Afgørelse

Indsigelse mod pant for samlevers gamle erhvervsgæld

Indledning

Denne sag vedrører, om klagerens pantsætning for samlevers gæld alene kan gøres gældende for så vidt angår den del af gælden, der blev etableret i forbindelse med pantsætningen, eller om pantsætningen også omfatter gammel gæld.

Sagens omstændigheder

Klagerens samlever, M, ejede i 2012 et pizzeria. M havde til brug for sin virksomhed optaget et lån i Arbejdernes Landsbank med en restgæld på 180.887,73 kr.

I forsommeren 2012 ønskede M at forhøje sit lån i banken, hvilket banken var indstillet på, forudsat at M kunne stille sikkerhed for lånet.

På et ikke oplyst tidspunkt deltog klageren i et møde med banken og M, hvor det blev drøftet, at klageren skulle stille sikkerhed i form af et ejerpantebrev i hendes ejerlejlighed. Klageren har oplyst, at det var meningen hun alene skulle stille sikkerhed for låneforhøjelsen, men ikke for den gamle gæld. Dette har banken bestridt.

På et møde i banken den 8. juni 2012 underskrev M en kreditaftale, hvorefter hans lån blev forhøjet med 239.112,27 kr. til 420.000 kr. Samtidig blev renten nedsat fra 13 % til 7 %. Kreditaftalen, der var benævnt boliglån, blev underskrevet af klageren som pantsætter. Samtidig underskrev klageren et ejerpantebrev på 500.000 kr. med pant i hendes ejerlejlighed samt en underpantsætningsaftale, hvorefter hun pantsatte ejerpantebrevet til sikkerhed for ethvert mellemværende klageren og M ”har eller måtte få overfor” banken.

Ved brev af 25. marts 2013 gjorde klagerens advokat indsigelse over for banken mod den del af pantsætningen, der vedrørte det oprindelige gældsforhold, idet han gjorde gældende, at klageren havde aftalt med banken, at pantsætningen alene skulle omfatte forhøjelsen af lånet. Den 4. maj 2013 rettede klagerens advokat henvendelse til bankens klageansvarlige, der afviste indsigelsen den 24. maj 2013.

Parternes påstande

Den 1. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal anerkende, at klagerens pant alene tjener til sikkerhed for forhøjelsen på 239.112,27 kr. med fradrag for det beløb, som lånet måtte være nedbragt med efter pantsætningen.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at pantsætningsaftalen skal tilsidesættes som urimelig jf. aftalelovens § 36 for så vidt angår den oprindeligt usikrede del af gælden på 180.887,73 kr.

Lånet var benævnt et boliglån, selvom lånet var optaget af M til brug for hans erhvervsvirksomhed. Det er ikke korrekt, at lånet blev benyttet til køb af biler til klageren. Hun har fået oplyst, at M har brugt lånet til at betale en bøde til Skat.

M var enedebitor på lånet og havde ikke adkomst til klagerens ejendom, hvorfor han under alle omstændigheder heller ikke kunne optage et boliglån.

Der er tale om en alskyldserklæring, der skal fortolkes indskrænkende, når der som her er tale om en privatperson, der stiller sikkerhed for en andens erhvervsmæssige gæld. Det kræver således sikre holdepunkter for, at det var tilsigtet og aftalt, at hun skulle stille sikkerhed for den allerede etablerede, usikrede gæld til banken.

Det var først på mødet den 8. juni 2012, at hun fik dokumenterne at se. Der blev ikke foretaget en detaljeret gennemgang af dokumenterne, og hun fik ikke oplyst konsekvenserne af aftalerne. Banken lagde op til, at dokumenterne skulle underskrives straks på selve mødet. Hun blev ikke gjort bekendt med den betydelige risiko, som hun påtog sig ved at stille pant, herunder for gammel gæld.

Det er ikke korrekt, at hun var grundigt inde i driften af M’s virksomhed. Hun har ikke noget kendskab til drift af et pizzeria og havde kun et overfladisk kendskab til virksomheden og dens økonomi ud fra de sparsomme oplysninger, hun havde fået af M.

