Indsigelse mod gæld i henhold til kassekredit efter konkurs.
| Sagsnummer: | 123/2002 |
| Dato: | 02-10-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gæld i henhold til kassekredit efter konkurs. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes opgørelse af klagerens gæld i henhold til en kassekredit efter klagerens konkurs.
Sagens omstændigheder.
I 1991 drev klageren via et interessentskab en erhvervsvirksomhed sammen med medinteressenten B.
Ved kreditkontrakt af 13. august 1991 ydede indklagede interessentskabet en erhvervskredit på 100.000 kr. til en variabel rente på 12,75% p.a. Hertil kom 5/8 procent i provision. Renter og provision blev beregnet kvartalsvis. Kreditten skulle indfries senest den 15. april 1992, medmindre der blev truffet aftale om forlængelse. Af lånebetingelserne fremgår blandt andet:
"Misligholdelse m.v.
12. I følgende tilfælde er hele gælden straks forfalden til betaling uden hensyn til mulig indrømmet uopsigelighed eller opsigelsesfrist.
a) hvis et skyldigt beløb ikke erlægges rettidigt,
b) hvis debitor eller kautionist dør, eller hans bo kommer under offentlig eller privat skifte.
……
I det under punkt a) nævnte tilfælde - bortset fra forfald på grund af opsigelse - kan banken dog kun forlange gælden indfriet, hvis debitor ikke har opfyldt sine forpligtelser senest 8 dage efter, at skriftligt påkrav herom er afsendt til debitor på den af banken senest kendte adresse. Som følge af misligholdelsen beregnes morarenter af forfaldne ikke betalte ydelser efter bankens regler herom."
Af indklagedes Almindelige forretningsbetingelser - erhverv fremgår blandt andet:
"Rente- og betalingsvilkår
Banken fastsætter til enhver tid de betingelser og satser, der gælder for renter, provision, gebyrer og validering af ind- og udbetalinger.
Hvis et udlån kommer i restance eller en konto overtrækkes, opkræver banken uden varsel forhøjet rente/provision af restancen eller overtrækket.
Banken kan til enhver tid ændre betingelser og satser uden varsel. Disse oplyses efter anmodning."
Den 10. juli 1992 blev såvel interessentskabets som klagerens og B's bo taget under konkursbehandling.
Den 15. september 1992 anmeldte indklagede sit krav i henhold til bl.a. kassekreditten. Kravet blev opgjort til 121.597,86 kr. svarende til saldoen pr. den 2. juli 1992 på 121.067,18 kr. med tillæg af rente til den 10. juli 1997 på 530,71 kr.
Ifølge kontoudskriften for kreditten var der den 20. juni og den 2. juli 1992 tilskrevet renter og provision på i alt 6.091,93 kr. Herefter stoppede den automatiske rentetilskrivning.
Den 4. oktober 1996 blev der afholdt afsluttende skiftesamling i de tre konkursboer.
Interessentskabets og klagerens bo blev afsluttet i medfør konkurslovens §143 (uden aktiver). Fra B's bo blev der udbetalt dividende på 13,824%, og indklagede modtog på baggrund heraf den 4. november 1996 16.810,78 kr., som blev krediteret kassekreditten. Saldoen på kreditten var herefter 104.256,40 kr. (121.067,18 kr.- 16.810,78 kr.).
I forbindelse med salg af et pantebrev i klagerens depot den 29. december 1999 blev kontoen kreditteret et provenu på 22.417,50 kr. Ifølge engagementsoversigt udskrevet den 29. januar 2001 var saldoen 81.838,89 kr. (104.256,40 kr. - 22.417,51 kr.).
I foråret 2001 udtog indklagede stævning mod klageren ved retten i Køge om betaling af gælden, som pr. den 10. maj 2001 blev opgjort til 251.792,21 kr. svarende til 81.838,89 kr. med tillæg af beregnede renter på i alt 169.953,32 kr.
Renteberegningen, der er fremlagt under sagen, tager udgangspunkt i saldoen på 104.256,40 kr., hvoraf der beregnes renter i 5 år. Renten tilskrives kvartalsvis, og der er taget højde for indbetalingen på 22.417,51 kr. den 29. december 1999. Rentesatsen varierer i intervallet 19,75% - 22% p.a.
Den 12. marts 2002 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Den 22.marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært nedsættelse af kravet fra 104.256,40 kr. med tillæg af 5 års renter til 100.000 kr. med tillæg af 5 års renter.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der efter konkursen ikke bør ske en forfordeling af enkelte kreditorer.
Indklagede meddelte, at rentetilskrivningen var stoppet, og gælden blev derefter nedbragt til 81.838,89 kr. Det er derfor uberettiget, at indklagede nu stiller krav om betaling af et urimeligt stort rentebeløb.
Det af indklagede opgjorte beløb indeholder tilskrevne renter, der er forældede, idet der er tale om renter tilskrevet henholdsvis den 20. juni og 2. juli 1992.
De anvendte rentesatser er urimeligt høje henset til den oprindelige aftalte rentesats på 12,75% og det generelle renteniveau indenfor det seneste år og har ikke hjemmel i kassekreditkontrakten.
Indklagedes arbitrære ændring af vilkår for rentetilskrivning er i strid med god markedsføringsskik.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at ingen del af kravet på 104.256,40 kr. er forældet, heller ikke selvom en del af beløbet måtte være renter tilskrevet uden for kredittens maksimum.
