Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Beregning af rådighedsbeløb før og efter omprioritering.

Sagsnummer: 689/1994
Dato: 31-05-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Beregning af rådighedsbeløb før og efter omprioritering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indklagede forestod i andet halvår 1993 en omprioritering af klagerens ejendom, hvorved provenuet af et 8% mixlån på 450.000 kr. anvendtes til indfrielse af 6 realkreditlån samt et privat pantebrev med en samlet restgæld på ca. 320.000 kr. Det overskydende provenu anvendtes til nedbringelse af klagerens engagement med indklagede.

Efter at indklagede havde indhentet lånetilbud fra Realkredit Danmark på mixlånet, foretoges konsekvensberegninger den 23. september 1993. Heraf fremgår, at klagerens og dennes ægtefælles rådighedsbeløb efter betaling af skat, boligudgifter og faste udgifter m.v. ville være 51.556 kr. årligt svarende 4.296 kr. månedligt.

På et møde den 24. september 1993 med klageren blev omprioriteringen gennemgået, og klageren underskrev omprioriteringsaftale m.v., hvorefter indklagede igangsatte omprioriteringen.

Den 2. december 1993 opgjorde indklagede lånesagskontoen, hvis overskud på ca. 117.000 kr. overførtes til klagerens totalkonto.

I august 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet han ikke fandt, at familiens aktuelle rådighedsbeløb svarede til det oplyste forud for omprioriteringen. Indklagede foretog herefter en ny beregning af familiens aktuelle rådighedsbeløb samt rådighedsbeløbet inden omprioriteringen. Af indklagedes beregning af 31. august 1994 fremgår, at familiens månedlige rådighedsbeløb før omprioriteringen var 2.918 kr., medens det efter omprioriteringen var 4.100 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at familiens faste udgifter var ca. 15.000 kr. månedligt, før lånene blev omlagt. Indklagedes medarbejder oplyste inden omprioriteringen, at de ville spare 4.000 kr. månedligt, men dette er ikke sket, idet deres udgifter nu er 13.200 kr. månedligt. Indklagede bør derfor betale erstatning.

Indklagede har anført, at det bestrides, at man skulle have oplyst, at der ved omprioriteringen ville komme en besparelse på 4.000 kr. månedligt. Hertil kommer, at klageren ikke har lidt tab.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ikke godtgjort, at indklagede havde stillet klageren i udsigt, at han ved låneomlægningen kunne opnå en månedlig besparelse på 4.000 kr., ligesom der ikke er grundlag for at antage, at indklagede i øvrigt har begået fejl ved sin rådgivning af klageren.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.