Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om der var aftalt en maksimal rentesats på klagernes lån.

Sagsnummer: 770/2009
Dato: 28-12-2010
Ankenævn: John Mosegaard, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Udlån - rente
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Spørgsmål om der var aftalt en maksimal rentesats på klagernes lån.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om klagerne indgik en aftale med Jyske Bank om en maksimal rentesats på deres lån i banken.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, M og H, er kunder i Jyske Bank. De driver sammen en række virksomheder, hvis bankforretninger også varetages af Jyske Bank.

M var tidligere medejer af et anpartsselskab, og kautionerede over for banken for selskabets gæld. Kautionsforpligtelsen blev gjort gældende af banken, således at M hæftede personligt for gælden. Banken har oplyst, at kreditaftale - kassekredit nr. (-944) - underskrevet af M den 8. december 2007, er en forlængelse af det gældsforhold.

Af kreditaftalen fremgår:

”...

Lånebeløbet er 1.009.400,00 kr.

Tidligere kreditramme/trækningsret 1.010.000,00 kr.

Beregnet løbetid: 0 år og 11 måneder

Kreditten indfries den 01.11.2008, medmindre der træffes ny aftale om afvikling.

Lånebetingelser

Opsigelse af lån og kreditter til erhvervsmæssig anvendelse

Låntager og banken kan når som helst opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 4 ugers varsel…..”

Ved brev af 28. februar 2008 fra banken blev kreditten forlænget til 1. maj 2009.

M hæftede som selvskyldnerkautionist for et lån ydet til et K/S-projekt. Efter det oplyste overtog M gæld fra et K/S-projekt og indgik i den forbindelse låneaftale nr. (-703) med banken den 12. juli 2008. Låneaftalen, der også er underskrevet af H, havde overskriften: Låneaftale/gældsbrev – Erhvervslån og havde en hovedstol på 1.328.977,87 kr. Af låneaftalen fremgår bl.a.:

”Beregnet løbetid: 0 år og 11 måneder

……

Lånet indfries den 01.05.2009, medmindre der træffes ny aftale om afvikling. Det beregnede betalingsbeløb den 01.05.2009 udgør 1.342.683,62 kr.

….

Lånebetingelser

Opsigelse af lån og kreditter til erhvervsmæssig anvendelse

Låntager og banken kan når som helst opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 4 ugers varsel. ….”

Den 20. marts 2009 skrev banken en e-mail til klagerne, hvoraf fremgår:

”Hej [H] og [M],

Vi nærmer os nu 1. maj og dermed genforhandling af jeres engagement i Jyske Bank.

Følgende står til genforhandling:

(-944) kredit kr. 1.010.000 rente pt. 8,25 % p.a.

Denne omlægges til et lån med 10 års afvikling. Renten forbliver uændret. Ydelsen vil fremover være ca. 12.400 mdl.

(-703) erhvervslån 1.311.651,33 rente pt. 11,25 % p.a.

Ydelsen på dette lån tilrettes en 10 årig løbetid og bliver dermed ca. 18.177 kr. mdl.

(-734) kassekredit 250.000 rente pt. 11,75 % p.a.

Vi ønsker denne kredit nedskrevet til 150.000 kr. Renten forbliver uændret og kreditten forlænges i 1 år frem til 1. maj 2010.

I nævnte på vores møde i oktober, at det også for jer var et mål at nedbringe denne kredit.

(-607) kassekredit kr. 150.000 rente pt. 9,50 % p.a. (Tilhørende [U-selskab])

Der skal startes afvikling op på kassekreditten med 2½ års afvikling. Rente forbliver uændret. Ydelsen vil være på ca. 5.700 kr. mdl.

Etablering af sikkerheder:

Jyske Bank tinglyser ejerpantebrev kr. 2.722.000 i ejendommen [L].

Derudover vil Jyske Bank have pant i livsforsikring af samme pålydende som ejerpantebrevet.