Ifølge konkurslovens § 241 afbrydes forældelse ved anmeldelsen af fordringen i konkursboet, og en ny forældelsesfrist begynder først at løbe fra boets slutning. På tidspunktet for anmeldelsen af kravet på 121.597,89 kr. indeholdt kravet ingen forældede rentebeløb, eftersom kreditten var blevet bevilliget og åbnet ca. 11 måneder før. En ny 5-årig forældelsesfrist begyndte at løbe fra boets afslutning den 4. oktober 1996. Forældelsen blev endvidere afbrudt ved udtagelse af stævning den 6. juni 2001.
Dividenden fra B's konkursbo blev primært anvendt til betaling af forfaldne renter tilskrevet udenfor kredittens maksimum.
Det er uden betydning, om betalingen den 29. december 1999 blev anvendt til nedbringelse af kassekredittens maksimum eller til nedbringelse af tilskrevne ikke forældede renter (udover maksimum), idet der beregnes rente af tilskrevne renter i overensstemmelse med branchekutyme.
Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at et beløb svarende til kassekredittens maksimum forældes efter Danske Lov 5-14-4 og ikke efter 1908-loven, uanset om beløbet skyldes debiteringer i form af rentetilskrivninger eller debiteringer foretaget af debitor selv. Rentetilskrivninger indenfor maksimum må anses for at være betalinger af renter, som sker ved debiteringer på den bevilligede kreditfacilitet. Således reducerer rentetilskrivningerne det yderligere beløb, som debitor kan trække på den bevilligede kreditfacilitet.
For så vidt angår rentesatsen gøres det gældende, at det fremgår af kreditkontrakten, herunder de Almindelige forretningsbetingelser - erhverv, at der i tilfælde af misligholdelse beregnes forhøjet rente af gælden. Med opgørelsen af kravet er der beregnet en rente svarende til indklagedes dagældende almindelige udlånsrente med et tillæg på 6% point, hvilket ikke er urimeligt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at indklagedes fordring mod klageren i henhold til kassekreditten ikke bortfaldt i forbindelse med konkursen, jf. konkurslovens § 156.
Gælden på kassekreditten er undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, jf. dog det nedenfor anførte om renter. Forældelsen blev afbrudt ved anmeldelsen i klagerens konkursbo i 1992, og en ny forældelsesfrist løber først fra boets slutning i 1996, jf. Konkurslovens § 241. Fordringen er derfor - stadig med forbehold for renter - ikke forældet.
Forfalden rente (og provision) af gæld er omfattet af den 5-årige forældelse efter 1908-loven i det omfang, der ikke er tilvejebragt særligt retsgrundlag herfor, jf. lovens § 1, stk. 1. nr., 2 og stk. 2. Konkursboets anerkendelse af indklagedes fordring kan ikke antages at udgøre et sådant særligt retsgrundlag i forhold til klageren personligt, og der må derfor tages stilling til, om den af indklagede opgjorte fordring som anført af klageren omfatter renter, som er forældede.
Når der ved kassekreditter og andre kreditter ydet af pengeinstitutter løbende foretages dels rentetilskrivninger, dels indbetalinger, må det som udgangspunkt lægges til grund, at indbetalingerne i første række er anvendt til dækning af forfaldne renter, og at den til enhver tid værende saldo derfor i det hele falder udenfor den 5-årige forældelse. For såvidt angår rentetilskrivninger, som er foretaget efter den seneste indbetaling i en situation, hvor kredittens maksimum er overskredet, kan dette dog ikke lægges til grund.
I det foreliggende tilfælde var kassekredittens saldo 121.067,18 kr. den 2. juli 1992. De renter og provisionsbeløb på i alt 6.091,93 kr., som blev tilskrevet kassekreditten den 20. juni og 2. juli 1992, må anses for betalt af den dividende på 16.810,78 kr., som indklagede modtog fra B's konkursbo, og som medførte en nedbringelse af saldoen til 104.256,40 kr.
På grundlag af manglende oplysninger om ind- og udbetalinger på kassekreditten er det uafklaret, om overtrækket herefter på 4.256,40 kr., vedrører tilskrevne, ikke betalte og nu forældede renter, jf. 1908-loven, eller gæld, som ikke er forældet, jf. Danske Lov 5-14-4. Ankenævnet finder, at risikoen for denne uklarhed bør påhvile indklagede. Indklagede bør derfor nedsætte sit krav til en hovedstol på 100.000 kr. og foretage en omberegning af restgælden og renterne i overensstemmelse hermed. Der kan alene beregnes renter for en periode på 5 år forud for retssagens anlæg, og der skal tages højde for indbetalingen på 22.417,51 kr. den 29. december 1999.
Indklagede er i henhold til kreditkontrakten og de almindelige forretningsbetingelser berettiget til en forhøjet rente i tilfælde af misligholdelse. Ankenævnet finder ikke, at de af indklagede anvendte rentesatser, som ifølge det af indklagede oplyste er fastlagt udfra indklagedes almindelige udlånsrente med et tillæg på 6% point, kan tilsidesættes som urimelige.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede har givet afkald på renter. Det forhold, at renterne ikke fremgår af den under sagen fremlagte engagementsoversigt, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at indklagede har givet tilsagn om rentefritagelse.
Som følge heraf
Indklagede skal nedsætte sit krav mod klageren i overensstemmelse med det ovenfor anførte.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.