Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udenlandske datterselskaber af danske pengeinstitutter.

Sagsnummer: 96/1988
Dato: 04-11-1988
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne: Afvisning - udenlandske pengeinstitutter § 2, stk. 1/ § 5, stk. 2
Ledetekst: Udenlandske datterselskaber af danske pengeinstitutter.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

01.096.1988

Ved klageskema underskrevet den 29. august 1988 har klageren indbragt en sag imod "Privatbanken, Luxembourg afd." for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde ham en erstatning på 550.000,- kr.

Ved skrivelse af 7. september 1988 oplyste Privatbanken, som af Ankenævnets sekretariat var anmodet om en udtalelse i sagens anledning, at klagen vedrører Privatbanken International (Denmark) S.A., Luxembourg, som er et helejet datterselskab af Privatbanken A/S. Under henvisning hertil påstod Privatbanken sagen afvist som faldende uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1.

Ved skrivelse af 30. september 1988 til klageren afviste Ankenævnets sekretariat herefter klagen, idet man oplyste, at Ankenævnet efter sine vedtægters § 2, stk. 1, behandler klager over danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber samt klager over danske filialer af udenlandske pengeinstitutter.

Ved personligt fremmøde i Ankenævnets sekretariat den 20. september 1988 har klageren begæret sekretariatets afvisning af hans klage indbragt for Ankenævnet. Af et under klagerens møde i sekretariatet i hans påhør indtalt notat fremgår, at klageren er af den opfattelse, at klagen ikke vedrører Privatbanken International, (Denmark), S.A., men derimod Privatbanken A/S, domicileret i Danmark. Dette støtter klageren på, at hans engagement med banken i sin tid påbegyndtes ved, at hans tidligere pengeinstitut til Privatbanken i Danmark overførte et større beløb. Endvidere har klageren i tvisten med Privatbanken korresponderet med en herværende direktør i banken.

Privatbanken har ved skrivelse af 28. september 1988 bemærket, at den pågældende direktør har korresponderet med klageren i sin egenskab af bestyrelsesformand for Privatbanken International (Denmark) S.A.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at klageren hos Privatbanken International (Denmark) S.A., i det følgende kaldet banken, der er domicileret i Luxembourg, har haft lån i DM, der har været anvendt til køb af værdipapirer, der har været deponeret hos banken til sikkerhed for lånet. Klagerens engagement med banken omfattede endvidere valutaterminsforretninger i såvel DM som svenske kr. Klagen vedrører klagerens tab på dette engagement. Ved skrivelse af 2. juli 1986 gav banken meddelse om sammenlægning af to tidligere lån, ydet i DM og der udfærdigedes samme dato en allonge, ifølge hvilken banken under nærmere opregnede betingelser var uigenkaldelig berettiget til på klagerens vegne at sælge de værdipapirer, som lå i depot til sikkerhed for lånet. Allongen, der er dansksproget, er for kreditor underskrevet af Privatbanken International (Denmark) S.A., Luxembourg. Tilsvarende allonger er udstedt i oktober 1986 og i januar 1987.

På bankens brevpapir er i nederste højre hjørne anført enten på engelsk eller på dansk, at banken er et helejet datterselskab af Privatbanken A/S, København, Danmark.

Samtlige under sagen fremlagte kontoudtog vedrørende klagerens engagement ved banken er udstedt af Privatbanken International (Denmark) S.A.

Allerede på fordi klagen vedrører klagerens forhold til et i udlandet domicileret datterselskab af et dansk pengeinstitut, tiltrædes det, jf. vedtægternes § 2, stk. 1., at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne sag. Klagegebyret tilbagebetales klageren.