Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel.

Klageren købte i 1960 en ejendom, som han derefter lejede ud. I ejendommen indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren bad i september 1993 instituttet om låneomlægning og om at få september-terminen lagt ind i det nye lån, da han som følgende af manglende huslejeindtægt ikke var i stand til at betale denne termin. Klageren oplyste, at der ikke forventedes økonomiske problemer med fremtidige terminer, idet ejendommen pr. 1. oktober 1993 igen var lejet ud. Instituttet fremsendte den 14. oktober 1993 en beregning af omlægning og anførte, at der netto kunne spares ca. 500 kr. pr. måned, hvilket var i underkanten til, at omprioritering af ejendommen kunne anbefales. Instituttet kunne dermed heller ikke tilbyde en finansiering af september-terminen. Restancerne blev efterfølgende forgæves søgt afviklet parallelt med, at instituttet foretog retsforfølgning for disse. I marts 1994 gav klageren salgsfuldmagt til instituttet. Efter salg af ejendommen opgjorde instituttet sit underskud i forbindelse med handlen til 156.267 kr., som de gjorde gældende som personlig fordring over for klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende og skulle få ham slettet i RKI Kredit Information. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at klageren - i tråd med anbefalingerne i instituttets markedsføringsmateriale - i september 1993 henvendte sig om låneomlægning, idet han forudså en terminsrestance. Klageren var ikke på det tidspunkt i restance. Henvendelsen førte ikke til en løsning på klagerens tilsyneladende midlertidige betalingsvanskeligheder, men til et begivenhedsforløb, hvorefter klagerens gæld til instituttet nogle få år efter var steget fra de godt 7.000 kr. til godt 156.000 kr. Ud fra instituttets udtalelse til Nævnet fastslog Nævnet, at instituttets svar af 14. oktober 1993 i realiteten var et afslag på låneomlægning. Svaret var imidlertid udformet som en rådgivning, hvilket kunne have givet anledning til misforståelser. Vurderet isoleret som en rådgivning var instituttets svar problematisk. Nettooydelsen på de indestående lån udgjorde ca. 1.555 kr. pr. måned. En besparelse på 500 kr. pr. måned måtte derfor umiddelbart anses for at være betragtelig. Hertil kom, at nutidsværdien af det nye låns betalinger udgjorde godt 9.000 kr. mindre end nutidsværdien af de gamle låns betalinger. Selv om instituttet havde været berettiget til at fortsætte retsforfølgningen mod klageren, fandt Nævnet, at en række omkostninger kunne være undgået, hvis sagen havde været grebet mere hensigtsmæssigt og smidigt an. Ud fra en samlet vurdering af sagen fandt Nævnet, at instituttet ikke med rimelighed kunne gøre det samlede krav gældende mod klageren, men at kravet skønsmæssigt skulle nedsættes til 45.000 kr.