Lån ydet af finansieringsselskab til dækning af forhandlers påståede erstatningskrav i henhold til lejekontrakt.
| Sagsnummer: | 396/1996 |
| Dato: | 23-06-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Lån ydet af finansieringsselskab til dækning af forhandlers påståede erstatningskrav i henhold til lejekontrakt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 13. december 1995 underskrev klageren via en radio- og TV-forhandler en lejekontrakt om leje af et fjernsyn, en videomaskine og et tilhørende bord. Den månedlige leje var aftalt til 269 kr. Der skulle ikke betales depositum. Kontrakten kunne fra 1. februar 1997 opsiges med en måneds varsel. Den vejledende udsalgspris for fjernsynet var anført til 6.995 kr.
Klageren, der er født i 1926, har oplyst, at fjernsynet primo 1996 ved et hændeligt uheld gled på gulvet. Uheldet skete i forbindelse med, at hun forsøgte at dreje fjernsynet. Forhandleren hævdede, at fjernsynet var totalskadet og forlangte en erstatning på 6.000 kr. Hun har ingen indboforsikring, og det viste sig, at en forsikring, der blev tegnet i forbindelse med indgåelsen af lejeaftalen, alene dækkede vandskade og skade som følge af brand og indbrud.
Den 27. februar 1996 underskrev klageren hos forhandleren en fortrykt låneansøgning til indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Under rubrikken "Låneformål og lånebeløb" er anført "Køb af: TV- video". Under rubrikkerne "Varens pris" og "Lånebeløb" er anført 6.000 kr., og under rubrikken "Ønske om månedlig ydelse" er anført 200 kr. Det fremgår ved afkrydsning, at klageren gav indklagede fuldmagt til at udbetale lånebeløbet til forhandleren. Af låneansøgningen fremgår i øvrigt, at klageren er pensionist med en månedlig indtægt efter skat på 6.200 kr., og at klageren er kunde i det pengeinstitut, indklagede er ejet af. Ved forhandlerens stempel er med håndskrift tilføjet "NB! Kendt kunde i butik". Indklagede bevilgede straks lånet, hvilket blev meddelt klageren ved skrivelse af samme dato.
Den 3. marts 1996 underskrev klageren hos forhandleren et gældsbrev til indklagede på 6.120 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 200 kr. første gang den 1. april 1996. Renten er angivet til 26,824% og de årlige omkostninger til 28,284%. De samlede kreditomkostninger blev angivet til 3.594,91 kr. og det samlede beløb, der skulle betales, blev angivet til 9.594,91 kr.
Lånet udbetaltes herefter til forhandleren.
Ved skrivelse af 2. april 1996 til udlejer gjorde klagerens svigersøn indsigelse mod forhandlerens erstatningskrav, låneoptagelsen og en ny lejekontrakt om et fjernsyn, som klageren havde indgået. Han anførte heri bl.a., at forhandleren ved leveringen ikke havde monteret fjernsynet forsvarligt på fjernsynsbordet. Kopi af skrivelsen blev fremsendt til både forhandleren og indklagede, som afviste indsigelserne.
Klageren betalte ydelserne for april, maj og juni 1996. Den 8. august 1996 blev lånet taget til inkasso af indklagedes advokat.
Den 26. september 1996 indgav klageren klage til Forbrugerklagenævnet, der ved skrivelse af 1. oktober 1996 henviste klageren til at rette henvendelse til Ankenævnet for Forsikring og til Pengeinstitutankenævnet.
Ved klageskema af 8. oktober 1996 har klagerens søster på klagerens vegne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ophæve låneaftalen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
På Ankenævnets foranledning har sagen på ny været forelagt Forbrugerklagenævnet, der ved skrivelse af 17. april 1997 har meddelt klagerens søster følgende:
"Forbrugerstyrelsen har fra Pengeinstitutankenævnet modtaget bilagene i ovennævnte sag, der tidligere er behandlet og afsluttet ved skrivelse af 1. oktober 1996.
Det fremgår af bilagene, at der klages over, at Deres søster i forbindelse med skade på lejet fjernsyn påstås at være erstatningsansvarlig herfor.
Skaden er opstået i marts 1996, idet fjernsynet ved en drejning faldt på gulvet. Deres søster har efterfølgende underskrevet et gældsbrev, idet beløbet er anvendt til dækning for det skadede fjernsyn. Problematikken vedr. låneoptagelsen beror i Pengeinstitutankenævnet.
