Indsigelse mod investeringer, mod kreditforhøjelser og mod størrelse af restgæld
| Sagsnummer: | 349/2017 |
| Dato: | 02-03-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Kristian Ingemann Petersen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod investeringer, mod kreditforhøjelser og mod størrelse af restgæld |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod investeringer, mod kreditforhøjelser og mod størrelse af restgæld.
Sagens omstændigheder
Den 2. oktober 2000 blev der oprettet en konto nr. -389 med en kredit på 100.000 kr. til klageren i BG Bank (nu Danske Bank). Samme dag blev der oprettet et depot nr. -507 til klageren i banken. Banken har fremlagt en udskrift fra sit it-system vedrørende stamoplysninger for konto nr. -389 og depot nr. -507, som ifølge udskriften var pantsat. Banken har anført, at klageren brugte kreditten til investeringer, og at kreditten blev forhøjet flere gange på klagerens initiativ. Klageren har bestridt dette. Klageren har anført, at kreditten blev oprettet uden hans samtykke, at der var tale om et midlertidigt overtræk på 100.000 kr., der udviklede sig til et bevilget overtræk på 100.000 kr., og at depotet blev overflyttet fra hans tidligere pengeinstitut uden tilknytning til konto nr. -389
Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af kreditaftalen og/eller efterfølgende aftaler om forhøjelser. Banken har oplyst, at det fremgår af sagskommentarerne i bankens kreditsystem, at kreditten blev forhøjet til 150.000 kr. i april 2002, til 250.000 kr. i februar 2004, til 500.000 kr. i august 2004, at der var flere bevilgede overtræk på kreditten i perioden frem til ultimo januar 2006, hvor kreditten blev forhøjet med 250.000 kr. til 750.000 kr., og at der blev bevilget midlertidigt overtræk på 116.000 kr. den 31. august 2006. Banken har anført, at forhøjelserne skete efter klagerens anmodning. Klageren har bestridt dette og har bestridt rigtigheden af bankens sagskommentarer i bankens kreditsystem. Banken har fremlagt kontoudskrifter nr. 1-57 for konto nr. -389 for perioden fra 28. september 2001 til 31. december 2014. I kontoudskrift nr. 4 pr. 28. juni 2002 var kreditmaksimum anført til 150.000 kr. I kontoudskrift nr. 11 pr. 31. marts 2004 var kreditmaksimum anført til 250.000 kr., i kontoudskrift nr.13 pr. 30. september 2004 var kreditmaksimum anført til 500.000 kr., og i kontoudskrift nr. 19 pr. 31. marts 2006 var kreditmaksimum anført til 750.000 kr.
Banken har fremlagt transaktionslister vedrørende køb og salg af aktier til klagerens depot i perioden fra den 22. december 2001 til den 28. marts 2012 og har oplyst, at der efter hver handel blev sendt en fondsnota til klageren. Banken har endvidere fremlagt print fra sit kommentarsystem vedrørende telefonsamtaler med klageren (i alt 16 kommentarer i perioden fra den 28. juli 2005 til den 15. december 2010) om køb og salg af aktier til klagerens depot. Klageren har bestridt rigtigheden af bankens sagskommentarer.
Banken har endvidere fremlagt årsoversigter for årene 2001 til 2012 og har oplyst, at disse blev sendt til klageren. Årsoversigterne indeholdt oplysning om saldo og renteudgifter på konto nr. -389. Vedrørende depot nr. -507 indeholdt årsoversigterne oplysning om kursværdi, de enkelte værdipapirer i beholdningen og salg af værdipapirer i årets løb. Af årsoversigterne fremgik bl.a., at kursværdien af depot nr. -507 ved udgangen af 2007, 2009, 2010 og 2011 udgjorde henholdsvis ca. 726.000 kr., 174.000 kr., 90.000 kr. og 20.000 kr.
I et brev til klageren af oktober 2007 oplyste banken om nye EU-regler (MiFID) om handel med værdipapirer. I brevet var bl.a. anført:
”… EU reglerne stiller kun krav til os, men du vil dog opleve enkelte ændringer, hvis du for eksempel ønsker at få en personlig anbefaling af din rådgiver. … Som noget nyt får du også tildelt et handelsområde – det sker for at sikre, at du har kendskab og erfaring med at handle. Vurderingen sker ud fra, hvor ofte og hvilke typer værdipapirer der er handlet på dit depot hos os inden for de sidste to år. Ud fra denne vurdering omfatter dit handelsområde:
- Pasningsprodukter – Flexinvest Pension, Flexinvest Fri og Puljeinvest
- Simple obligationer og obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser
- Aktier og aktiebaserede investeringsforeningsbeviser…”
Banken har anført, at den på et møde med klageren den 10. november 2007 foreslog, at klageren placerede en tredjedel af sin beholdning i obligationer, men at klageren valgte fortsat udelukkende at investere i aktier. Klageren har bestridt, at han var til møde med banken.