Hvis I kan bekræfte ovenstående, vil vi udarbejde dokumenterne, så I kan komme ind og skrive dem under.”

Den 20. april 2009 skrev M en e-mail til banken. Af e-mailen fremgår bl.a.:

”…

Vedlagt er budget og oplæg til afvikling af vores JB-gæld. Vi har aldrig haft en ”8-16 økonomi” – sagt på en anden måde, så er vores økonomi ikke baseret på to faste indtægter, faste månedlige udgifter – og faste ”overskud”. Vi har altid haft store udsving – så skal vi lige bruge 20.000 der – mens så kommer der lige 60.000 ind derfra – og så ser vi lidt på hvad vi skal gøre med dem.

Derfor bliver vi nødt til at sætte os sammen for at lægge en plan – så vi kan tilfredsstille JB udfra et minimums-behov, og holde os/Jer orienteret om de upsides der helt klart også er. Vi vil gerne have nogle fair renter på de lån vi har – lave en ordentlig tilbagebetalingsplan udfra rammer der er nogenlunde mulige for familiens økonomi, og så selvfølgelig hurtigere end den termin der er sat – såfremt der er nogle af de store klumper der kommer ind. Det er i alles interesse – vi har faktisk fælles målsætning – vi vil jo også gerne ned i månedlige udgifter.

Der er altid noget der er sikkert – og der noget som er usikkert mht. ”K/S Klumperne”. De har dog en værdi som langt overstiger de 1,3 millioner jeg lavede i gæld hos JB for lang tid siden da jeg indløste noget dyr 3. Prioritet i et af K/S’erne. [N-selskab] problemet på ca. dkr. 1.000.000 – er et problem Jyske Bank har givet mig – for reelt skulle det have været halvdelen – men JB valgte at ”lægge” hele byrden på mig da jeg var den eneste med værdi – efter at JB ikke ville dele engagementet op – så I selv gik efter [tidligere kompagnon, D] (50 % partner i Ejendomsselskabet [N-selskab] ApS). Vi fik pågældende tab da vi ville have købt en ejendom i Vejle – sendte de dkr. 1.000.000 til udbetalingen til en Statsautoriseret Ejendomsmægler, som gik konkurs. Da vi var erhvervs-drivende – så fik selskabet tabet. Da D IKKE kunne servicere sin del – så valgte JB at jeg i kraft af solidarisk hæftelse fik hele beløbet på mit CPR-nummer. Sådan er livet – men ikke særligt retfærdigt da JB har flere og bedre ressourcer til at hente pengene end jeg har. Men nu er retssagen startet – det har taget mig lidt tid at få det økonomiske overskud til at sagsøge D for dkr. 600.000 – med renters rente osv.

…”

Banken svarede den 21. april 2009. Af e-mailen fra banken fremgår:

”…

Hej [M],

Vi har haft tid til at gennemgå dine tal.

Som jeg forstår det, regner du ud, at i har 16.698 kr. til rente og afvikling pr. med. Vi vil kunne tilbyde at I samlet betaler 24.600 i ydelse på de to private lån. Det vil betyde:

kto. (-944) ([N-selskab]) en afvikling på pt. ca. 11 år med en rente på pt. 8,25% - ydelse 11.700 pr. md.

kto. (-703) (K/S) en afvikling på pt. ca. 17 år med en rente på pt. 9,25% - ydelse på 12.900 pr. md.

Der vil derudover være mulighed for at afvikle de to lån med ekstraordinære afdrag, såfremt udtræk fra eks. K/S ejendommene eller [U-selskab] tillader dette.

Vi fastholder fortsat vores krav om pant i jeres bolig på 2,7 mkr., og kan således alene imødekomme en afviklingsordning som ovenfor beskrevet under forudsætning af forhøjelse af vores nuværende pant. Kan I ikke acceptere pantet ser vi os desværre nødsaget til at opsige engagementet, overfor jer begge, idet ”K/S-lånet” er oprettet med jer begge som debitor.

