Afgørelse

Indekskontrakter. Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde. Forrentning af indekskonto.

Indledning.

Under denne sag har klageren gjort indsigelse imod, at udbetalingerne fra hendes indekskonto hos indklagede er ophørt tidligere end forventet.

Sagens omstændigheder.

I 1970 oprettede klageren seks indekskontrakter hos indklagede. Udbetalingsperioden var 10 år og grundrenten 4,25% p.a. Indekskontoen skulle forrentes med indklagedes højeste indlånsrente, der var p.t. 9% p.a., samt en overrente p.t.1/4 % p.a.

I slutningen af 1992, hvor klageren fyldte 67 år, begyndte udbetalingerne fra indekskontoen. Klageren valgte udbetaling med en fast grundrente på 4,25%.

I december 1993 nedsatte indklagede klagerens egenudbetaling fra 1.427,34 kr. til 1.377,94 kr. pr. måned. Klageren klagede over nedsættelsen af egenudbetalingen og forrentningen af indekskontoen til Ankenævnet, jf. Ankenævnets kendelse af 12. december 1995 i sag nr. 91/1994, hvortil der henvises. Konklusionen i kendelsen var følgende:

" Indklagede skal fastsætte klagerens månedlige egenudbetalinger til 1.427,34 kr. med virkning fra 20. december 1993, såfremt klageren inden 4 uger fra denne kendelses afsigelse giver indklagede meddelelse om, at hun ønsker dette uanset risikoen for, at den anførte størrelse af egenudbetalingen kan medføre en reduktion af udbetalingsperioden."

Klageren gav ikke meddelelse til indklagede om, at hun ønskede at fastholde egenudbetalingernes størrelse.

Indklagede har oplyst, at de månedlige egenudbetalinger blev justeret som følger:

Den sidste fulde udbetaling fra indekskontoen skete i april 2002, og i maj 2002 fik klageren udbetalt kontoens restbeløb.

Ifølge en oversigt over forrentningen af klagerens indekskonto i perioden 1992-2002 blev kontoen i perioderne 7. januar 1994 - 12. marts 1995, 18. december 1995 - 6. maj 1998 og fra 7. december 1998 til udløb i foråret 2002 forrentet med en rentesats, der inklusiv overrente var mindre end 4,25%.

Parternes påstande.

Den 23. maj 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 20.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede er ansvarlig for, at udbetalingerne fra indekskontoen stoppede 7 måneder før udløbet af udbetalingsperioden på 10 år, hvilket har medført et tab for hende på ca. 20.000 kr. Subsidiært bør indklagede indbetale ca. 10.000 kr. svarende til statens indekstillæg i 7 måneder.

Indklagede burde have indrettet sin rentepolitik over for indekskontraktkunder således, at man levede op til de kontraktmæssige forpligtelser om udbetaling i 10 år.

Siden afslutningen af klagesagen i 1995 har hun ikke modtaget henvendelser fra indklagede om kontoen bortset fra de årlige udskrifter.

I foråret 2002 har hun forgæves forsøgt at få oplyst, hvem der har udregnet de beløb, der har figureret på stamkortet som egenudbetaling, og om indklagede har opfyldt sine rentemæssige forpligtelser.

Indklagede burde omkring 1996, hvor forrentningen af indekskontoen konstant kom under de magiske 4,25%, have foreslået overgang til udbetaling med variabel grundrente for at kunne overholde den lovede udbetalingsperiode på 10 år.

Indklagede har undladt at efterkomme en anmodning fra hende om konkret at oplyse, hvordan udbetalingsforløbet ville have været, hvis hun i 1996 var gået over til udbetaling med variabel grundrente.

Indklagede har anført, at klagerens indekskonto i overensstemmelse med indekskontrakterne og finansministeriets retningslinjer er blevet forrentet med indklagedes højeste indlånsrente med tillæg af en overrente. Højeste indlånsrente er betegnelsen for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Udbetaling med fast grundrente betyder som udgangspunkt, at egenudbetalingen er ens gennem årene. Udbetalingsperioden vil dog kunne blive påvirket, hvis renteniveauet ændres. I tilfælde, hvor renteniveauet i udbetalingsperioden er højere end grundrenten vil udbetalingsperioden blive længere end oprindeligt aftalt. I tilfælde, hvor renteniveauet falder, vil dette kunne påvirke udbetalingsperioden negativt.

Fra 1993 til 2002 har der været et generelt faldende renteniveau, hvilket er årsagen til, at udbetalingsperioden i forbindelse med klagerens indekskonto er blevet forkortet.

Den reduktion i egenudbetalingen, som fandt sted i 1993, skyldtes en justering med hensyn til realrenteafgiften. De efterfølgende stigninger i egenudbetalingerne fra 1993 til 2002 skyldes fald i realrenteafgiften. Ændringerne i klagerens egenudbetalinger skyldes således alene ændringer vedrørende til realrenteafgiften.

Egenudbetalingen fastsættes af PBS efter tabeller udarbejdet af Finansstyrelsen.

Ved udbetaling med variabel grundrente varierer egenudbetalingen gennem udbetalingsperioden afhængigt af det faktiske renteniveau med henblik på at opretholde den aftalte udbetalingsperiode. Der er dog ingen garanti for, at den aftalte udbetalingsperiode opnås, da grundrenten fastsættes for et år af gangen. På grund af den stadig faldende rente ville også valg af udbetaling med variabel grundrente have medført en afkortning af udbetalingsperioden.

Indklagede har ikke haft grund til at tro, at klageren ønskede egenudbetalingen beregnet på baggrund af en variabel grundrente, idet klageren i forbindelse med den tidligere klagesag gav udtryk for, at hun ønskede det samme beløb udbetalt hver måned.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indeståendet på klagerens indekskonto til stadighed er blevet forrentet med indklagedes højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Indklagede har ikke været forpligtet til at forrente indeståendet med en samlet rente, som mindst svarede til den faste grundrente på 4,25%, med henblik på at fastholde den forudsatte udbetalingsperiode på 10 år.

Ved udbetalingsperiodens begyndelse valgte klageren en ordning med udbetaling på grundlag af den nævnte faste grundrente. På baggrund af den tidligere klagesag måtte klageren være klar over, at udbetalingsperioden ville blive afkortet, hvis ordningen med fast grundrente blev opretholdt, og forrentningen af kontoen kom under denne rente, ligesom hun måtte være klar over, at hun ville gå glip af statens indekstillæg i det omfang, udbetalingsperioden blev afkortet. Klageren gav efter afsigelsen af Ankenævnets kendelse af 12. december 1995 ikke meddelelse om, at hun ønskede at fastholde den oprindelige egenudbetaling på 1.427,34 kr., men da der i de følgende år kun skete mindre justeringer af egenudbetalingernes størrelse, kan klageren ikke med føje have fået den opfattelse, at hendes ordning var ændret til en ordning med variabel grundrente. I hvert fald under disse omstændigheder findes der ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at man ikke tilrådede klageren at overgå til udbetaling på grundlag af variabel grundrente.

Efter det anførte tages hverken klagerens principale eller hendes subsidiære påstand til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.