Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse begrundet i långivers efterfølgende ydelse af yderligere lån til debitor

Sagsnummer: 102/2004
Dato: 09-07-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard
Klageemne: Kaution - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse begrundet i långivers efterfølgende ydelse af yderligere lån til debitor
Indklagede: Billum Andelskasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens kaution over for indklagede, hvor indklagede efterfølgende ydede yderligere lån til debitor.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med, at indklagede i juli 1995, henholdsvis april 1997 ydede klagerens daværende ægtefælle H to lån på 165.000 kr. og 111.000 kr., kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist. Endvidere kautionerede klagerens dalevende far.

Efter klagerens fars død indtrådte klagerens mor i maj 1999 som kautionist på lånene.

Klageren og H blev efterfølgende skilt.

Indklagede har oplyst, at i forbindelse med skilsmissen valgte klageren og H at dele ydelsesbetalingen på lånene, så hver betalte halvdelen af ydelserne.

Ved gældsbrev af 24. april 2002 ydede indklagede H et billån på 42.600 kr., som skulle afvikles med 950 kr. månedligt. Indklagede fik samtidig sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i en Volvo 460 årgang 1992. Ejerpantebrevet blev håndpantsat til sikkerhed for samtlige H's forpligtelser over for indklagede.

Ved skrivelse af 1. februar 2004 orienterede indklagede klageren om, at H havde meddelt, at hun søgte gældssanering, hvorfor hun ikke længere ville afvikle de to kautionslån. Kautionslånenes restgæld var pr. 31. december 2003 6.479,13 kr., henholdsvis 56.927,11 kr. Indklagede anmodede klageren om at rette henvendelse.

Ved skrivelse af 17. februar 2004 anførte klageren, at indklagede burde have indhentet hans samtykke til bevillingen af billånet til H. Han fandt derfor, at indklagede burde indfri halvdelen af kautionslånenes restgæld. Klageren anmodede om, at indklagede satte sagen i bero, til Ankenævnet havde behandlet sagen.

Ved skrivelse af 16. marts 2004 meddelte indklagede, at man ikke kunne efterkomme klagerens anmodning.

Ved skrivelse af 18. marts 2004 oplyste klageren, at han ville indbringe sagen for Ankenævnet. Han stillede sig uforstående over for, at indklagede pr. 1. marts 2004 havde hævet beløb til afvikling H's lån henset til, at han i skrivelsen af 17. februar 2004 havde anmodet indklagede om at sætte sagen i bero. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:

"Jeg agter ikke, at betale flere afdrag på lånene. Før, at halvdelene af lånene er registreret i min navn. De penge som er blevet taget fra min konto 01.02.2004 samt 01.03.2004 ønskes tilbage sat igen. jeg er indforstået med, at du tager pengene og stiller dem på en garanti konto i mit navn. Således at du har min garanti til at jeg vil betale min del af lånet."

Den 22. marts 2004 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Ved skrivelse af 19. april 2004 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med 3.800 kr. henholdsvis 2.800 kr., som man havde meddelt H frist til at berigtige senest 10. maj 2004. Såfremt restancen ikke blev inddækket, ville lånene blive opsagt til fuld indfrielse.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende, at han alene hæfter for halvdelen af de to kautionslån.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ikke burde have ydet H billånet, da man måtte indse, at H ikke var i stand til at afvikle det. Hun havde allerede da lån, som hun ikke afviklede, og H er registreret i RKI.

Indklagede burde have forespurgt ham, om han ville acceptere/rykke for endnu et lån, hvilket ikke skete. Hans stilling som kautionist er derfor blevet forringet.

Indklagede har accepteret, at H kun afvikler billånet og ikke de to kautionslån.

Ved skrivelsen af 17. februar 2004 anmodede han bl.a. indklagede om at sætte sagen i bero, indtil Ankenævnet havde vurderet den. På trods heraf hævede indklagede hans del af ydelsen pr. 1. marts 2004. Indklagede har heller ikke indsat hans betalinger til lånene på den særskilt oprettede konto, efter at H standsede sin afvikling af lånene.

Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt har givet klageren tilsagn om, at der ikke ville blive indgået yderligere låneaftaler med H. Dette følger heller ikke almindelig praksis på området. Man havde hverken pligt eller ret til at orientere klageren om H's optagelse af et nyt lån.

Klageren har anmodet om, at sagen sættes i bero, indtil Ankenævnets afgørelse foreligger. Indklagede har ikke givet tilsagn om at efterkomme dette ønske, da man ønsker at forfølge den manglende betaling over for H med heraf følgende underretning mv. til kautionisterne.

Da klageren i skrivelsen af 17. februar 2004 omtalte, at han ønskede at betale sin egen halvdel af lånene, blev anmodningen om, at sagen skulle sættes i bero, ikke betragtet som et ønske om at standse hans betalinger. Dette ville have haft til konsekvens, at lånene ville være misligholdt.

Efter modtagelsen af klagerens skrivelse af 18. marts 2004 er klagerens betaling af ydelser standset således, at betalingerne indgår på særskilt konto efter klagerens ønske.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med etableringen af lånene til klagerens daværende ægtefælle H i juli 1995 og april 1997 gav indklagede ikke tilsagn om, at ydelse af yderligere lån til H ville forudsætte accept fra klagerens side. Indklagede var derfor berettiget til i april 2002 at yde et yderligere lån til H uden forinden at indhente klagerens godkendelse.

Ankenævnet finder det ikke klart, at klageren med sin anmodning i skrivelsen af 17. februar 2004 om, at indklagede skulle sætte sagen i bero, indtil Ankenævnet havde behandlet sagen, sigtede til, at indklagede skulle ophøre med at overføre hans andel af ydelserne til kautionslånene. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med indholdet af denne skrivelse.

Da klageren som kautionist hæfter for betalingen af de to lån, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage hans påstand til følge.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.