Der klages herefter over, at den ved lejeaftalens indgåelse tegnede forsikring ikke dækker nærværende skade. Hertil bemærkes, at det fremgår af policen, at denne dækker brand, indbrudstyveri og vandskade, omend forsikringsbetingelserne ikke iøvrigt er vedlagt. Afslag på dækning i medfør af policens bestemmelser henhører under Forsikringsankenævnet, jf. vores skrivelse af 1. oktober 1996.
Der klages endvidere over, at lejer i medfør af lejekontrakten er forpligtet til at lade det lejede forsikre, ligesom lejer er erstatningsansvarlig for skader opstået i lejers besiddelse.
Det gøres gældende, at uheldet var hændeligt, da det fandt sted i forbindelse med en drejning og at dette muligvis beroede på, at fjernsynet ikke af udlejer var korrekt monteret.
Hvad angår vilkåret om overgang af risiko for skader til lejer ved modtagelsen af apparatet, foreligger der et sædvanligt vilkår, og det er ikke et led i udlejers pligter at sikre sig, at lejer iøvrigt overholder de anførte forpligtelser.
I så henseende må det anses for åbenbart, at sagen ikke vil kunne gennemføres med et for Deres søster gunstigt resultat.
Skaden er opstået 3-4 måneder efter aftalens indgåelse i forbindelse med lejers betjening ved drejning af apparatet. Fjernsynet blev efter skadens opståen returneret til udlejer, idet det fremgår af skrivelse af 6. maj 1996, at lejers pårørende blev tilbudt at efterse det skadede fjernsyn, hvilket imidlertid blev afslået.
Sagsbehandlingen ved Forbrugerklagenævnet foregår på skriftligt grundlag, der kan derfor ikke afgives parts- eller vidneforklaringer under strafansvar. En nærmere belysning af de omstændigheder, der ligger til grund for den opståede skade, vil derfor forudsætte en type bevisførelse, der ikke kan finde sted ved Forbrugerklagenævnet.
Sagen har ikke være forelagt en nævnsafdeling, men er afgjort i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet § 7, stk. 1 jf. stk. 3.
....."
Ankenævnet har endvidere under sagens forberedelse udbedt sig en udtalelse fra indklagede om baggrunden for størrelsen af renten på lånet på 26,824%. Indklagede har i den anledning udtalt følgende i skrivelse af 14. marts 1997:
"I fortsættelse af vores brev af [dato] til besvarelse af Deres brev af [dato], hvori De anmoder os om at, "redegøre for baggrunden for størrelsen af renten på klagerens lån ...", kan vi oplyse, at den årlige rente på 26,824%/de årlige omkostningsprocent (ÅOP) på 28,284 var den almindelige procentsats for lån til private uden sikkerhedsstillelse på baggrund af standardiseret information uden individuel rådgivning.
Når ÅOP/renteprocenten er højere på disse lån end på traditionelle bankydelser, er det fordi risikoen for tab vurderes højere, når der ikke kræves sikkerhed, dokumentation for budgettal m.v.
Da spørgsmålet om rentens størrelse ikke er blevet rejst af klageren, opfatter vi Deres brev som en forespørgsel om, hvorvidt [indklagede] med en årlig omkostningsprocent på 28,284 har beregnet sig en urimelig rente.
Ved vurderingen af hvorvidt den årlige omkostningsprocent (kal § 9, stk. 1 nr. 4) kan betragtes som urimelig, må det være et afgørende kriterium, hvorvidt den er væsentlig højere end den årlige omkostningsprocent i andre selskaber, der finansierer forbrugerkøb på tilsvarende måde.
Til belysning af rente- og omkostningsniveauet for denne type af udlån på det pågældende tidspunkt, vedlægger vi beregninger af den årlige omkostningsprocent for et udpluk af sammenlignelige finansieringsmuligheder:
Dan-Aktiv: ÅOP 34,566 Sparekassen Lolland: ÅOP 29,379 GE Capital: ÅOP 28,993 [indklagede]: ÅOP 28,295 Den Danske Bank: ÅOP 20,730
Som det fremgår, er [indklagede] blandt de billigste, hvorfor den i klagesagen opkrævede rente/ÅOP ikke kan siges at være urimelig.
Vi henviser iøvrigt til Ankenævnets afgørelse nr. 743/1994, hvor en aftalt månedlig rente på 1,9% blev fastholdt, samt til U 85.98 Ø, hvor et finansieringsselskab opkrævede en månedlig rente på mellem 2 og 2,75%
....."
