Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i påstand om mangelfuld rådgivning om indirekte omkostninger i forbindelse med tegning af livrente.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i påstand om mangelfuld rådgivning om indirekte omkostninger i forbindelse med tegning af livrente i 2006.

Sagens omstændigheder

I forbindelse med et jobskifte i 2006 skulle klagerens pensionsmidler på ca. 3,5 mio. kr. placeres i en ny ordning. Efter rådgivning fra Danske Bank blev midlerne placeret i en nyoprettet livrente i forsikringsselskabet F.

Den 16. maj 2006 sendte F en dækningsoversigt til klageren. Heraf fremgår bl.a.:

”…

Vi oplyser det præcise beløb til omkostninger m.m. i den årsoversigt, som vi sender hvert år.

Bidrag til omkostninger m.m. bliver beregnet ud fra følgende:

Indskud

Vi bruger 5,00 procent af indskuddet til og med 100.000 kr. til omkostninger m.m.

Af indskuddet mellem 100.000 kr. og 500.000 kr. bruger vi 3,00 procent.

Af resten bruger vi 2,00 procent.

Månedlig omkostning

Vi bruger op til 51,00 kroner om måneden til omkostninger m.m.

…”

Efter det oplyste betalte klageren ca. 70.000 kr. i direkte omkostninger i forbindelse med oprettelsen. Banken har oplyst, at beløbet dækkede eksempelvis omkostninger til rådgivning og oprettelse af policen, almindelige administrationsomkostninger samt provision i forbindelse med salget af pensionsordningen.

Klageren blev ikke oplyst om indirekte omkostninger i form af betaling for ansvarlig kapital inkl. risikotillæg, svarende til betaling til aktionærerne for at stille kapital til rådighed, samt omkostninger forbundet med investering af de opsparede midler, f.eks. omkostninger i investeringsforeninger.

I efteråret 2012 henvendte klageren sig til banken bl.a. forbi han nu havde konstateret, at han vedrørende livrenten betalte indirekte omkostninger på knap 30.000 kr. årligt, som han ikke var blevet informeret om. Både F og banken afslog en anmodning fra klageren om kompensation for omkostningerne.

I efteråret 2014 afslog banken en ny anmodning fra klageren om godtgørelse for indirekte omkostninger. Efter det oplyste havde klageren flyttet livrenten til et andet selskab. For årene 2009-2011 opgjorde klageren de indirekte omkostninger til i alt 135.953,38 kr.

Parternes påstande

Den 25. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en godtgørelse på minimum 135.953,38 kr. for indirekte omkostninger på livrenten.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning bør godtgøre ham de indirekte omkostninger på livrenten.

Samtidig med tilbuddet fra F indhentede han to andre tilbud. En ven med aktuarbaggrund vurderede, at tilbuddene teknisk var ens, men at F’s var billigst navnlig på grund af omkostningerne. Han spurgte derfor meget indgående til netop omkostningerne i forbindelse med rådgivningen i banken. Rådgiveren blev i tvivl og kunne ikke på stående fod bekræfte, at alle omkostninger var indeholdt i F’s tilbud. Rådgiveren indhentede herefter F’s bekræftelse på, at alle omkostninger var synlige i tilbuddet, og dette blev afgørende for, at han valgte at oprette livrenten hos F.

Han havde ingen grund til at tvivle på, at banken gav ham korrekt og rigtig information.

Da han ikke blev oplyst om omkostningerne, fik han ikke mulighed for at vurdere, om det var omkostninger, som han fandt rimelige.

Det er sagen uvedkommende, om det var kutyme eller ej at oplyse kunderne om indirekte omkostninger.

Han har lidt et tab, idet han har betalt omkostninger, som han ikke blev gjort bekendt med ved oprettelsen på trods af, at han spurgte ind til dette og fik det undersøgt af pensionsrådgiveren i banken. Tabet opgøres til minimum det beregnede beløb for 2009-2011. Han har ikke kunnet fremskaffe tal, der viser størrelsen af de indirekte omkostninger i 2006-2008.

I tillid til rådgiverens udsagn om, at han ikke betalte andre omkostninger end dem, der fremgik af tilbuddet, havde han ikke anledning til at kontrollere ordningen, før han i eftersommeren 2012 blev gjort bekendt med, at man kunne se oplysningerne via webbanken. Oplysningerne var så vanskelige at finde, at han måtte have assistance fra banken. Hans krav er derfor ikke forældet.

Han undlod at følge op på sagen i efteråret 2012 af hensyn til et familiemedlems ansættelsesforhold i banken, som banken inddrog i sagen.

Banken gjorde ikke på noget tidspunkt opmærksom på en forældelsesfrist og fremførte først sin påstand herom i forbindelse med klagen til Ankenævnet.

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren. Klageren har ikke lidt et tab og klagerens tabsopgørelse bestrides. Et eventuelt krav er endvidere forældet.

Klageren havde god indsigt i pensionsmæssige forhold og ordningen i F blev etableret på grundlag af en indgående drøftelse. Det var rådgiverens klare opfattelse, at klagerens spørgsmål vedrørende omkostninger alene relaterede sig til de direkte omkostninger.