Pantsætningen kan sidestilles med, at hun havde stillet privat kaution, hvorfor Forbrugerrådets og Finansrådets fælles aftale om privat kaution finder vejledende anvendelse på pantsætningen. Hun fik ikke udleveret skriftlig information om konsekvenserne af pantsætningen, ligesom det er direkte i strid med den fælles aftale om privat kaution, at banken har ladet hende stille sikkerhed for gammel gæld.

Der blev ikke foretaget en nærmere gennemgang af hendes økonomi hverken privat eller erhvervsmæssigt, ligesom hun ikke fik oplysninger om risikoen ved pantsætning. Når banken oplyser det modsatte, er det således ikke korrekt. Det må påhvile banken at bevise, at hun har modtaget den pågældende information, hvilket banken ikke har dokumenteret. Der gælder et skærpet krav til bankens dokumentation henset til hendes unge alder, hendes private relation til M og hendes uerfarenhed med erhvervsmæssige forhold.

Arbejdernes Landsbank har anført, at klageren både skrev under på en alskyldserklæring i pantsætningsaftalen og også på selve kreditaftalen. Den skriftlige dokumentation efterlader i sig selv ingen tvivl om, at klageren har påtaget sig at stille sikkerhed for hele den forhøjede restgæld.

Klageren var fuldt ud klar over, hvad hun skrev under på, herunder at hun stillede sikkerhed for den fulde forhøjede restgæld, ligesom hun kendte risikoen ved sikkerhedsstillelsen.

Klageren var i mindst lige så høj grad som M med til at drøfte virksomhedens økonomiske situation, ligesom hun var meget aktiv i forhandlingen af vilkårene for lånet.

Klageren har ved mindst tre lejligheder overført beløb til virksomhedens driftskonto og modtog den 3. april 2013 et beløb med posteringsteksten ”[navn] Pizza”.

Renten blev sat betydeligt ned for hele den forhøjede restgæld til gengæld for den stillede sikkerhed. Hvis sikkerheden kun var stillet for forhøjelsen, ville det have været mere naturligt at etablere et nyt separat lån med en lavere rente og fortsætte med den høje rente for det eksisterende lån.

Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte sikkerhedsstillelsen for den fulde restgæld efter aftalelovens § 36.

Dokumenterne blev gennemgået med klageren og M punkt for punkt. Der var ikke tale om noget pres fra bankens side, og hverken klageren eller M gav på noget tidspunkt udtryk for, at de var i tvivl eller havde behov for mere tid.

Pantsætningen kan ikke sidestilles med kaution, hvorfor reglerne og retningslinjerne for kaution ikke finder anvendelse.

Det har ingen betydning, at lånet er betegnet ”boliglån”.

Selv hvis Ankenævnet måtte nå frem til, at pantsætningen alene vedrører låneforhøjelsen, er der ikke grundlag for at fratrække de beløb, som der er afdraget på lånet efter pantsætningen. Det er på intet tidspunkt aftalt, at pantsætningen dækker den del af lånet, som tilbagebetales først. Tværtimod må det antages, at den del af lånet, der er optaget først også tilbagebetales først.

Ankenævnets bemærkninger

Den 8. juni 2012 underskrev klageren en underpantsætningsaftale med Arbejdernes Landsbank, hvorefter hun stillede et ejerpantebrev på 500.000 kr. til sikkerhed for ethvert mellemværende hun og M havde eller måtte få med banken. På samme møde underskrev M som debitor og klageren som pantsætter en kreditaftale, hvorefter M’s lån i banken blev forhøjet med 239.112,27 kr. til 420.000 kr. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indholdet af de nævnte dokumenter afveg fra, hvad der var stillet klageren i udsigt inden mødet, eller at banken i øvrigt begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med pantsætningen.

Ankenævnet finder det videre ikke godtgjort, at der foreligger forhold, der medfører at pantsætningsaftalen kan tilsidesættes helt eller delvist, jf. aftalelovens § 36.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, i hvilket omfang banken kan støtte ret på pantsætningsaftalen ved en eventuel senere udvidelse af M’s engagement i banken.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.