Derudover fastholdes oplægget i mail af 20. marts omkring nedskrivning af kreditten tilhørende [U-selskab] samt nedskrivning af den private kredit.

…”

Den 24. april 2009 skrev M en e-mail til banken. Af e-mailen fremgår bl.a.:

”.. Tak for dit svar – og vi er meget tilfredse med jeres imødekommenhed med en mindre hård afdragsprofil. Hvis vi kunne komme ned på en rente på 7 % ville det både være rart. Det passer også lidt med regeringens udmelding om at banker burde vise større samfundsansvar. Med en rimelig rente på 7 % ville vi kunne afdrage hurtigere….

Det er tankevækkende at vi har haft disse lån i flere år og ALDRIG har der været problemer med pantstillelsen – heller ikke i Maj sidst år. Med lidt ”pistol for panden taktik” ACCEPTER eller REJS – så kunne man jo fristes til at rejse -. Men i den gældende situation i finansverdenen, så kommer man ikke ind andre steder….””

Den 27. april 2009 svarede banken pr. e-mail, hvoraf bl.a. fremgår:

”Jeg ved vi ikke ser sagen på samme måde og jeg har respekt for din holdning. Men jeg har ikke yderligere at tilføje. Som du selv skriver et det vores holdning at pantet skal stilles, såfremt et samarbejde skal fortsætte….”

Den 29. april 2009 skrev M en e-mail til banken med følgende indhold:

”…

Vi har evalueret, og sidste og final oplæg fra vores side er følgende:

1. Konto (-944) [N-selskab] afvikling på ca. 11 år med en max. rente på 8,25% - ydelse 11.700 kr. pr. md. (skylder M). Første afdrag 31. maj 2009.

2. Konto (-703) (K/S) afvikling på ca. 17. år med en max. rente på 9,25% - ydelse 12.900 kr. pr. md. (skylder H og M). Første afdrag 31. maj 2009.

3. Jyske Bank får et totalt pant i [L-vej] på 1,4 Mill. Kr. til dækning af engagement vedr. Konto (-703).

4. Evt. ekstraordinære afdrag fra K/S ejendomme, [U-selskab] eller andet vil blive brugt til nedbringelse af lånet på konto (-703).

5. Såfremt der ved søgsmål vedr. inddrivelse af tilgodehavende hos D måtte komme dom for at D skal bidrage til nedbringelse af kreditten (–944) [N-selskab], vil dette blive brugt som ekstraordinært afdrag på konto (-944). (J.nr. BS xxx Retten på Frederiksberg)

6. H vil 1 gang årlig (næste gang januar 2010) undersøge muligheden for forhøjelse af Nykredit lån til nedbringelse af vores engagement vedr. Konto (-703). Såfremt dette er muligt, vil Jyske Bank rykke for deres engagement.

7. Kassekredit på (-734) nedskrives til 150.000 kr. og er til genforhandling 1. maj 2010.

8. Kassekredit (-607) (navn på selskab) fastholdes på 150.000. Der startes på afvikling på kassekreditten med 2½ års afvikling. Renten forbliver uændret på 9,50% p.a. Ydelsen vil være på ca. 5.700 kr. mdl. Første gang 1. juli 2009.

9. Jyske Bank får pant i M’s livsforsikring.

Såfremt Jyske Bank kan godtage ovenstående, bedes diverse dokumenter fremsendt til os og vi vil, såfremt dokumenterne opfylder vores aftale, returnere dem i underskrevet stand indenfor 7 hverdage. Vi vil have tid til at læse dokumenterne ordentlig igennem sammen med vores advokat.

Med venlig hilsen”

Banken svarede den 30. april pr. e-mail følgende:

”ja, jeg kan acceptere jeres oplæg og vil få udfærdiget dokumenter svarende hertil. Jeg skriver lige tilbage når dokumenterne er klar til underskrift.

Jeg skal bede om, at du fremsender kopi af livspolicen.

