Klage vedrørende rådgivning i 2002 om formuedispositioner fremsat i 2007.
| Sagsnummer: | 327/2007 |
| Dato: | 03-06-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende rådgivning i 2002 om formuedispositioner fremsat i 2007. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod rådgivning i 2002 om dispositioner vedrørende hans formue.
Sagens omstændigheder.
I sommeren 2002 blev klageren ramt af en hjerneblødning. Klageren drev indtil da liberalt erhverv i selskabsform. Klageren og anpartsselskabet havde et kundeforhold med Nordea Bank Danmark.
I efteråret 2002 blev klagerens liberale erhverv afhændet af anpartsselskabet. Klageren bibeholdt selskabet uden direkte erhvervsmæssig aktivitet.
Klageren ejede såvel privat som via anpartsselskabet betydelige aktiebeholdninger.
Den 15. november 2002 var to medarbejdere fra Nordea Bank til møde på klagerens private bopæl. Banken har anført, at det på mødet blev aftalt, at en række aktier fra klagerens private depot skulle sælges. Klageren bestrider en sådan aftale.
Den 22. og 25. november 2002 gennemførte Nordea Bank salg af en række af klagerens private aktier.
Den 16. december 2002 blev der afholdt et møde med en af bankens medarbejdere, klageren og klagerens revisor. Banken har anført, at der på mødet var enighed om salg af aktier fra klagerens selskabsdepot samt yderligere salg af klagerens private aktier. Klageren bestrider dette.
Nordea Bank gennemførte den 17. december 2002 salg af aktier fra selskabet og fra klagerens private depot.
Af et fremlagt notat udfærdiget af klagerens revisor i februar 2003 fremgår, at klageren påtænkte at afvikle en investeringskredit på ca. 650.000 kr. i Nordea Bank. Et antal anparter i et kommanditanpartsselskab skulle overdrages til hans anpartsselskab, og der skulle gennemføres en omprioritering af klagerens sommerhus. Begge tiltag ville medføre beløb til nedbringelse af investeringskreditten.
Nordea Bank har anført, at på baggrund af notatet fra revisoren afholdt en medarbejder den 18. februar 2003 et møde med klageren, hvor det aftaltes, at banken skulle være behjælpelig med overdragelsen af kommanditanparterne. Provenuet blev anvendt til nedskrivning af investeringskreditten, betaling af restskat og indskud på en pensionsordning.
Nordea Bank har anført, at der blev holdt møder med klageren den 10. april 2003 samt 16. december 2003. Man kan ikke redegøre nærmere for indholdet af drøftelserne. En af bankens medarbejdere anvendte gennem årene meget tid på klagerens forhold. Klageren brugte pågældende medarbejder som støtte og sparring omkring mange forskellige emner også uden tilknytning til kundeforholdet. På baggrund af klagerens personlige forhold havde medarbejderen stor sympati og medfølelse for klageren. I årene efter 2003 kom klageren stort set dagligt i den pågældende afdeling, ofte blot for at læse dagens aviser samt drikke en kop kaffe/chokolade.
Ved brev af 3. april 2007 rettede klageren henvendelse til Nordea Banks afdeling. I brevet stillede klageren spørgsmålstegn ved, om bankens rådgivning i efteråret 2002 om salget af aktier havde været i overensstemmelse med forbrugerombudsmandens dagældende retningslinjer for god etik i forbindelse med rådgivning i pengeinstitutter. Klageren anførte, at han dengang ønskede en vurdering af, om der var risiko for tab på hans aktieinvesteringer, men at han ikke fik en sådan vurdering. Han kritiserede, at banken ikke havde hjulpet med at få overblik over økonomien eller anbefalet anden rådgivning til hjælp hermed. Klageren kritiserede endvidere bankens rådgivning vedrørende hans kommanditanparter. Bankens rådgivning havde medført, at han havde et betydeligt kontant indestående til lav forrentning. Rådgivningen medførte således en skæv fordeling af hans formueplaceringer. Det var hans indtryk, at banken havde fundet det mest hensigtsmæssigt at realisere hans aktiver, selv om han ville have været i stand til at klare sine forpligtelser alene i kraft af sin private og offentlige invalidepension.
På baggrund af klagerens brev fandt der et møde sted med klageren den 7. maj 2007. Af et af Nordea Bank udfærdiget notat fra mødet fremgår, at banken under ingen omstændigheder følte, at der havde været tale om dårlig rådgivning. Efter, at klageren var blevet anbefalet at henvende sig til advokat, erkendte han, "at han ikke havde hold i sine anklager og foreslog, at vi glemte brevet".
Klageren havde efterfølgende en korrespondance med Nordea Banks kundeservicechef om forløbet af rådgivningen over for ham.
Klageren har fremlagt uddrag af bankens vilkår for sikkerhedsstillelse af værdipapirdepot, hvoraf bl.a. fremgår:
"…
24. Tvangsrealisation
Hvis banken bliver nødt til at tvangsrealisere de pantsatte effekter, sker det ved tvangsauktion.
Håndpantsatte effekter kan banken dog vælge i stedet at sælge ved bankens egen foranstaltning. Fondsaktiver, der er registreret i Værdipapircentralen, og værdipapirer, som har kurs på Københavns Fondsbørs eller på fremmede børser sælges også ved bankens egen foranstaltning eller ved et medlem af fondsbørsen. Inden banken sælger effekterne, sendes et anbefalet brev, hvor pantsætter med en uges varsel opfordres til at opfylde bankens krav. Det gælder dog ikke, hvis omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab.
