Indekskontrakter. Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde.
| Sagsnummer: | 409/1999 |
| Dato: | 04-07-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Indekskontrakter. Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
">Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod forskellen i udbetalingerne på deres indekskontrakter.
">Sagens omstændigheder.Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis juni 1918 og januar 1921.
Den 24. februar 1971 indgik klagerne hver en aftale med indklagede om oprettelse af seks indekskontrakter.
M skulle årligt til og med 1984 pr. kontrakt indbetale 372 kr. "pristalsreguleret i henhold til loven". H skulle årligt frem til og med 1987 pr. kontrakt indbetale 286 kr. "pristalsreguleret i henhold til loven".
Udbetalingsperioden var i begge aftaler fastsat til 10 år, og grundrenten var 4,25% p.a. Af aftalerne fremgår i øvrigt bl.a.:
"UDBETALING
3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.
B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven."
Renten på indekskonti hos indklagede var på oprettelsestidspunktet 8,75% p.a. inkl. en overrente på 0,25% p.a.
I forbindelse med indførelsen af realrenteafgift i 1983 blev det bestemt, at der ved opgørelsen af afgiften skulle gives fradrag for afkastet af den del af formueværdien, der var opsparet før den 1. januar 1983, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 730 af 15. september 1999 om realrenteafgift, § 8, stk. 9. Friholdelsesværdien på H's indekskonto var 58.192 kr., mens friholdelsesværdien på M's indekskonto var 75.721 kr., idet M's indbetalinger frem til udgangen af 1982 var større end H's. Den 1. juli 1985 blev udbetalingerne fra M's indekskonto påbegyndt. M valgte udbetaling med fast grundrente. Egenudbetalingen blev på grundlag af en beregningssaldo på 114.096 kr. og grundrenten på 4,25% beregnet til 1.160 kr. pr. måned.
Den 1. februar 1988 blev udbetalingerne fra H's indekskonto påbegyndt. H valgte ligeledes udbetaling med fast grundrente. Egenudbetalingen blev på grundlag af en beregningssaldo på 127.126 kr. og grundrenten på 4,25% beregnet til 1.292 kr. pr. måned.
Under sagen er fremlagt en skrivelse af 27. august 1987 fra indklagede til H vedrørende påbegyndelsen af udbetalingerne. Skrivelsen er en standardskrivelse, der er udfyldt med aktuelle tal. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"2) Ved beregning af størrelsen af de månedlige udbetalinger benyttes en såkaldt grundrente. Såfremt kontoen bliver forrentet med en rentesats, der er lig med grundrenten, vil kontoens indestående være opbrugt netop i løbet af den aftalte udbetalingsperiode.
Størrelsen af de månedlige udbetalinger kan efter Deres valg fastsættes på to måder:
a) med fast grundrente b) med variabel grundrente.
Fast grundrente:
Såfremt De vælger den i Deres indeksaftale nævnte faste grundrente på 3 ½ % eller 4 ¼ % p.a., forbliver de månedlige udbetalinger fra indekskontoen (exclusive statens indekstillæg) uændrede, indtil kontoens indestående er opbrugt.
Deres konto bliver imidlertid forrentet med vor højeste indlånsrente + en overrente, som tilsammen i øjeblikket udgør 8% p.a. Fortsætter denne høje forrentning, vil udbetalingsperioden blive væsentligt længere end oprindelig aftalt.
Variabel grundrente:
Grundrenten fastsættes her af Finansministeriet for et ad gangen. Fastsættelsen sker hvert år i begyndelsen af oktober for det kommende kalenderår med udgangspunkt i den typiske forrentning af indekskonti. Der sigtes mod at undgå en væsentlig forlængelse (eller forkortelse) af udbetalingsperioden i forhold til den aftalte.
De månedlige udbetalinger (exclusive statens indekstillæg) vil ved denne metode forøges eller formindskes fra det ene år til det andet, alt efter om grundrenten er steget eller faldet.
Finansministeriet har for 1987 fastsat den variable grundrente til 8 % p.a.
.........
Vælger De den faste grundrente, vil den månedlige udbetaling udgøre | kr. | 1.292,87 |
+ statens indekstillæg, der i år udgør | kr. | 681,48 |
månedlig udbetaling i alt | kr. | 1.974,35 |
Vælger De den variable grundrente, vil den månedlige udbetaling i år udgøre | kr. | 1.513,94 |
+ statens indekstillæg, der i år udgør | kr. | 681,48 |
månedlig udbetaling i alt | kr. | 2.195,42 |
og udbetalingsperioden vil i sidstnævnte tilfælde blive af omtrent samme længde som oprindelig aftalt."
Udbetalingerne fra M's indekskonto ophørte i april 1998, mens udbetalingerne fra H's indekskonto ophørte i september 1998. Udbetalingsperioden for M og H var henholdsvis 151 og 127 måneder.
