalinger i januar 2013, idet der ikke var dækning for betalingerne på kreditten. Der er endvidere ikke grundlag for at fastslå et eventuelt tab som følge af de manglende betalinger, ligesom det er uvist, om de øvrige erstatningsbetingelser, herunder om påregnelighed, er opfyldt.

Banken var endvidere den 1. juli 2013, hvor kreditten forsat ikke var blevet nedbragt til under 500.000 kr., berettiget til at opsige kreditten som sket på grund misligholdelse.

På baggrund af opsigelsen var banken berettiget til at beregne sig misligholdelsesrente. Den af banken anvendte rentesats på 16,25 % om året kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Klageren får ikke medhold i klagen.