Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage afvist som følge af manglende præcisering af påstande og anbringender.

Sagsnummer: 88/2001
Dato: 27-08-2001
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst: Klage afvist som følge af manglende præcisering af påstande og anbringender.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sagens omstændigheder.

Ved klageskema modtaget 5. marts 2001 indgav klageren klage til Ankenævnet over indklagede.

Af klageskemaets pkt. 1, hvor klageren er opfordret til at fremkomme med en sagsfremstilling eller kort redegøre for sagen, fremgår:

"Jeg har en årrække, indbetalt - husleje - girokonto, [indklagede]. - Lyngby Afdeling. - 2800 Lyngby.

I sammenhæng med fogedforretning. - Civilretten.

(Fogedretten). - 3400 Hillerød. - Udsættelse af lejemål, aftale. [Adresseangivelse]. - Kollerød. - 3450 Allerød. - Jeg kan ikke få oplysninger - orientering - husleje/indbetaling - en årrække - fogedforretning - udsættelse af lejemålet, aftale! -"

Af klageskemaets pkt. 2, hvor klageren er opfordret til at angive, hvad klageren konkret ønsker at opnå hos det indklagede pengeinstitut, fremgår:

"Jeg ønsker, opnå orientering - oplysninger - husleje/ indbetaling - årrække, lejemål/aftale! -"

Sekretariatet forelagde klagen for indklagede, som ved skrivelse af 7. marts 2001 oplyste, at klageren fra november 1998 havde henvendt sig talrige gange til indklagedes interne revision, uden at det lykkedes revisionen at formå klageren til at forklare, hvad hans henvendelse gik ud på. Indklagede anførte endvidere, at klageren tidligere havde rettet lignende henvendelser til indklagedes afdeling på Nørregaardsvej i Lyngby, der heller ikke havde kunnet formå klageren til at forklare baggrunden for henvendelsen. Indklagede anførte samtidig, at klageren muligt fejlagtigt opfattede indklagede som part i et mellemværende mellem klageren og dennes tidligere udlejer. På den anførte baggrund anmodede indklagede Ankenævnets sekretariat om at opfordre klageren til at præcisere klagens nærmere indhold.

Efter at sekretariatet havde opfordret klageren til at præcisere, hvad han ønskede at opnå med klagen, meddelte klageren ved skrivelse af 11. marts 2001:

"Jeg ønsker med klagen at opnå orientering, oplysning, fogedforretning - Civilretten. - 3400 Hillerød. - Allerød Kommune. - 3450 Allerød. Jeg har ikke opnået, oplysninger, orientering - viden/fogedforretning - udsættelse, lejemål/lejeaftale - [adresseangivelse] - Kollerød - 3450 Allerød.

Jeg har flere gange, henvendt mig skriftligt og flere gange personlig henvendelse, fremmøde - Afdeling. - Nørregaardsvej. - [indklagede]. - 2800 Lyngby.

Henvendelserne angående - lejeforhold, lejeaftale - huslejekonto/indbetalinger - [indklagede]. - 2800 Lyngby.[Indklagede]. - Nørregaardsvej. - 2800 Lyngby. - afviste, mine henvendelser - kan ikke hjælpe - vil ikke hjælpe, nævnte lejeforhold/fogedforretning! -

Revisionsafdelingen - [adresseangivelse] - [indklagede]. - DK 1786 København V. - orienterer, oplyser ikke sagen/klagen, dette! - I tilfælde af nyt i sagen/klagen - kan orientering opnås![Indklagede]. - DK 1786 København V. - besvarer ikke mine henvendelser, orientering i sagen/klagen! -"

Ved skrivelse af 4. april 2001 anmodede sekretariatet klageren om at fremkomme med en uddybning af skrivelsen af 11. marts 2001. Sekretariatet orienterede klageren om, at denne kunne rette telefonisk henvendelse til sekretariatet for en nærmere drøftelse.

Ved skrivelse af 6. april 2001 anførte klageren:

"Jeg har gennem en række henvendelser [indklagede] og Civilretten, 3400 Hillerød ikke kunnet få/opnå viden/orientering med hensyn til huslejekonto, huslejeindbetaling en årrække - [indklagede]. Lyng afdeling. - Nørgaardsvej. - 2800 Lyngby. - Lyngby Afdeling - 2800 Lyngby, kan ikke/vil ikke oplyse/hjælpe - orientere, nævnte huslejekonto/indbetaling! -

Personligt fremmøde i fogedforretning, sag - Lyngby Afdeling - 2800 Lyngby - har ikke givet viden/orientering - fogedforretning, huslejekonto, [indklagede]."

Ved skrivelse af 16. maj 2001 anførte indklagede, at man fortsat ikke var i stand til at finde ud af, hvad klagen gik ud på. Indklagede oplyste samtidig, at klagerens engagement bestod af en indlånskonto med et indestående på 1,11 kr. Indklagede anførte endvidere, at der ikke var fremført forhold, der kunne begrunde et erstatningskrav eller andet krav fra klagerens side, ligesom der heller ikke var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde at pålægge indklagede at foretage bestemte handlinger. Indklagede nedlagde på denne baggrund påstand om frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Da klageren trods opfordring ikke har præciseret sine påstande og anbringender, og da det ikke er muligt at behandle klagen på det foreliggende grundlag, afviser Ankenævnet klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.