Afgørelse

Spørgsmål om rettidig meddelelse.

Indledning.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt klageren har anmeldt tyveri af sit dankort for sent.

Sagens omstændigheder.

Efter en udlandsrejse ankom klageren og dennes ægtefælle og børn den 14. juni 2001 til Københavns Lufthavn, Kastrup. I lufthavnen blev deres bagage stjålet kl. ca. 17, herunder en taske der indeholdt klagerens dankort. Dankortet var tilknyttet klagerens konto hos indklagede.

Tyveriet blev anmeldt til Københavns Politi i lufthavnen kl. ca. 18.

Samme dato kl. 20.12 foranledigede klageren dankortet spærret via PBS.

Dankortet var forinden spærringen blevet misbrugt ved følgende hævninger, hvor PIN-koden var anvendt:

Den 23. august 2001 indsatte indklagede 5.738,31 kr. på klagerens konto, svarende til det samlede misbrug på 6.938,31 kr. med fradrag af selvrisikoen på 1.200 kr.

Ved skrivelse af 28. august 2001 meddelte indklagede, at klageren som følge af for sen spærring af kortet hæftede for hævningerne kl. 19.22 og kl. 19.38 på i alt 3.438,31 kr. Da klageren allerede havde betalt 1.200 kr., blev hun anmodet om at betale det resterende beløb på 2.238,31 kr. Klageren gjorde indsigelse imod kravet.

Ved skrivelse af 13. september 2001 fastholdt indklagede kravet, og den 15. oktober 2001 blev de 2.238,31 kr. debiteret klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 10. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde hende skadesløs for misbruget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det på grund af de særlige omstændigheder i forbindelse med tyveriet af kortet ikke bør bebrejdes hende, at kortet ikke blev spærret tidligere end sket.

De anmeldte straks tyveriet af bagagen til politiet i lufthavnen. Det var en forvirret situation, hvor de skulle finde ud af, hvad der var blevet stjålet m.v. og på den måde få et overblik over situationen. Fra de konstaterede tyveriet, til de var færdige med anmeldelsen, gik der ca. 1½ time. Herefter var der ca. 1 times transport til hjemmet, hvorfor kortet først blev spærret kl. 20.12.

Under hensyn til den forvirring, der opstod i forbindelse med tyveriet, bør det ikke komme hende til skade, at hun ikke straks tænkte på eventuelt at låne politiets telefon med henblik på at spærre dankortet.

PIN-koden til kortet var ikke noteret noget sted.

Indklagede har anført, at klageren burde have spærret dankortet i forbindelse med anmeldelsen af tyveriet til politiet. I givet fald kunne hævningerne kl. 19.22 og kl. 19.38 have været forhindret. Klageren hæfter derfor for disse to hævninger på i alt 3.438,31 kr.

I Københavns Lufthavn er der talrige muligheder for at benytte en telefon.

Klageren har optrådt uforsvarligt ved ikke omgående at foranledige kortet spærret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, hæfter brugeren med op til 8.000 kr., hvis den til betalingsmidlet hørende PIN-kode har været anvendt, og "brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab". Efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere betalingskortlovs § 21, stk. 3, nr. 3, omfattede den udvidede hæftelse den situation, at kortindehaveren "har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet". Efter denne bestemmelse havde kortindehaveren således ved kortets bortkomst pligt til at spærre kortet snarest muligt, selv om kortindehaveren var af den opfattelse, at besidderen af kortet ikke tillige kunne være kommet i besiddelse af PIN-koden. Baggrunden for den ændrede formulering må antages at være, at § 11, stk. 3, tillige omfatter betalingssystemer, der fungerer uden kort, jf. at den hidtidige formulering er opretholdt i stk. 4, nr. 1, der omfatter tilfælde, hvor der ikke har været anvendt PIN-kode, men en falsk underskrift. Efter Ankenævnets opfattelse taler stærke reale grunde for at opretholde den hidtidige retstilstand for så vidt angår betalingskort med tilknyttet PIN-kode, og nævnet finder derfor, at det - uanset formuleringen af stk. 3, nr. 1 - fortsat tillige må påhvile indehaveren af et betalingskort at spærre dette snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet, idet undladelse heraf må anses for en groft uforsvarlig adfærd omfattet af stk. 3, nr. 3. Det bemærkes herved yderligere, at bestemmelsen om groft uforsvarlig adfærd (§ 21, stk. 3, nr. 2) også efter betalingskortloven havde betydning som supplement til bestemmelsen om underretningspligt ved kendskab til kortets bortkomst (§ 21, stk. 3, nr. 3).

Det må lægges til grund, at klageren i forbindelse med anmeldelsen af tyveriet af bagagen den 14. juni 2001 kl. ca. 18 blev klar over, at dankortet var stjålet. Ankenævnet finder derfor, at klageren, umiddelbart efter at samtalen med politiet var afsluttet, burde have rettet henvendelse til indklagede eller PBS om spærring af kortet. Under hensyn til de gunstige muligheder for at telefonere fra Københavns Lufthavn og klagerens oplysning om ca. 1 times hjemtransport, finder Ankenævnet, at det med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at de hævninger, som blev foretaget kl. 19.22 og kl. 19.38, kunne være undgået, såfremt dette var sket.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.