Ved skrivelse af 17. december 1998 rettede M henvendelse til indklagede vedrørende indekskontrakterne, idet klagerne var uforstående over for, at de samlede udbetalinger på H's kontrakter var mindre end de samlede udbetalinger på M's kontrakter. M havde beregnet, at H havde fået udbetalt 40.000 kr. mindre til trods for, at H's indbetalinger og H's beregningssaldo oversteg hans med henholdsvis 3.000 kr. og 13.000 kr.
Under sagen har M fremlagt nogle regneark, der viser grundlaget for beregningerne. Heraf fremgår også, at M samlet har fået udbetalt 147.258 kr. i indekstillæg, mens H samlet har fået udbetalt 119.488 kr.
M har endvidere foretaget en beregning begrænset til perioden 1988-98. Ifølge denne udgjorde de samlede egenudbetalinger fra M's og H's konti i perioden henholdsvis 141.499 kr. og 162.519 kr. Fra disse beløb har klageren trukket de respektive saldi pr. 31. december 1987 (103.000 kr. og 127.000 kr.) og er derved kommet frem til, at der på M's konto i perioden er blevet tilskrevet 38.499 kr. i rente, mens der på H's konto er blevet tilskrevet 35.519 kr. i rente. Klagerne er uforstående over for, at H tilsyneladende har opnået den laveste forrentning.
Vedrørende to fremlagte kontoudskrifter pr. 31. december 1990 har klagerne fremhævet, at der på M's konto, hvor saldoen i løbet af året som følge af egenudbetalingerne faldt fra 87.607 kr. til 73.683 kr. blev tilskrevet 5.925 kr. i rente, mens der på H's konto, hvor saldoen i løbet af året som følge af egenudbetalingerne faldt fra 105.909 kr. til 89.202 kr. blev tilskrevet 7.201 kr. i rente, eller netto 6.013 kr. efter afregning af 1.187 kr. i realrenteafgift.
Indklagede har under sagen fremlagt årsudskrifter eller kontoudskrifter for kontiene for perioden 1988 - 98. Af disse fremgår, at der i perioden samlet blev tilskrevet rente på 37.361 kr. på M's konto og 46.716 kr. på H's.
Af årsoversigterne for 1994 - 97 fremgår rentesatsen for indekskonti. I 1994 var rentesatsen for indeståender under 100.000 kr. 3,25% p.a. I 1995 var rentesatsen for indeståender under 25.000 kr. 3,25% p.a., mens rentesatsen for indeståender under 100.000 kr. var 4% p.a. I 1996 var rentesatserne 2,75%/3,50% og 3,00%/3,75%.
">Parternes påstande.Den 4. oktober 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at fortsætte de månedlige udbetalinger fra H's indekskonto i yderligere 20 måneder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
">Parternes argumenter.Klagerne har anført, at de, da udbetalingerne skulle påbegyndes, fik valget mellem fast rente og mindre månedlige udbetalinger over indtil 15 år eller variabel rente og større månedlige udbetalinger over 10 år. Ved valget af udbetaling med fast grundrente havde de således en berettiget forventning om en udbetalingsperiode på 15 år.
Det må bero på en fejl, at udbetalingerne på H's indekskontrakter blev væsentligt mindre end udbetalingerne på M's. Aftalerne blev indgået på samme tid, og H har foretaget større samlet indbetaling end M, ligesom H's beregningssaldo var større end M's. I udbetalingsperioden har saldoen på H's konto på intet tidspunkt været mindre end på M's konto.
De har fået dårlig rådgivning med hensyn til pensionsudbetalingerne. Såfremt H havde valgt udbetaling over 10 år, ville hun have fået 1.514 kr. i 120 måneder svarende til 181.680 kr. Ved efter indklagedes anbefaling at vælge udbetaling over 15 år fik hun 1.293 kr. i 127 måneder svarende til 164.211 kr.
Indklagede har anført, at udbetalingsperioderne ifølge aftalerne var 10 år, og at det ikke af skrivelsen af 27. august 1987 fremgår, at udbetalingsperioden efter aftale kan forlænges med fem år. Udbetalingsperiodens længde afhang af renteudviklingen. Da man ikke havde mulighed for at forudse denne, kunne man hverken anbefale eller love klagerne en udbetalingsperiode på 15 år.
Rentevilkårene for klagernes konti var ens. I perioden 1988-98 oppebar H en højere renteindtægt end M på grund af den højere saldo. Det af klagerne anførte om rentetilskrivningen på de to konti bestrides.
M's og H's indekskonti er ikke sammenlignelige, idet indbetalinger og udbetalinger fandt sted i forskellige perioder.
