Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.

Sagsnummer:	208 /2006
Dato:	06-03-2007
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne:	Check - udenlandsk check Check - falsk check
Ledetekst:	Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
Indklagede:	BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af en falsk udenlandsk check, der blev indsat på klagerens konto som betaling ved klagerens salg af en bil.

Sagens omstændigheder.

Klageren solgte i foråret 2006 en bil via Internettet til en udenlandsk køber, K. Købesummen var på 30.200 kr. I forbindelse med købet oplyste K, at han købte bilen til sin søn, der i nær fremtid skulle studere i Danmark.

Klageren har anført, at han ultimo april 2006 fra K modtog en bankcheck på 9.400 EUR trukket på Bank of Ireland. Via mail gjorde han K opmærksom på, at der måtte være tale om en fejl, og at K måtte sende en ny check. K svarede, at hensigten var, at K's søn skulle have de resterende penge udbetalt i forbindelse med et ophold i Danmark. Klageren og hans samlever var ikke umiddelbart positiv over for, at de blev inddraget i K's og dennes søns private forhold, men indvilgede i på et senere tidspunkt, når checken var godkendt, at håndtere en tilbagebetaling, så handelen kunne gennemføres.

Onsdag den 3. maj 2006 henvendte klageren sig i indklagedes Frederikssund afdeling for at indløse checken på 9.400 EUR.

I forbindelse med indløsningen af checken oplyste indklagedes medarbejder, at der ville gå ca. tre ekspeditionsdage, inden selve beløbet ville indgå på klagerens konto. Medarbejderen oplyste i denne forbindelse, at en udenlandsk check skulle fremsendes til det betrukne pengeinstitut med henblik på at lade dette afgøre, om der var dækning på den underliggende konto, og om checken var ægte. Medarbejderen forklarede, at der ville hengå nogle dage - normalt 3-5 ekspeditionsdage - før det kunne konstateres, om der var penge på checken. Medarbejderen oplyste yderligere, at indklagede ikke kunne oplyse det præcise beløb, da dette afhang af kursen på det tidspunkt, hvor indklagedes centrale afdeling for udenlandske checks ville omveksle beløbet, og gebyrstørrelse, men at modværdien i danske kroner formentlig ville være på ca. 69.000 kr.

I forbindelse med indleveringen af checken modtog klageren en kvittering, hvoraf fremgår:

"Køb af udenlandske checks sker under forbehold af, at den udenlandske bank honorerer checken. Hvis honorering mangler eller er forsinket fra den udenlandske bank, forbeholder vi os ret til at trække checkbeløbet og eventuelle renter på din konto."

Torsdag den 4. maj 2006 indsatte indklagedes centrale afdeling for behandling af udenlandske checks modværdien af checkbeløbet, 69.902,74 kr., på klagerens konto med valør den 15. maj 2006.

Klageren har anført, at han fredag den 5. maj 2006 via sin netbank konstaterede, at checkbeløbet var indsat på hans konto.

Den 9. maj 2006 overførte klageren via Western Union 28.325,61 DKK til K's søn i Nigeria. Omkostningerne ved overførslen var 1.380 kr. Klageren har anført, at overførslen skete efter aftale med K, der oplyste, at K's søn da befandt sig i Nigeria på et seminar.

Den 11. maj 2006 om eftermiddagen overførte klageren yderligere 7.732,80 kr. til K's søn. Klageren har anført, at baggrunden var, at K's søn angiveligt skulle bruge beløbet til en flybillet. Overførslen skete via Western Union; gebyr for overførslen udgjorde 375 kr.

Samme dag den 11. maj 2006 modtog indklagedes Frederikssund afdeling oplysning om, at checken på 9.400 EUR var falsk. Afdelingen hævede samme dag kl. 15.41 69.902,74 kr. på klagerens konto med valør samme dato. Indklagedes centrale afdeling for udenlandske checks havde modtaget meddelelsen om falsk den foregående dag kl. 15.38.

Ved skrivelse af 20. maj 2006 rettede klageren henvendelse til indklagedes Frederikssund afdeling. Klageren beskrev handlingsforløbet vedrørende salget af bilen, modtagelsen af checken og omstændighederne ved indløsningen af denne. Af skrivelsen fremgår, at han først den 16. maj 2006 via sin netbank havde konstateret tilbageførslen af checkbeløbet. Han fandt, at indklagede havde pådraget sig et erstatningsansvar og krævede sit tab på 37.438,41 kr. godtgjort. Ved skrivelse af 8. juni 2006 afviste indklagede at være erstatningsansvarlig.

Af indklagede "Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere" fremgår:

"4. Forbehold for dækning og ekspeditioner indbetaling/overførsler fra andre pengeinstitutter.

1. Dækningsforbehold ved indbetalinger.

Alle indbetalinger på din konto registreres. Drejer det sig om andre indbetalinger end kontanter (f.eks. en check) tager banken et forbehold for, at vi rent faktisk modtager beløbet. Viser det sig f.eks., at en check er dækningsløs, hæver vi beløbet på din konto igen. Det gælder også for kunder i [indklagede]. Fører banken et beløb tilbage får du besked."

Parternes påstande.

Klageren har den 30. august 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække hans tab.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse erklæret at ville stille klageren rentemæssigt, som om hævningen af 69.902,74 kr. var sket med valør den 15. maj 2006 og ikke den 11. maj 2006.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede handlede ansvarspådragende ved indleveringen af checken. Indklagedes medarbejder oplyste således, at checken ville blive sendt ind til godkendelse af, at den var ægte, og at der var dækning, før checken ville blive indsat på hans konto.