…"
Parternes påstande.
Klageren har den 13. december 2007 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker Nordea Bank Danmark pålagt at betale erstatning. Klageren har herudover stillet en række spørgsmål om, hvorvidt Nordea Bank har overholdt Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutterne rådgivning.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at banken uden at have overblik over hans økonomi, risikovillighed og investeringshorisont foreslog, at han skulle sælge aktierne for at nedbringe engagementet. På rådgivningstidspunktet havde han en investeringsformue på ca. 3,7 mio., som burde være medtaget i rådgivningen. Banken valgte ikke at få overblik over hans økonomi, så den investeringsrelevante formue ikke kom frem. Banken fokuserede alene på aktier for 1,4 mio. kr., men ikke på en kontant del på 2,3 mio. i forbindelse med rådgivningen om investeringen.
Banken har senere oplyst, at man bestræbte sig på at overholde de dagældende retningslinjer fra Forbrugerombudsmanden. Banken har imidlertid nægtet at uddybe, på hvilken måde man overholdt konkrete regler, hvorfor han anmoder om nævnets udtalelse med hensyn til, om de handlinger, banken har udført, var i overensstemmelse med reglerne.
Han tænker især på, at det af retningslinjerne fremgår, at pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi. Såfremt rådgivning omfatter forhold, der har væsentlig betydning for modtagelse af offentlige ydelser, skal dette medtages i rådgivningen. Endelig skal pengeinstituttet sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås skriftligt eller bekræftes.
Af en fremlagt kreditindstilling fremgår, at der skulle aftales en afvikling af investeringskreditten, og at dette ville blive indledt på et møde primo december 2002 med deltagelse af såvel revisor som advokat. I stedet for at meddele, at banken var kommet til dette resultat, meddelte bankens medarbejder ved enhver lejlighed, at han burde overveje at sælge sit sommerhus, selv om dette ikke var nødvendigt.
Han bestrider ikke, at han under hele forløbet har været i stand til at handle fornuftsmæssigt, men gør opmærksom på, at hans sygdom havde gjort det svært for ham at få overblik over noget, hvor flere elementer indgik. Imidlertid havde banken ikke tålmodighed til at vente på en fornuftig beslutning fra hans side.
Han ville formentlig ikke have solgt hverken sommerhus eller aktier, når dette ikke var nødvendigt.
Med hensyn til bankens anbringende om, at han har uvist retsfortabende passivitet, gør han opmærksom på, at sagen drejer sig om, hvorvidt banken har overholdt forbrugerombudsmandens retningslinjer.
Da banken ikke har dokumenteret nogen aftale om salg af hans aktier, må salget anses som et tvangssalg. Inden et tvangssalg sker, skal banken imidlertid sende anbefalet brev, hvori pantsætter med en uges varsel opfordres til at opfylde bankens krav. Han bemærker herved, at banken ikke havde ret til at indfri gælden uden opsigelse af denne, når der ikke var sket misligholdelse.
Han anmoder Ankenævnet om at vurdere, om tvangssalget af aktierne er i overensstemmelse med retningslinjerne om god etik.
Nordea Bank Danmark har anført, at salget af klagerens aktier skete efter instruks fra klageren og i samråd med klagerens revisor. Der er således ikke tale om tvangsrealisering. Salgene var nødvendiggjort af, at klageren på grund af sin sygdom ikke længere var i stand til at pleje en meget kompleks aktieportefølje og ikke ønskede at betale banken for en sådan porteføljepleje. Uanset sin sygdom var klageren i hele forløbet i stand til at handle fornuftsmæssigt.
Ved rådgivningen af klageren har man levet op til Forbrugerombudsmandens dagældende retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning. Det medgives dog, at den skriftlige dokumentation i sagen er mangelfuld.
Klagerens opfattelse af, at bankens anbefalinger havde baggrund i bankens ønske om en nedbringelse af hans gæld har ikke hold i virkeligheden, hvilket underbygges af den fremlagte kreditindstilling. Banken havde en god indtjening på investeringskreditten, hvorfor indfrielsen af denne ikke skete i bankens interesse.
Med hensyn til klagerens bemærkning om størrelsen af den indlånsrente han blev tilbudt sammenholdt med udlånsrenten bemærkes, at bankens medarbejder adskillige gange gjorde klageren opmærksom på muligheden for at opnå en højere indlånsrente. Klagerens svar var, at han ikke var interesseret, da det ville medføre en reduktion af hans pension.
Klageren har siden 2002 haft rig mulighed for at gøre indsigelse over dispositionerne. Klageren har derfor udvist retsfortabende passivitet ved først at reagere i 2007.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har under sagen anmodet om Ankenævnets vurdering om Nordea Banks handlemåde i 2002 var i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens dagældende retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning. Hertil bemærkes, at Ankenævnet ikke afgiver udtalelse om, hvorvidt en bestemt handlemåde kan anses for korrekt, når dette ikke har sammenhæng med afgørelsen af en aktuel og konkret formueretlig tvist.
Ankenævnet finder, at klagerens krav om erstatning begrundet i, at klageren ikke skulle have givet samtykke til salg af aktier mv. i efteråret 2002 må anses for fortabt som følge af klagerens passivitet. Klageren rejste første gang indsigelser mod disse forhold i april 2007 og har først under Ankenævnets behandling nedlagt påstand om egentlig erstatning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.