I 2006 var det ikke kutyme i branchen at oplyse kunderne om indirekte omkostninger i forbindelse med oprettelse af en pensionsordning. Det blev det først, da F som det første selskab i branchen oplyste årlige omkostninger i procent (ÅOP) og årlige omkostninger i kroner (ÅOK) på kontooversigten for 2009, som var tilgængelig for kunderne via Netpension fra midten af februar 2010.

De indirekte omkostninger bliver ikke trukket fra kundens individuelle opsparing, men trækkes kollektivt fra alle kunder og påvirker alene størrelsen af kontorenten. De indirekte omkostninger har således kun betydning for, hvor stor en forrentning kunderne kan få.

Alle pensionsselskaber afholder indirekte omkostninger og fordeler dem ud på kunder efter samme principper, der er fastsat i henhold til de retningslinjer som brancheforeningen Forsikring og Pension har udarbejdet. Der var således også indirekte omkostninger i de alternative ordninger, som klageren overvejede.

Det vil ikke være muligt at generere et afkast på pensionsordningen, uden at det vil være forbundet med investeringsomkostninger. De indirekte investeringsomkostninger er således nødvendige og en typeforudsætning for alle pensionsopsparere. Tilsvarende har betaling til aktionærer altid i branchen været opkrævet som en indirekte omkostning. Disse typeforudsætninger burde være kendt af klageren, der havde stor indsigt i pensionsforhold, og af klagerens rådgiver, der efter det oplyste var aktuar.

Klageren var garanteret en ydelse beregnet ud fra en gennemsnitlig forretning på 1,5 %. De indirekte omkostninger påvirkede alene den tilknyttede bonus, hvis størrelse ikke var garanteret.

Det vil ikke være muligt at friholde en enkelt kunde fra de indirekte omkostninger.

Klageren ville derfor ikke være bedre stillet i et andet selskab, hvilket understøttes af klagerens egne oplysninger om, at de tre tilbud, som han indhentede, teknisk var ens, men at F’s var det billigste.

Et eventuelt krav er forældet, idet klageren siden 2010 har kunnet se omkostningerne på kontooversigten, uden at foretage de fornødne retslige skridt til at afbryde forældelsesfristen.

Ankenævnets bemærkninger

I 2006 rådgav Danske Bank klageren om tegning af en livrente i forsikringsselskabet F. Ifølge klageren var rådgivningen mangelfuld, idet banken undlod at oplyse om indirekte omkostninger ved ordningen.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshavers ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Ankenævnet finder efter det foreliggende, at klageren ikke før i efteråret 2012 fik eller burde have fået kendskab til de indirekte omkostninger. Ankenævnet finder derfor ikke, at klagerens eventuelle krav var forældet den 25. november 2014, hvor han indgav klagen til Ankenævnet.

To medlemmer – Kjeld Gosvig Jensen, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1 er tillagt to stemmer og Kari Sørensen – udtaler:

Vi finder imidlertid, at klageren ikke har godtgjort, at han som følge af manglende oplysninger om de indirekte omkostninger er blevet påført et tab. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at klageren ville have kunnet opnå en mere fordelagtig ordning, hvis han havde modtaget fyldestgørende rådgivning om de indirekte omkostninger.

Vi stemmer for, at der allerede som følge heraf ikke gives klageren medhold.

To medlemmer – Finn Borgquist og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Klageren oprettede en livrente i 2006 efter rådgivning fra Danske Bank. Den dagældende § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder stiller krav om, at finansielle virksomheder skal handle redeligt og loyalt overfor deres kunder. Bestemmelsen pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag. Bekendtgørelsens § 5 stiller endvidere krav om, at den finansielle virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, og at rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende.

Før klagerens accept af Danske Banks tilbud på en livrenteordning i F, bad klageren udtrykkeligt om at få bekræftet, at alle de med ordningen forbundne omkostninger var oplyst i tilbudsmaterialet. Klageren oplyser i den forbindelse, at ”Bankrådgiveren i Danske Bank blev i tvivl og kunne ikke på stående fod bekræfte, at alle omkostninger var indeholdt i tilbuddet og måtte spørge F. F bekræftede overfor bankrådgiveren, at alle omkostninger var synlige i tilbuddet, og det blev afgørende for mit valg af leverandør”. Dette bestrides ikke af banken, som anerkender, at man alene har oplyst om de direkte omkostninger og undladt at oplyse om indirekte omkostninger. Danske Bank oplyser i korrespondancen med klager, at ”I 2006 oplyste pensionsselskaberne ikke om de indirekte omkostninger, men i alle pensionsselskaber er der tale om indirekte omkostninger, og således også i F. De indirekte omkostninger oplyses i dag, af såvel F som de øvrige selskaber, og der er kommet større åbenhed omkring omkostninger, bl.a. p. gr. af F’s politik herom”.

Da der således på baggrund af mangelfulde omkostningsoplysninger blev indgået en bekræftende aftale, finder vi, at de indirekte omkostninger var i strid med det aftalte. Vi stemmer derfor for, at klageren skal have godtgjort de indirekte omkostninger, der har været forbundet med hans livrenteordning i F.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.