Indsigelse mod hæftelse som meddebitor på realkreditlån, prioritetslån og boliglån. Klageren var ikke ejer af den pantsatte ejendom.
| Sagsnummer: | 305/2021 |
| Dato: | 19-04-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, George Wenning, Tina Thyge-sen, Lisbeth Baastrup Burgaard. |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse som meddebitor på realkreditlån, prioritetslån og boliglån. Klageren var ikke ejer af den pantsatte ejendom. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen handler om en indsigelse mod hæftelse som meddebitor for realkreditlån, prioritetslån og boliglån i en ejendom, som klageren ikke var ejer af.
Sagens omstændigheder
I 2011 købte H et hus og optog i den forbindelse et realkreditlån, der blev formidlet af Sydbank. Klageren flyttede ind hos H, og i 2013 indgik de ægteskab.
I 2014 flyttede klageren sit engagement til Sydbank. I den forbindelse holdt klageren og H et møde med banken, da de ønskede at renovere H’s ejendom. Til brug for bankens udarbejdelse af et lånetilbud fremsendte de blandt andet budget og årsopgørelse.
Den 21. marts 2014 optog klageren og H et boliglån i banken på 262.000 kr. til ombygning/renovering af ejendommen. Både klageren og H var debitorer på boliglånet.
På et ikke oplyst tidspunkt blev klageren også meddebitor på realkreditlånet i H’s ejendom.
Den 14. maj 2014 rettede klageren henvendelse til banken med oplysning om, at der ville blive en merudgift i forbindelse med renoveringen af ejendommen.
Den 10. september 2014 optog klageren og H et prioritetslån i banken på 108.000 kr. Både klageren og H var debitorer på lånet.
I 2016 blev boliglånet forhøjet til 400.000 kr. for at finansiere kloakerings- og drænarbejder.
Den 9. september 2019 blev klagerens og H’s realkreditlån omlagt, og i den forbindelse blev ydelsen på boliglånet sat op.
I maj 2021 blev klageren og H skilt.
Klagen har anført, at hun tilbød banken at overtage boliglånet mod, at hun blev frigjort for sine forpligtelser på realkreditlånet og prioritetslånet, hvilket banken afslog.
Banken har under sagen anført, at ejendommen er udbudt til salg med et p.t. anslået negativt salgsprovenu på cirka 77.000 kr.
Parternes påstande
Den 5. juli 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank principalt skal frigøre hende hæftelsen på de tre lån, subsidiært at hun alene skal hæfte med 50.000 kr.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld rådgivning.
Hun er blevet skilt fra H og er flyttet ud af huset, hvorfor det nu er problematisk, at hun hæfter for gæld i en ejendom, som hun ikke har nogen råde- eller bestemmelsesret over.
Hun har ikke været i stand til at overskue konsekvenserne af den solidariske hæftelse. Der var et pres fra bankens side i forhold til, at hun skulle hæfte for boliglånene, selvom hun ikke stod som medejer af ejendommen.
Banken har ikke levet op til sin forpligtelse i forbindelse med rådgivningen af hende, da hun ikke fuldt ud har forstået konsekvenserne af at optage et lån på denne måde. Hun var ikke klar over, at hun på et tidspunkt kunne risikere at betale hele lånet tilbage selv, uden at have sikkerhed i salget af ejendommen. Hun er forbruger uden viden om banklån, realkreditlån eller anden finansiering, og hun har lænet sig op af den rådgivning, hun fik af banken.
Hun har påtaget sig en stor risiko uden nogen form for sikkerhed for at kunne betale lånene ud, og uden nogen form for sikkerhed for at H betaler sin del.
Den bankrådgiver, der ydede rådgivningen i forbindelse med låneoptagelsen, var afdelingsleder, hvorfor hun forventede, at hun ville få den bedst mulige rådgivning.
