Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investering i Jyske Invest IT Aktier.

Sagsnummer: 179 /2010
Dato: 23-03-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på investering i Jyske Invest IT Aktier.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter


Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest IT Aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 1999 kunde i Jyske Bank. Hun fik tilsendt en brochure vedrørende Jyske Invest IT Aktier, hvoraf fremgår:

"…

Sådan vil vi investere

Jyske Invest IT Aktier vil investere i 30-50 selskaber, som Jyske Invest vurderer er mest attraktive på lang sigt.

Afdelingen vil primært investere i selskaber med en førende teknologi, et førende mærkevarenavn, en høj indtjeningsevne og en kompetent ledelse.

Der er ikke langt mellem succes og fiasko i IT-sektoren. Dette vil vi forsøge at tage højde for i porteføljesammensætningen, ved at placere en stor andel af midlerne i store, markedsledende selskaber - de såkaldte "gorillaer".

Vi vil dog også investere i mindre, nye selskaber med gode vækstmuligheder og teknologiske forspring.

Risikoen ved IT-aktier

Risikoen måler vi ved udsving i afkastet. Og afkastet på aktier kan svinge meget fra år til år. I enkelte år kan det være negativt. Det gælder også IT-aktier.

Her siger en tommelfingerregel, at IT-aktierne har dobbelt så store afkastudsving som aktier fra de øvrige sektorer. Det betyder, at investorer i de bedste år kan opleve afkast på over 100 %, og i de værste år negative afkast op til 40 %.

Lyse udsigter

Det er vores vurdering, at udsigterne for IT-aktier er lyse. Den fremtidige udvikling danner et solidt grundlag for fortsat høj vækst i indtjeningen. Og dermed også en forventet attraktiv kursudvikling.

Hvem henvender afdelingen sig til?

Jyske Invest IT Aktier henvender sig til investorer, der investerer langsigtet for til gengæld at opnå et højere afkast end aktieinvestering i mere traditionelle brancher.

Investerer du i aktier, er Jyske Invest IT Aktier et oplagt supplement, der med fordel kan indgå i din investeringsstrategi – med større eller mindre vægt. Det gælder for såvel pensionsopsparing som almindelig opsparing.

Vi anbefaler en investeringshorisont på minimum fem år.

Jyske Invest samarbejder med Jyske Bank, men er 100 % medlemsejet.

Det er nemt

Jyske Invests eksperter tager sig af alt i forbindelse med din investering: valg af aktier, omlægninger samt geninvestering af kursgevinster og udbytte.

Det er sikkert

… Vi spreder investeringen på mange selskaber. Dermed er du godt beskyttet mod en uheldig udvikling i et enkelt selskab. Risikospredningen er særlig fordelagtig i IT-branchen med de store kortsigtede kursudsving, der kan opleves her.

…"

Den 26. november 1999 investerede klageren via Jyske Bank for 49.990,50 kr. i 483 stk. Jyske Invest IT Aktier til kurs 103,50. Klageren har anført, at investeringen blev foretaget i samråd med bankens rådgiver.

Klageren har oplyst, at værdipapirernes kursværdi ultimo 2009 var ca. 16.300 kr.

Ved brev af 4. februar 2010 anførte klageren overfor banken, at kursen på aktierne var faldet drastisk kort efter købet og ikke siden har rettet sig væsentligt. Med henvisning til dårlig rådgivning fra bankens side anmodede klageren banken om at tilbagekøbe aktierne til den oprindelige kurs.

Ved brev af 10. februar 2010 afviste banken anmodningen fra klageren. I den videre korrespondance fastholdt banken og klageren de anførte standpunkter.

Parternes påstande.

Klageren har den 17. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbagekøbe hendes beholdning af Jyske Invest IT Aktier til den oprindelige købskurs.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at investeringen i Jyske Invest IT Aktier blev foretaget i samråd med bankens rådgiver.

Banken har et medansvar for tabet på investeringen.

Banken har ydet dårlig rådgivning.

Bankens forventninger til markedets udvikling var baseret på et fejlskøn fra professionel side.

Brochuren lover mere, end banken har kunnet stå inde for.

I brochuren lægges op til, at markedet er så vanskeligt at gennemskue for private, at handlen bør overlades til professionelle - hvilket er dét, som hun har gjort.

Investeringen blev af bankens eksperter fremstillet på en urealistisk optimistisk måde.

Hun har ikke udvist passivitet. Det fremgår af brochuren, at investeringen er langsigtet.

Hun har ikke erfaring med investering i værdipapirer. Hendes beslutning om, hvilke værdipapirer, som hun vil investere i, er derfor i meget høj grad baseret på bankens professionelle råd.

En så stor fejlvurdering, som der er opstået hér, bør udløse en kompensation fra bankens side.

Jyske Bank har bl.a. anført, at klageren burde have reklameret tidligere, da salget af investeringsbeviser i "Jyske Invest IT- Aktier" skete for 11 år siden, tilbage i 1999. Klageren har ved at forholde sig passiv fortabt sin indsigelsesret.

Banken ikke har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Bankens anbefalinger var baseret på forventninger til, hvordan markederne ville udvikle sig. Forventninger som kunne vise sig ikke at holde stik, hvilket klageren måtte indse.

Banken kan ikke holdes ansvarlig for kursudviklingen i klagerens værdipapirer.

Da klageren ikke har realiseret et tab, kan banken ikke være erstatningsansvarlig.

Det fremgår af brochuren under afsnittet "Risikoen ved IT-aktier", at risikoen måles ved udsving i afkastet, og at der i forbindelse med investering i IT aktier vil forekomme større afkastudsving end ved placering i en global aktieinvestering på de traditionelle markeder. Dermed burde klageren indse, at investeringen i "Jyske Invest IT Aktier" var forbundet med en større risiko end ved investeringer i mere traditionelle værdipapirer.

Det er ens eget ansvar at træffe beslutning om køb og salg af værdipapirer, og man bærer således selv risikoen for udviklingen i investeringen.

Klageren har erfaring med investering i værdipapirer og burde dermed være i stand til at bedømme den risiko, som er forbundet med at investere.

Såfremt banken dømmes til at stille klageren, som om hun ikke havde foretaget investeringen, vil klageren have spekuleret på bankens regning uden risiko for hende selv.

Det er Jyske Invest som har udarbejdet den omtalte brochure. Jyske Invest er en selvstændig juridisk enhed, der ikke er ejet af Jyske Bank. Såfremt klageren ønsker at klage over indholdet i brochuren, må klageren rette henvendelse til Jyske Invest.

Bankens medarbejder erindrer ikke, at der blev ydet rådgivning i forbindelse med købet. Såfremt der blev ydet rådgivning, så burde klageren indse, at rådgivningen var baseret på bankens forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik.

Banken kunne ikke forudse den ekstraordinære negative udvikling i IT aktier, som resulterede, i at "IT boblen" sprang.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at Jyske Bank i forbindelse med hendes investering i Jyske Invest IT Aktier har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnet bemærker, at klageren måtte indse, at bankens forventninger til den fremtidige kursudvikling beroede på bankens skøn, som kunne vise sig ikke at holde stik, hvorfor klageren selv måtte træffe beslutning om investeringen og bære risikoen herved.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:



Klagen tages ikke til følge.