Erstatning, pengeinstituttets behandling af klage.
| Sagsnummer: | 357/1993 |
| Dato: | 30-11-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Erstatning, pengeinstituttets behandling af klage. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 28. juni 1993 indgav klageren klage over indklagede. Ifølge klageskemaet er klagerens påstand således:
"Pengeinstituttet skal erkende, at det har chikaneret mig ved at forhale klagebehandlingen i fire år, og betale erstatning herfor, kr. 600.000."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagen vedrører indklagedes behandling af en klage over forhold vedrørende nogle aktier i et udenlandsk selskab, som klageren ejede frem til sommeren 1993. Klageren har tidligere indgivet tre klager til Ankenævnet herom. Der henvises til sagsfremstillinger i Ankenævnets kendelse af 25. oktober 1990 (sag nr. 235/1990), kendelse af 5. marts 1993 (sag nr. 448/1992) og kendelse af ... 1993 (sag nr. 144/1993).
Klageren har anført, at indklagede har chikaneret ham i forbindelse med klagesagsbehandlingen med henblik på at få klageren til at opgive sin klage. Indklagede burde som erkendt af indklagedes direktionsmedlem på et langt tidligere tidspunkt have indkaldt klageren til en drøftelse af sagen. Indklagede har ladet 10-12 forskellige personer behandle hans sag og har ikke givet ham mulighed for at afhøre medarbejdere hos indklagede. Klageren finder, at ved en seriøs behandling af hans klage, da den først fremkom, ville denne have været afgjort inden for 1-2 måneder og højst ved udveksling af 4-5 skrivelser. Indklagede har flere gange opfordret klageren til at søge klagen afgjort gennem anlæggelse af retssag. Baggrunden herfor har været, at indklagede var klar over, at klageren ikke magtede dette økonomisk. Klagerens krav er sat til 150.000 kr. pr. år svarende til, hvad en advokat skønnes at ville have krævet for behandling af sagen.
Indklagede har anført, at indklagedes sagsbehandling ikke kan anses som mangelfuld eller chikanøs. Det er yderst sjældent, at indklagede meddeler en kunde, at man anser yderligere korrespondance for nytteløs, men det kan forekomme i sager, hvor der har været en omfattende korrespondance, og hvor man føler, at en fortsættelse af denne er formålsløs. I den foreliggende sag er der således udvekslet 2-300 breve på fire år. Klagerens sag har været behandlet af 10-12 forskellige personer, hvilket beror på, at klageren, efter at have modtaget et svar og fundet det utilfredsstillende, rettede henvendelse til andre hos indklagede, herunder indklagedes direktion og bestyrelsesformand. Klageren deltog i august 1989 sammen med sin daværende advokat i et møde om sagen. Indklagede har skønnet, at yderligere møder ikke tjente noget formål. Indklagede har ikke givet klageren mulighed for at afhøre medarbejdere, idet det er indklagedes opfattelse, at en klager ikke har krav på udenretligt at afhøre indklagedes medarbejdere. Det må også være indklagedes egen vurdering, hvilke rapporter, der udfærdiges i forbindelse med behandlingen af en klagesag, og en klager har ikke krav på at modtage kopi af sådant materiale, men indklagede har i den foreliggende sag udleveret kopi af diverse indberetninger m.v. til klageren. Indklagede har sammenfattende anført, at man har behandlet klagerens mange henvendelser sobert og seriøst, men ikke har fundet grundlag for at imødekomme klagerens krav.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at klagerens kritik af den måde, på hvilken indklagede har behandlet hans klage, må anses for grundløs.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.