Spørgsmål om forlængelse af bindingsperiode skete rettidigt.
| Sagsnummer: | 213 /2006 |
| Dato: | 21-12-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - bindingsperiode
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forlængelse af bindingsperiode skete rettidigt. |
| Indklagede: | Nordjyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om en forlængelse af bindingsperioden på klagerens søn børneopsparingskonto skete rettidigt.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag er mor og værge til A, der er født den 17. januar 1992.
A har en børneopsparingskonto hos indklagede. Kontoen blev oprettet af A's far, F, den 26. marts 1992 med bindingsperiode til den 17. januar 2006.
Ifølge et tillæg til aftalen om børneopsparingskontoen, der er underskrevet af indklagede og F den 17. januar 2006, blev bindingsperioden forlænget til den 17. januar 2013.
Af bekendtgørelse nr. 1028 af 24. oktober 2005 om børneopsparingskonti fremgår bl.a.:
"…
§ 4. Indeståendet på en børneopsparingskonto, herunder tilskrevne renter m.v., jf. § 3, stk. 2, kan tidligst hæves ved udløbet af en aftalt bindingsperiode. Denne periode skal mindst være på 7 år og kan tidligst udløbe, når kontohaverne fylder 14 år, og senest i det år, hvori kontohaveren fylder 21 år, jf. dog bestemmelsen i stk. 5.
Stk. 2. Periodens længde skal aftales mellem pengeinstituttet henholdsvis forsikringsselskabet og opretteren af kontoen, jf. § 2, stk. 3, ved kontoens oprettelse. Forlængelse af perioden kan dog aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode, såfremt det fra tidspunktet for den senere aftale og indtil det ændrede udbetalingstidspunkt bliver en periode på mindst 7 år, og bindingen ikke udstrækkes ud over det år, hvori kontohaveren fylder 21 år. Aftale om forlængelse af perioden kan kun indgås mellem pengeinstituttet henholdsvis forsikringsselskabet og opretteren af kontoen, jf. § 2, stk. 3-5.
…"
Parternes påstande.
Den 6. september 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frigive kontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at forlængelsen af bindingsperioden ikke er gyldig og derfor bør tilsidesættes.
Forlængelsen skete uden hendes samtykke og efter bindingsperiodens udløb. En eventuel forlængelse skulle have fundet sted senest den 16. januar 2006.
Hun henvendte sig til indklagede den 17. januar 2006. Hun forlod afdelingen ved lukketid kl. 16, og på daværende tidspunkt var der ikke sket nogen forlængelse af bindingsperioden. Det må formodes, at det fremlagte tillæg om forlængelse af bindingsperioden er fremkommet på indklagedes initiativ efter lukketid.
Indklagede har anført, at spørgsmålet om forlængelsen af bindingsperioden havde været drøftet med F inden den 17. januar 2006, og aftalen herom blev bekræftet den 17. januar 2006 efter lukketid kl. 16.28.
Ifølge bekendtgørelse om børneopsparingskonti skal forlængelse af bindingsperioden aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode. Begrebet "inden" må fortolkes i overensstemmelse med aftalelovens § 2 om acceptfrist. Ifølge kommentaren til bestemmelsen i Karnovs Lovsamling må inden en bestemt dato normalt fortolkes således, at en accept, der kommer frem den pågældende dato, er rettidig.
F's anmodning om forlængelse af bindingsperioden var således rettidig.
Det er opretteren af en børneopsparingskonto, der træffer afgørelse om en eventuel forlængelse, jf. bekendtgørelsen § 4, stk. 2, 3. punktum, og klagerens samtykke var ikke nødvendigt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge bekendtgørelse om børneopsparingskonti § 4, stk. 2, 2. punktum, skal en eventuel forlængelse af bindingsperioden aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode. Ankenævnet finder, at denne bestemmelse må forstås således, at en eventuel forlængelse skal ske senest dagen før udløbsdatoen, således at forlængelsen af bindingsperioden i den konkrete sag skulle være sket senest den 16. januar 2006, jf. herved også Ankenævnets afgørelse i sag nr. 28/1991. Ankenævnet finder derfor, at den forlængelse af bindingsperioden, der blev foretaget den 17. januar 2006, må anses for foretaget i strid med de for børneopsparingskonti fastsatte regler.
Det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der senest den 16. januar 2006 mundtligt blev indgået en bindende aftale mellem indklagede og F om forlængelse af bindingsperioden.
Klagerens påstand tages herefter til følge.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende, at bindingsperioden for klagerens søns børneopsparingskonto udløb den 17. januar 2006. Klagegebyret tilbagebetales klageren.