Til mødet bedes i medbringe original livspolice + original skøde på ejendommen.”

Banken fremsendte herefter låneaftaler m.v. til klagerne. Imidlertid mente klagerne ikke, at låneaftalerne var i overensstemmelse med det aftalte, da der var tale om variable renter og lånedokumenterne ikke indeholdt bestemmelser om renteloft.

Ved brev af 12. juni 2009 fra klagernes advokat, meddelte klagerne at lånedokumenterne ville blive underskrevet under protest vedrørende de beregnede rentesatser.

Jyske Bank har ved breve af 18. juni 2009 hævet rentesatserne med 0,5 procent-point.

Ved brev af 8. november 2010 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til, at den vedrørte et erhvervsmæssigt kundeforhold og efter sekretariatets opfattelse adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold. Det var derfor sekretariatets vurdering, at klagen faldt uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Klagernes advokat har ved brev af 26. november 2010 bedt om, at afvisningen indbringes for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal anerkende, at der for kontonummer (-944) gælder vilkår om afvikling på ca. 11 år med en maksimal rente på 8,25 % og en ydelse på 11.700,00 kr. pr. måned og at der for kontonummer (-703) gælder vilkår om afvikling på ca. 17 år med maksimal rente på 9,25 % og en ydelse på 12.900 kr. pr. måned.

Jyske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at sagen vedrører klagernes private gældsforhold.

Det fremgår klart og tydeligt af klagernes endelige oplæg til aftale, at klagerne tilbød at betale en maksimal rente på henholdsvis 8, 25 % og 9,25 %.

Banken accepterede dette tilbud.

Klagerne har hele tiden ønsket en maksimal rente, hvilket banken i sidste ende accepterede.

Jyske Bank har anført, at klagen ikke vedrører et privatkundeforhold, men derimod erhvervsforhold. Begge lån er surrogater for to selvskyldnerkautionsforpligtelser, og disse dækkede lån til erhvervsmæssig virksomhed drevet af M i selskabsform.

Den aftale, der består af bankens accept af 30. april 2009 og klagernes tilbud af 29. april 2009, skal ikke forstås således, at vilkårene for lånene indeholdt et renteloft.

Ordet ”max” retter sig ikke mod fremtiden, men mod de på daværende tidspunkt bagudrettede drøftelser omkring det aktuelle renteniveau. Tilbuddet må forstås således, at klagerne ikke på daværende tidspunkt ville fiksere den øjeblikkelige, men variable rente, på en rentesats der var højere end henholdsvis 8,25 % og 9,25 %.

Tilbuddet skal ses i sammenhæng med, at klagerne tidligere havde udtrykt ønske om en rente på 7 % og at banken havde reduceret sit oprindelige oplæg til den aktuelle rentesats for så vidt angik konto (-703).

Parterne havde på intet tidspunkt drøftet et eventuelt renteloft.

Banken har ikke et produkt, hvor renten på udlån er variabel, men med renteloft.

Hvis det fastslås, at klagernes tilbud skal forstås som klagerne hævder, kan bankens accept ikke gøres gældende, jf. aftalelovens § 32, stk. 1. Klagerne måtte være klar over, at bankens accept var baseret på en fejlopfattelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

">">Klagen angår rentevilkårene for to lån, der blev stiftet i forbindelse med, at M overtog gæld for dels et K/S projekt og dels et ejendomsselskab. Sidstnævnte som følge af en selvskyldnerkaution. Ankenævnet finder det godtgjort, at der fortsat er en nær sammenhæng mellem klagernes erhvervsmæssige virksomhed og de to lån. Ankenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at kreditaftalerne afspejler erhvervsmæssige vilkår og at parterne har en forventning om, at midler der stammer fra klagernes virksomhed bruges til ekstraordinære afdrag på de to lån.

">">Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold og ikke kan sidestilles med et privatkundeforhold. Klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf træffes følgende

" align="center">">afgørelse:

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.