Saldokvittering.
| Sagsnummer: | 13 /1990 |
| Dato: | 17-05-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - indgåelse
|
| Ledetekst: | Saldokvittering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre hans tre pensionskonti til Provinsbanken, og at indklagede tilpligtes at afgive saldokvittering for så vidt angår hans udlånsengagement med indklagede.
Indklagede har under sagens forberedelse efterkommet klagerens overførselsanmodning, men har for så vidt angår klagerens påstand vedrørende saldokvittering nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at ved et møde primo 1983 i indklagedes Skive afdeling gav en medarbejder klageren tilsagn om saldokvittering for hans gæld, der i 1982 androg 270.000 kr., såfremt klageren overholdt sine fremtidige forpligtelser over for indklagede. Der blev i samme forbindelse den 6. januar 1983 etableret et nyt lån til klageren på 65.000 kr. til inddækning af overtræk på en terminskonto og til betaling af forfaldne renter på klagerens øvrige lån i afdelingen.
Det er klagerens opfattelse, at han har overholdt betingelserne for, at der kan afgives saldokvittering for lånet, idet han alene har overtrukket lånet efter aftale med afdelingen. Det er således klagerens opfattelse, at de dispositioner, han har foretaget, har været i overensstemmelse med den med indklagede indgåede aftale.
Klageren har fremlagt indklagedes skrivelse af 11. oktober 1989 til klagerens advokat, hvori indklagede bl.a. har anført: "Det fremgår samtidigt, at der på dette tidspunkt i det mindste har været diskuteret en saldokvittering for lån nr. ... når/hvis det nye lån ... var indfriet som aftalt efter 5 år.
Der er ikke sket renteberegning for lån nr. ... siden 1-1-1983. Som det er Dem bekendt er lån nr. ... ikke blevet nedbragt inden for for 5-års perioden, ligesom der siden er bevilget yderligere lån og overtræk.
På denne baggrund ser vi ikke noget grundlag for eftergivelse skylden på lån nr. ..."
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren i forbindelse med, at klageren den 6. januar 1983 fik bevilliget et lån på 65.000 kr., blev stillet i udsigt, at indklagede, såfremt dette lån blev indfriet inden for en periode på maksimalt 5 år, ville tage spørgsmålet om afviklingen af klagerens øvrige engagement op påny.
Lånet, der blev ydet den 6. januar 1983, er ikke indfriet inden for den aftalte 5 års periode, men tværtimod forøget til knapt 72.000 kr. pr. 31. december 1989. Indklagede har på intet tidspunkt givet klageren tilsagn om at meddele saldokvittering, uanset om lånet på 65.000 kr. blev indfriet inden den 6. januar 1988.
Derudover kan det oplyses, at indklagede i forbindelse med et midlertidigt overtræk i juli 1989 på 10.000 kr., fik transport i klagerens indestående i pensions- og opsparingskassen hos klagerens arbejdsgiver.
Ankenævnets bemærkninger:
Der foreligger intet grundlag for at antage, at indkalgede har givet klageren tilsagn om at ville meddele saldokvittering.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.