I tillid til denne oplysning disponerede han over checkbeløbet ved af to omgange at tilbageføre i alt 37.438,41 kr. til den angivelige køber af bilen.

Ved indløsningen oplyste han ikke om den nærmere baggrund for, at han havde modtaget checken. Ved de oplysninger, som indklagedes medarbejder gav om, at checkbeløbet først ville blive stillet til hans rådighed, når checken var godkendt og undersøgt, havde han ikke bevæggrunde til at spørge eller oplyse om yderligere. På dette tidspunkt havde han heller ikke intentioner om at tilbageføre penge, idet han havde en aftale med køberen om, at dennes søn skulle få det overskydende beløb tilbagebetalt på et eller andet tidspunkt, når denne var kommet til Danmark, og papirerne var blevet ordnet. Først senere blev han anmodet om at overføre nogle af pengene til sønnen. På dette tidspunkt var beløbet indgået på hans konto, og da han jo var blevet oplyst om, at pengene først ville blive indsat, når checken var undersøgt og godkendt, så han ingen risiko i at tilbagebetale det overskydende beløb.

Da han den 5. maj 2006 konstaterede, at der var indsat beløb på hans konto, var det ikke klart for ham, at der var tale om en foreløbig postering. Uanset indklagedes forbehold på kvitteringen og i de almindelige forretningsbetingelser forholdt han sig til de oplysninger, der blev meddelt af indklagedes medarbejder ved indløsningen.

Indklagede undlod at informere ham straks efter at have konstateret, at checken var falsk. Han modtog hverken den 11. maj 2006 eller senere på sin mobiltelefon forgæves opkald fra indklagede.

Han rettede efterfølgende henvendelse til indklagedes centrale koncernkundelinje med forespørgsel om indklagedes standardprocedure ved indløsning af udenlandske bankcheck. Det svar, som han fik her, svarer i store træk til den orientering, han fik ved indleveringen af checken. Ved en senere henvendelse til kundelinjen gav indklagedes medarbejder udtryk for overraskelse og forbløffelse over forløbet af hans sag.

Efter at han havde modtaget indklagedes svar af 8. juni 2006 oplyste indklagedes kundelinje, at der på baggrund af hans tidligere henvendelse var sket en praksisændring med hensyn til, hvordan indklagedes medarbejdere rådgiver i denne slags sager. Efterfølgende bekræftede Frederikssund afdelingen ligeledes, at der var sket en praksisændring.

Det efterfølgende forløb viser, at der i forbindelse med indløsningen af udenlandske check ikke bare i den pågældende afdeling, men også i indklagedes overordnede koncernkundelinje er ydet forkert rådgivning. Den foretagne ændring af praksis indikerer klart indrømmelsen af ansvarspådragende adfærd.

Indklagede har anført, at indklagede ikke begik en ansvarspådragende fejl ved foreløbigt at kreditere checkbeløbet på klagerens konto den 4. maj 2006

Indklagede har mundtligt såvel som skriftligt rådgivet klageren i fornødent omfang om de risici, der er forbundet med at indløse en check trukket på et udenlandsk pengeinstitut.

Det bestrides, at indklagede oplyste, at checken ville være undersøgt for ægthed og dækning, før checkbeløbet blev indsat på hans konto. Indklagede har derimod oplyst, at krediteringen den 4. maj 2006 var foreløbig.

Indklagedes Frederikssund afdeling forsøgte flere gange den 11. maj 2006 i tidsrummet mellem 13 og 16 at kontakte klageren på dennes mobilnummer. Opkaldet blev ikke besvaret, og indklagedes medarbejder indtalte to gange en besked på telefonsvareren med opfordring til, at klageren omgående kontaktede afdelingen. Klageren bærer selv risikoen for, at han ikke besvarede indklagedes telefoniske opkald, der kunne havde forhindret overførslen af 7.732,80 kr.

Det er ikke påregneligt for indklagede, at klageren valgte at returnere i alt 37.438,41 kr. til en for ham ukendt person, der angiveligt opholdt sig i Nigeria.

Indklagede anser det for uden betydning for sagens afgørelse, hvad der er passeret efter den 12. maj 2006.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at det ikke generelt kan påhvile en ekspederende medarbejder i et pengeinstitut at gøre en kunde, der henvender sig for at indløse en udenlandsk check, opmærksom på, at der består en risiko for, at checken er falsk, og at der vil være en risiko forbundet med at returnere en del af checkbeløbet, uden at checken har været gennem en inkassoprocedure.

En pligt hertil kan dog følge af de konkrete omstændigheder ved ekspeditionen.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren, da han henvendte sig i indklagedes Frederikssund afdeling for at indløse checken på 9.400 EUR, ikke oplyste indklagedes medarbejder om de nærmere omstændigheder ved sin modtagelse af checken, herunder at den ham ubekendte udenlandske køber havde fremsendt den til udligning af en købesum på 30.200 kr., og at det var aftalt, at klageren på et senere tidspunkt skulle sende differencen til køberens søn. Ankenævnet finder, at der under disse omstændigheder ikke påhvilede indklagedes medarbejder pligt til at rådgive klageren særskilt om den ovenfor beskrevne risiko.

Klageren gennemførte overførslen af de to beløb til køberens søn, uden at indklagede havde modtaget nogen form for forudgående underretning herom, og Ankenævnet finder under disse omstændigheder ikke grundlag for at pålægge indklagede noget ansvar for det tab, som klageren led, da det blev konstateret, at den modtagne check var falsk.

Ankenævnet tager derfor indklagedes påstand om frifindelse til følge.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.