Afgørelse

Kortrentelån. Renteberegning.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i november 2009 et lånetilbud til klageren på et kortrentelån på 1.286.000 kr., hvoraf det fremgik, at kontantlånsrenten, som var anslået til 1,7517 pct., kun var beregnet frem til lånets første rentetilpasning. Herefter ville nøgletallene blive ændret som følge af en ændring i renten. Det fremgik endvidere, at det i beregningerne var forudsat, at lånet blev rentetilpasset på vilkår, der svarede til det aktuelle renteniveau på obligationerne. Lånetilbuddet var vedlagt Standardiseret Europæisk Informationsblad, som indeholdt tilsvarende oplysninger om refinansiering og rentefastsættelse. Det tilbudte lån blev udbetalt i december 2009 til en kontantlånsrente på 1,7712 pct. p.a. og en kvartårlig ydelse før skat på ca. 14.400 kr. I relation til beregningen af afdragsforløbet var det anført, at det var forudsat, at lånet ville blive rentetilpasset på vilkår, der svarede til det aktuelle renteniveau på obligationerne. Instituttet fremsendte i januar 2010 en meddelelse til klageren om den forestående refinansiering. I marts 2010 fremsendte instituttet en meddelelse til klageren om den foretagne refinansiering, som havde ført til en ændring af kontantlånsrenten til 1,6977 pct. med en kvartårlig ydelse på ca. 14.900 kr. Klageren var utilfreds med, at rentetilpasningen – selv om renten var faldet - havde ført til højere ydelser end de ydelser, der oprindelig var opført i oversigterne over afdragsforløbet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham erstatning for de merydelser, der var en følge af, at instituttet havde beregnet renten anderledes end oplyst. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at ydelsesforløbet efter refinansiering ved et kortrenteprodukt som det foreliggende kun kan baseres på et skøn, og at der ikke findes faste regler for, hvorledes dette skøn skal foretages. Nævnet fandt ikke at kunne kritisere, at instituttet have benyttet - ikke den aktuelle lånerente - men kreditorrenten til beregning af de ydelser, der lå efter første refinansiering. Nævnet fandt imidlertid, at dette forhold burde fremgå af instituttets oplysninger til låntagerne. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at klageren havde lidt et tab, idet Nævnet måtte lægge til grund, den rente, klageren faktisk blev afkrævet, var korrekt beregnet ud fra de opnåelige kurser. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.