I perioden 1985 - 88 var der et relativt højt renteniveau og en stigning i inflationen.
De indekstillæg, M fik udbetalt i perioden 1985-88, blev dyrtidsreguleret af staten på grund af periodens inflationsstigning. Omvendt måtte H i samme periode gennem forhøjelse af sine indbetalinger selv bidrage til dyrtidsreguleringen.
Størrelserne på de indekstillæg, som M og H fik udbetalt, var forskellige. Indekstillæggene blev udregnet af Danmarks Hypotekbank, og indklagede har ikke haft indflydelse på størrelsen. Hypotekbankens beregninger blev opstillet i tabeller. På baggrund af oprettelsesåret og kontohaverens fødselsår kunne det i tabellerne aflæses, hvor store indekstillæg der skulle udbetales.
Det relativt høje renteniveau i 1985-88 medførte en forlængelse af udbetalingsperioden på M's indekskonto, mens det for H medførte en større saldo i opsparingstiden og dermed større, men ikke flere månedlige udbetalinger fra kontoen. Den merrente, som H opnåede i sin udbetalingsperiode, kunne ikke medføre en forlængelse af udbetalingsperioden med mere end 7 måneder.
Staten er kun forpligtet til at udbetale indekstillæg så længe, der kan foretages en fuld månedlig udbetaling, og dette er i særlig grad kommet M til gode, da udbetalingerne har kunnet foretages i længere tid.
">Ankenævnets bemærkninger og konklusion.Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede på tidspunktet for udbetalingernes start har tilsikret klagerne en forlængelse af den i kontrakterne aftalte udbetalingsperiode på 10 år. Det fremgår også af skrivelsen af 27. august 1987, at en væsentlig forlængelse af udbetalingsperioden forudsatte, at den høje forrentning på 8% p.a. fortsatte.
At indklagede på grundlag af det daværende relativt høje renteniveau muligvis forventede, at udbetalingsperioden ville blive forlænget væsentligt ved valg af udbetaling med fast grundrente, kan ikke medføre et erstatningsansvar for indklagede. Herved bemærkes, at klagerne måtte indse, at indklagedes forventninger til renteudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at klagerne, der via kontoudtogene løbende har kunnet orientere sig om indekskontienes saldi, måtte påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontienes indestående var opbrugt.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne fra klagernes indekskonti.
Selv om M og H oprettede kontiene på samme tidspunkt, er de som anført af indklagede ikke sammenlignelige. Dette skyldes væsentligst de af indklagede anførte forhold om forskellen i indbetalingsperioderne samt udviklingen i renten og inflationen.
Det bemærkes herved, at udbetalingerne beregnes på grundlag af den i aftalen anførte grundrente på 4,25% p.a., og at det deraf følger, at udbetalingsperioden for begge konti ville have været 10 år, såfremt rentesatsen på indekskonti fra det tidspunkt, hvor udbetalingerne blev påbegyndt, og fremover til stadighed havde været 4,25% p.a. I det omfang, renten på indekskonti har oversteget 4,25% p.a., har det medført en forlængelse af udbetalingsperioden og dermed også en forlængelse af det tidsrum, hvor der har kunnet opnås indekstillæg. Omvendt medfører en forrentning på under 4,25% p.a. en forkortelse af udbetalingsperioden. Den relativt høje forrentning fra 1985 har således medført en væsentlig forlængelse af udbetalingsperioden for M, mens H, for hvem udbetalingerne først startede i 1988, på grund af det lavere renteniveau ikke har opnået en tilsvarende forlængelse af udbetalingsperioden. Renten var i hvert fald fra 1994 mindre end grundrenten på 4,25% p.a.
M har endvidere opnået en særlig fordel vedrørende statens indekstillæg, idet disse som følge af inflationsstigningen i 1985-88 blev forhøjet, og idet han som følge af forlængelsen af udbetalingsperioden opnåede flere udbetalinger af indekstillæg.
Vedrørende forrentningen af kontiene finder Ankenævnet, at det som anført af indklagede må lægges til grund, at kontiene er blevet forrentet på samme vilkår. Forskellen i nettorenten må, når der bortses fra forskellen i kontienes saldi, søges i indførelsen af realrenteafgiften, som belastede H's konto i videre omfang end M's. Dette skyldes, at H indbetalte over længere tid end M, og at saldoen pr. 31. december 1982, som blev friholdt for realrenteafgift, derfor var mindre for H.
Det kan ikke antages, at H ved valg af udbetaling med variabel grundrente ville have opnået 120 udbetalinger af 1.514 kr. eller i alt 181.680 kr. Egenudbetalingen på 1.514 kr. var fastsat på baggrund af den aktuelle rente i 1987 på 8% p.a., og egenudbetalingen ville derfor være blevet nedsat i takt med rentefaldet.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.