Den sidste indsættelse på konto nr. -389 fandt sted den 14. februar 2013, hvor der blev indsat et beløb på 17.532 kr. i rente, hvorefter saldoen på kontoen udgjorde -749.981,15 kr.
Ved et brev af 20. marts 2015 til klageren opsagde banken kreditten med tre måneders varsel til fuld indfrielse med en gæld på 749.981,15 kr. med tillæg af ikke tilskrevne renter på 191.000 kr. Ved et brev af 2. juli 2015 anmodede banken klageren om at underskrive et frivilligt forlig til anerkendelse af gælden. Banken har oplyst, at sagen overgik til bankens inkassoafdeling, og at der var dialog med klageren og klagerens advokat for at finde en løsning, men at parterne ikke kunne nå til enighed om en akkord. I e-mail af 14. april 2016 rejste klageren indsigelse mod gælden. Ved e-mail af 11. maj 2016 afslog banken et tilbud fra klageren om at afvikle gælden med 100.000 kr.
Ved stævning af 3. juli 2017 nedlagde banken påstand om, at klageren skulle betale 749.981,15 kr. med tillæg af renter fra den 1. juli 2014 til den 30. juni 2017. Den 19. september 2017 henviste retten sagen til behandling i Ankenævnet efter klagerens anmodning, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande
Den 17. oktober 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at kreditten blev oprettet af banken uden hans samtykke. Efterfølgende blev han alene informeret om en kredit/bevilget overtræk på 100.000 kr. Banken skal frafalde den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.
Han har på intet tidspunkt søgt om forhøjelse af kreditten. Alle forhøjelser af kreditten blev foretaget af banken uden hans kendskab. Han kan ikke genkende de af banken påberåbte sagskommentarer i bankens kreditsystem. Sagskommentarerne er ikke afstedkommet af en dialog med ham. Der har aldrig været en dialog mellem ham og banken herom. Kommentarerne angår rekonstruerede begivenheder, som aldrig har fundet sted. Banken har tilsyneladende skrevet kommentarerne til intern brug. Han kan ikke acceptere disse som et faktum i sagsfremstillingen. Han har aldrig, som anført i bankens sagskommentarer, været inviteret til møde vedrørende den påståede kredit.
Banken har ikke kunnet fremlægge en kreditaftale. Træk på kreditten kan ikke efterfølgende bruges som dokumentation for, at han har indgået aftale om kreditforhøjelser. Banken har alene fremlagt kontoudskrifter og årsoversigter, der ikke retfærdiggør, at banken lod tingene udvikle sig som sket. Efter kreditforhøjelserne voksede gælden og renterne til en uoverskuelig størrelse. Han havde en klar forventning om, at der ville være dækning inden for rammen på 100.000 kr. Bankens motiv til forhøjelserne var tilsyneladende, at banken, hver gang den købte aktier til hans depot, ikke behøvede at sælge aktier fra depotet. Banken fik en øget indtjening, og bankens medarbejdere fik en højere bonus.
Købene skete efter rådgivning fra banken. Han blev tilbudt, men fravalgte selv at handle ved on-line handel, da han gerne ville rådgives inden evt. handler. Han handlede aldrig uden rådgivning fra banken, bortset fra ”fodboldaktier” som han selv købte. Han husker ikke de 16 handler, som banken har fremlagt kommentarer om. Kommentarerne angår et fåtal af de ca. 400 handler, som hans sædvanlige rådgiver foretog på hans depot. Han havde ikke selv adgang til kontoen. Han har ikke overført eller hævet noget beløb fra kontoen. Der var tale om et lukket kredsløb. Han var bekendt med, at der blev handlet aktier, men var ikke bekendt med det store billede eller konsekvenserne. Han var ikke bekendt med, at der blev handlet i et sådant omfang, at gælden nu overstiger 980.000 kr.
Bankens rådgivning og kreditvurdering var mangelfuld. Der forelå ingen risikoprofil for ham. Han var ikke til noget møde den 10. november 2007. Bankens oplysninger herom er konstrueret af banken.
Han betvivler, at banken sendte tydelig information til ham om notaer, transaktionslister mv. Han blev først i 2009/2010 via Skat opmærksom på, at der var opstået en større gæld. Han rettede henvendelse til banken og forsøgte at få en ordning med banken i 2010 med bl.a. optagelse af et realkreditlån, men banken fralagde sig ethvert ansvar og anbefalede ham at se tiden an og at undlade at sælge i panik. Dette førte til, at værditab og rente til banken ”åd” de sidste værdier. Bankens manglende vilje til at finde en løsning resulterede i, at han måtte ophøre med ejerskab af sin virksomhed. Banken solgte ud af værdipapirerne for at dække de tilskrevne renter uden at informere ham om det.