Klageren har anført, at hun er folkepensionist og har ca. 2.000 kr. til rådighed om måneden, når de faste udgifter er betalt. Forhandleren gjorde hende ansvarlig for uheldet med det lejede fjernsyn og fremsatte et erstatningskrav på 6.000 kr. Hun havde ingen mulighed for at betale beløbet. På grund af den pressede situation accepterede hun forhandlerens forslag om betaling af 200 kr. månedligt i afdrag. Indklagedes moderselskabs Jyderup afdeling havde i 1995 på grund af manglende kreditværdighed afslået at yde hende et lån på 1.000 kr. Efterfølgende steg hendes månedlige udgifter på grund af en flytning med ca. 1.000 kr. Indklagede burde bl.a. på den baggrund have indset, at hun ikke havde nogen mulighed for at afvikle lånet. Hertil kommer, at lånet ikke som angivet i låneansøgningen blev anvendt til køb af TV-video, men alene til dækning af forhandlerens erstatningskrav, som er udokumenteret. Forhandlerens angivelse af, at hun var en kendt kunde i butikken, er alene baseret på, at hun havde indgået lejekontrakten i december 1995. Forhandleren var bekendt med, at hun ikke havde nogen indboforsikring, og burde derfor have påset, at den forsikring, der blev tegnet i forbindelse med indgåelse af lejemålet også dækkede det hændelige uheld.
Indklagede har anført, at der ved modtagelsen af låneansøgningen blev foretaget en sædvanlig kreditvurdering af klageren. Indklagede modtager ikke oplysninger fra sit moderselskab om kunders kreditværdighed, hvorfor lånet blev bevilget alene på grundlag af oplysningerne i låneskemaet, som ikke gav anledning til bemærkninger. Det var ikke en betingelse, at lånet blev anvendt til køb af TV/video. Klageren underskrev låneansøgning den 27. februar 1996 og bekræftede 4 dage senere ansøgningen ved sin underskrift på gældsbrevet. Lånet blev udbetalt til forhandleren efter klagerens anvisning, og klageren har efterfølgende vedstået gældsforpligtelsen ved betaling af den månedlige ydelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at det var på forhandlerens initiativ, at der blev ansøgt om det i sagen omhandlede lån. Det var endvidere i forhandlerens åbenbare interesse, at lånet blev bevilget, idet låneprovenuet blev udbetalt direkte til forhandleren. Herved fik han dækning for sit påståede erstatningskrav uden at skulle godtgøre berettigelsen eller størrelsen heraf. Det lægges til grund, at indklagede ydede det i sagen omhandlede lån på grundlag af urigtige oplysninger, idet indklagede efter de oplysninger, der fremgik af det udfyldte låneansøgningsskema måtte gå ud fra, at der blev ansøgt om et lån til finansiering af et samtidigt køb af fjernsyn og videomaskine og ikke - som tilfældet var - til dækning af forhandlerens påståede erstatningskrav for et beskadiget fjernsyn. Efter Ankenævnets opfattelse udviste forhandleren herved en handlemåde over for klageren, der ikke var redelig. Forbrugerklagenævnet har ikke taget stilling hertil ved sin afgørelse af 17. april 1997.
Såfremt de reelle forhold havde været, som det fremgår af låneansøgningen, havde der efter Ankenævnets opfattelse foreligget et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og klageren ville over for indklagede kunne have gjort samme indsigelser gældende som over for forhandleren, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 1.
Imidlertid må det anses for givet, at indklagede hverken før eller efter bevillingen af lånet har aftalt med forhandleren, at der skulle ydes lån til dækning af forhandlerens påståede erstatningskrav.
Ankenævnet lægger til grund, at der mellem indklagede og forhandleren var indgået aftale om et kommercielt samarbejde, der gik ud på, at indklagede skulle yde forhandlerens kunder lån til finansiering af forbrugerkøb, og at indklagede med dette formål for øje havde overladt forhandleren låneansøgningsskemaer, som efter at være blevet udfyldt og med kundens underskrift skulle sendes til indklagede. Ankenævnet finder herefter - i overensstemmelse med de principper, som bærer kreditaftalelovens § 33 - at indklagede i en situation som den foreliggende bør bære risikoen for forhandlerens uredelige brug af låneansøgningen i strid med forbrugerens interesser, selv om der ikke er grundlag for at bebrejde indklagede noget.
Under henvisning hertil finder Ankenævnet, at indklagede bør frafalde kravet på restfordringen i henhold til låneaftalen, jf. aftalelovens § 36. Ankenævnet finder derimod ikke anledning til at træffe bestemmelse om, at indklagede skal tilbagebetale klageren de allerede erlagte ydelser på lånet.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvilke retlige konsekvenser denne afgørelse måtte have i forholdet mellem indklagede og forhandleren.
Herefter bliver der ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om rimeligheden af den i låneaftalen fastsatte rentefod.
Efter det anførte
Indklagede skal frafalde kravet på restfordringen i henhold til låneaftalen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.