Spørgsmål om bank fejlagtigt hævede arveforskud fra modtagers konto. Tidligere klage om samme spørgsmål. Spørgsmål om hvilken bankboks, som tilhørte afdøde
| Sagsnummer: | 361/2011 |
| Dato: | 23-05-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg og George Wenning |
| Klageemne: |
Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
Boks - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om bank fejlagtigt hævede arveforskud fra modtagers konto. Tidligere klage om samme spørgsmål. Spørgsmål om hvilken bankboks, som tilhørte afdøde |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Danske Bank ved en fejl har hævet 50.000 kr. fra klagerens konto og indsat beløbet på en konto tilhørende klagerens moder, M. Dette spørgsmål blev behandlet i en tidligere ankenævnssag. Spørgsmål om M havde en bankboks med nummer 13 i stedet for som anført af banken nummer 19.
Sagens omstændigheder
Klagerens moder M, døde den 30. oktober 2007. Tidligere på året havde M bedt Danske Bank om at overføre tre gange 50.000 kr. til klagerens og hendes to søskendes konti. Imidlertid hævede banken et beløb på 50.000 kr. på klagerens obligationskonto og indsatte på M’s obligationskonto. Ankenævnet har behandlet spørgsmålet om tabsopgørelsen i forlængelse af denne fejl i sag nr. 24/2009.
Klageren har anført, at hun nu har fundet ud af, at banken samtidig hævede 50.000 kr. fra hendes anden konto og satte dem ind på hendes mors konto.
Klageren har videre anført, at hun efter moderens død var med til at åbne en bankboks, som havde nummer 13. Hun har ikke været med til at åbne en boks, der havde nummer 19. Banken har anført, at klagerens moder aldrig har haft en bankboks med nummer 13, men derimod en boks med nummer 19, som klageren var med til at åbne.
Under sagen er der fremlagt posteringsoversigter, som knytter sig til en overførsel af 50.000 kr. den 5. januar 2007. Banken har anført, at der er tale om kontoudskrifter for såkaldte "skyggekonti", som blev oprettet i forbindelse med, at Danske Bank fusionerede med BG Bank i 2001. Oversigterne er således ikke udtryk for, at klageren eller M havde yderligere konti i banken, og der er ikke overført yderligere 50.000 kr. fra klagerens konto til M’s konto.
Parternes påstande
Den 20. juli 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Danske Bank skal "afslutte sagen på en sober måde", herunder godtgøre et tab på 50.000 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun ved gennemgangen af sin mors papirer opdagede, at hun ikke havde modtaget 50.000 kr. fra sin mor, da hendes søskende modtog et sådant beløb. Derimod har banken fjernet 50.000 kr. fra hendes obligationskonto og sat dem ind på hendes mors obligationskonto.
Denne klage vedrører det forhold, at banken samtidig hævede 50.000 kr. fra hendes konto og satte dem ind på hendes mors interne konto. Banken burde have oplyst skifteretten om denne interne konto.
Hendes mor fortalte hende for længe siden, at hun skulle have en ny bankboks, men ikke nogen ny nøgle. H har betalt 300 kr. i boksleje hver januar.
Hun har været med til at åbne boks nr. 13, men har ikke været med til at åbne boks nr. 19. Banken siger, hun har været med til at åbne den, men det er ikke rigtigt. Måske har hendes søster brugt en fuldmagt fra hende til at åbne den.
Danske Bank har anført, at H ikke havde flere konti i banken end de konti, som banken oplyste over for skifteretten i forbindelse med hendes død.
Bank har ikke overført yderligere 50.000 kr. fra kundens konti til M’s konto.
M var ikke lejer af flere bokse i banken. Boks nummer 13 har været lejet ud til en anden kunde i banken. M har betalt 200 kr. i boksleje hver september indtil lejemålets ophør i november 2007. Der er ikke i samme periode trukket boksleje i januar måned.
Klageren har ikke godtgjort at have lidt et tab, og banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke ved de fremlagte kontoudtog, som Danske Bank har anført er posteringer foretaget på interne skyggekonti, dokumenteret, at banken har overført yderligere 50.000 kr. fra klageren til M ud over de 50.000 kr., som Ankenævnet tidligere har behandlet en klage om.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank har udlejet en bankboks til M med nummer 13.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.