Afgørelse

Ejendomshandel. Økonomisk rådgivning.

I forbindelse med køb af en ejendom kontaktede klagerne i foråret 2007 en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for det indklagede realkreditinstitut. Klagerne indgik i april 2007 aftale om køb af ejendommen. Købsaftalen var betinget af, at købers rådgiver godkendte handlen i sin helhed og at købers pengeinstitut godkendte økonomien. Købet var forudsat finansieret med 80 pct. realkreditlån. Klagerne indgik i april 2007 en køberrådgivningsaftale med ejendomsmægleren. Instituttet afgav i maj tilbud på et obligationslån på 1.653.000 kr., og senere i maj 2007 underskrev klagerne 3 private pantebreve på i alt 1.250.000 kr. Den låneformidlende ejendomsmægler forklarede i forlængelse heraf klagerne, at finansieringen grundet købernes økonomiske situation var sammensat af et 60 pct. realkreditlån og resten som boliglån, og at dette kunne ændres, når klagerne efter endt uddannelse var blevet lånegodkendt. Klagerne havde sat deres sommerhus til salg hos samme ejendomsmægler, uden at det førte til et salg. I april og maj 2008 blev salget af de private pantebreve ophævet, idet sommerhuset ikke som forudsat var solgt, og der blev indledt en forsikringssag hos ejendomsmæglerens forsikringsselskab. Det lykkedes ikke at få forsikringsselskabets accept af salg af ejendommen i fri handel. Klagenævnet for Ejendomsformidling afsagde i januar 2009 kendelse i sagen, hvorefter ejendomsmægleren som følge af alvorligt kritisabel rådgivning skulle tilbagebetale rådgivningsvederlaget på 12.887 kr. Klagenævnet kunne ikke tage stilling om der herudover var et erstatningskrav som følge af den alvorligt kritisable rådgivning.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet skulle tilbagekøbe ejendommen til den oprindelige købspris, subsidiært at friholde klagerne for ethvert tab i forbindelse med den indgåede ejendomshandel. Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet anså sig kompetent til at behandle klagen vedrørende instituttets finansiering af ejendommen med 60 pct. realkreditlån. Klagen mod instituttet angik det forhold, at instituttet i betragtning af klagernes økonomiske forhold ikke burde have muliggjort gennemførelsen af handlen. Nævnet fandt det under de foreliggende omstændigheder, hvor klagerne havde antaget en købermægler, og hvor handlen var betinget af, at klagernes pengeinstitut godkendte økonomien, overvejende betænkeligt at fastslå, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved som sket at medvirke til handlens finansiering. Denne vurdering ændredes ikke af, at klagernes købermægler tillige var autoriseret låneformidler for instituttet. Nævnet frifandt derfor instituttet.