Ved gældsbrev af 14. maj 1987 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån på 77.500 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.292,20 kr., første gang den 1. juni 1987. Af lånedokumentet fremgår:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 11,88% p.a., der beregnes og tilskrives månedsvis forud."
Indklagede har oplyst, at klagerens lån i perioden fra etableringstidspunktet og indtil den nye kreditaftalelovs ikrafttræden den 1. januar 1991 har fulgt renteændringerne på tilsvarende lån i det pengeinstitut, der ejer indklagede. Renteændringerne i denne periode har været således (pålydende rente):
Pr. 10. juli 1989: fra 11,88% til 12,38%
Pr. 15. oktober 1989: fra 12,38% til 13,38%
Pr. 15. november 1989: fra 13,38% til 14,88%
Pr. 29. maj 1990: fra 14,88% til 14,63%
Pr. 31. maj 1990: fra 14,63% til 14,88%
Pr. 6. juli 1990: fra 14,88% til 14,63%
Efter kreditaftalelovens ikrafttræden har renten fulgt udviklingen i pengemarkedsrenten (Cibor-renten). Der har herefter været følgende renteændringer (pålydende rente):
14,630
16. august 1991 15,130
14,630
15,130
15,630
15,880
16,380
18. september 1992 18,380
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde ham en rentedekort.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede efterfølgende har ydet tilsvarende nye lån til en væsentligt lavere rente. Indklagedes forrentning af klagerens lån har endvidere været betragtelig højere end andre pengeinstitutters forrentning af tilsvarende lån.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med ikrafttrædelsen af kreditaftaleloven den 1. januar 1991 blev pålagt at anvende et renteændringsprincip baseret på en referencerente, som indklagede ikke selvstændigt havde indflydelse på. Indklagede valgte at lade lånene regulere i overensstemmelse med gennemsnittet af Cibor-renten. De stedfundne renteændringer på klagerens lån er således sket i overensstemmelse med lånedokumentets bestemmelser samt under respekt af de bestemmelser, der blev pålagt indklagede i forbindelse med kreditaftaleloven. Indklagede har, efter at klagerens lån er ydet, indført et nyt billånsprodukt, der blev benævnt "Tryghedsrente". Dette indebærer, at rentesatsen i forhold til etableringstidspunktet ikke kan fastsættes lavere og maksimalt kan forhøjes med 2 procentpoint. Lånet kan således ikke sammenlignes med klagerens lån, som er etableret på fuldt variable vilkår. Såfremt der skulle sammenlignes med klagerens lån, hvor klageren oprindeligt har udbetalt 20% af bilens værdi, ville rentesatsen i efteråret 1992 have andraget 14,5%.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det oplyste lægges til grund, at renten på klagerens lån til stadighed har fulgt indklagedes almindelige rente for billån med variabel rente. Klageren findes ikke at kunne påberåbe sig, at indklagede nu yder billån med en i det væsentlige fast rente, der er lavere end den rente, der for tiden er fastsat for billån med variabel rente. Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at denne rente overstiger det rimelige.
Som følge heraf