Banken påberåber sig forældelse. Forældelseslovens § 2, stk. 1 finder anvendelse, hvor forfaldstidspunktet for lånet er afgørende. Hvis Ankenævnet vurderer, at stiftelsestidspunktet er afgørende, og forældelsesfristen er tre år, er det den nyeste rådgivning i 2019, der er gældende for dette forhold. I 2019 havde banken igen mulighed for at informere hende om konsekvenserne ved, at hun og H på bankens foranledning og i henhold til bankens rådgivning begge var debitorer på lånene.
Sydbank har anført, at dens rådgivning ikke har været mangelfuld.
Banken havde forud for tilsagn om omlægning henholdsvis ydelse af lånene bedt om økonomiske oplysninger fra både klageren og H. Allerede derfor må det have været klart for klageren, at et tilbud på omlægning og yderligere hjemtagelse af lån forudsatte klagerens medhæftelse for lånene som debitor.
Klageren har efterfølgende selv skrevet under på lånene som meddebitor og var i den forbindelse bekendt med, at hun ikke var medejer af ejendommen. Hun burde derfor også have været klar over, at hun dermed påtog sig at hæfte for lånenes tilbagebetaling, uanset at hun ikke var medejer af ejendommen.
Banken bestrider, at klageren skulle have været udsat for nogen form for pres fra bankens side i forhold til sin underskrift på lånedokumenterne.
Både låneomlægning og optagelse er sket i både klagerens og H’s interesse, og provenuet er anvendt dels til istandsættelse af familiens fælles bolig, dels til øvrige fælles formål.
Da klageren og H var gift, og da lån og låneomlægning skete til begges interesse, har det formodningen for sig, at det har været drøftet, hvad konsekvenserne af at underskrive som debitor var. Klageren skulle i alle tilfælde have underskrevet som led i pantsætningen, enten som ægtefælle i medfør af den dagældende retsvirkningslov § 18 eller som debitor. Det har også formodningen for sig, at forholdet har været drøftet, fordi provenu af lån skulle bruges i klagerens og H’s fælles interesse.
Der er ikke årsagssammenhæng mellem den af klageren påståede manglende rådgivning og klagerens hæftelse for restgælden. Ejendommen er aktuelt til salg til en pris, som ikke medfører fuld dækning af klageren og H’s gæld til banken. Klageren kommer ikke til at lide noget tab i anledning af den af klageren hævdede mangelfulde rådgivning, idet klageren ikke lider et tab som følge af, at hun ikke var medejer af ejendommen. Klageren kommer potentielt udelukkende til at lide et tab, fordi den sikkerhed, der var for de optagne lån, ikke var tilstrækkelig til at indfri lånene ved et salg af pantet. Selv hvis klageren var blevet medejer af H’s ejendom, ville klageren fortsat over for banken hæfte for restgælden.
Et eventuelt ansvar for mangelfuld rådgivning er under alle omstændigheder forældet, idet denne relaterer sig til klagerens påtagne hæftelser i 2014 og 2016.
Ankenævnets bemærkninger
I 2011 købte H et hus og optog i den forbindelse et realkreditlån, der blev formidlet af Sydbank. Klageren flyttede ind hos H, og i 2013 indgik de ægteskab.
I marts og september 2014 optog klageren og H et boliglån på 262.000 kr. og et prioritetslån på 108.000 kr. i banken som solidarisk hæftende debitorer. Klageren har oplyst, at hun også blev meddebitor på H’s realkreditlån. Klageren var ikke medejer af den pantsatte ejendom.
I 2016 blev boliglånet forhøjet til 400.000 kr.
Den 9. september 2019 blev klagerens og H’s realkreditlån omlagt, og i den forbindelse blev ydelsen på boliglånet sat op.
I maj 2021 blev klageren og H skilt.
Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med hendes optagelse af lån som meddebitor i 2014, 2016 og 2019 var mangelfuld.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren underskrev lånedokumenterne som meddebitor og dermed på bindende måde påtog sig at hæfte for lånene.
Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at klageren er frigjort fra sin hæftelse som debitor.
Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at klagerens underskrift af lånedokumenterne skete efter utilbørligt pres fra banken.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.