Danske Bank har anført, at den ikke kan genkende klagerens fremstilling af sagen. Klageren ønskede selv en kredit til investeringer. De efterfølgende kreditforhøjelser skete på klagerens foranledning. Aftalen var, at klageren kunne købe og sælge værdipapirer inden for kredittens maksimum, og at værdien af depotet skulle modsvare dette.
Klageren var fuldt ud bevidst om, hvad han investerede i og den risiko, der var forbundet med at investere. Klageren traf selv beslutning om hver enkelt handel og kontaktede bankens finansbord og gav instruks om køb og salg af værdipapirer. Det fremgår af transaktionslisten, at der i alt blev foretaget ca. 400 handler. Klageren ringede også for at drøfte udviklingen på aktiemarkedet og spurgte af og til banken hvilke aktier, bankens analyseafdeling ville anbefale at købe. Nogle gange købte klageren de pågældende aktier, og andre gange købte klageren noget andet.
I begyndelsen af 2000 og frem til den finansielle krise i 2007/2008 steg aktiekurserne voldsomt. Klageren ønskede tilsyneladende at være med på denne bølge. Det fremgår af årsoversigterne, at værdien af depotet modsvarede eller oversteg trækket på kreditten. Først ultimo 2007 oversteg trækket på kreditten værdien af depotet. Fra 2007 til 2008 faldt trækket på kreditten til ca. 547.000 kr. mens værdien af depotet pr. 31. december 2008 var faldet til ca. 152.000 kr. I 2009 var kreditten igen trukket op til maksimum, og selvom kursværdien af depotet havde rettet sig lidt, var den fortsat meget lavere end i 2006. Kreditforhøjelserne og den øgede handelsaktivitet skal ses i lyset heraf. Efter de bratte kursfald i 2008 fortsatte klageren med at handle aktier. De efterfølgende år faldt kursværdien i depotet som følge af fejlinvesteringer, det ustabile aktiemarked og som følge af, at klageren realiserede de sidste rester af depotet.
Der var ikke indgået en investeringsaftale med banken. Klageren ønskede ikke at følge bankens anbefaling i november 2007 om at investere en tredjedel af beholdning i obligationer, men fortsatte med udelukkende at investere i aktier.
De omhandlede aktiehandler fandt sted i 2000 til 2012, hvorfor forholdet må anses for forældet.
Ankenævnets bemærkninger
Sagen angår tab opstået i forbindelse med lånefinansierede investeringer i aktier foretaget i perioden fra 2000 til 2012 til klagerens depot nr. -507. Investeringerne blev finansieret ved træk på klagerens konto nr. -389. Kreditmaksimum på kontoen udgjorde oprindeligt 100.000 kr. Kreditmaksimum blev flere gange forhøjet til i alt 750.000 kr.
Klageren har anført, at kreditten ikke blev oprettet med hans samtykke, og at han ikke var bekendt med kreditforhøjelserne. Klageren har endvidere anført, at han ikke var bekendt med omfanget af aktiehandler, de enkelte aktiehandler og med udviklingen i resultatet af investeringerne.
Banken har oplyst, at den løbende sendte handelsnotaer vedrørende investeringerne og årsoversigter til klageren. Banken har fremlagt kontoudskrifter nr. 1-57 for konto nr. -389 for perioden fra 28. september 2001 til 31. december 2014. Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren løbende modtog handelsnotaer, kontoudskrifter og årsoversigter. Årsoversigterne indeholdt oplysning om kursværdien af værdipapirerne i depotet, salg af værdipapirer fra depotet i årets løb samt oplysning om saldo og renteudgifter på konto nr. -389. Kreditmaksimum og ændringer heri samt saldo på kontoen fremgik af de fremlagte kontoudskrifter. Ankenævnet finder på baggrund heraf, at klageren var eller burde være bekendt med de foretagne investeringer, og at klageren inden rimelig tid burde have reageret over for banken mod de foretagne handler. Ankenævnet finder endvidere, at klageren var eller burde være bekendt med størrelsen af kreditmaksimum og træk på kreditten.
I et brev til klageren af oktober 2007 oplyste banken, at den baseret på værdipapirhandler på klagerens depot de seneste to år vurderede, at klageren havde kendskab og erfaring med at handle bl.a. aktier, og at klagerens tildelte handelsområde på baggrund heraf bl.a. omfattede aktier.
Ankenævnet finder, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der var forbundet med investering i aktier, og at klageren måtte indse, at bankens anbefalinger beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde.
Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med de lånefinansierede investeringer til klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt klagerens krav er forældet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.