Medansvar for fejlekspedition.
| Sagsnummer: | 338/1990 |
| Dato: | 05-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Medansvar for fejlekspedition. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren i 1981 foretog forskellige isoleringsarbejder på sin private bolig, indhentede han fra Kreditforeningen Danmark en forhåndsudtalelse vedrørende lånemuligheder. Forhåndsudtalelsen af 6. maj 1981 indeholdt en orientering om, at der kunne optages et kontantlån på 90.000 kr. med eller uden rentetilpasning. Optoges lånet som et rentetilpasningslån, ville lånet blive optaget i serie 85, medens det uden rentetilpasning ville blive optaget i serie 92.
Klageren indsendte herefter til kreditforeningen en underskrevet acceptformular, hvorefter han accepterede et kontantlån på 90.000 kr. i serie 85. På acceptformularen var fortrykt, at den ikke kunne anvendes ved forhåndsudtalelse.
Efter færdiggørelsen af isoleringsarbejderne fremsendte Kreditforeningen Danmark den 1. december 1981 et lånetilbud til klageren, hvorefter der kunne optages et kontantlån på 85.000 kr. med eller uden rentetilpasning. Uden rentetilpasning ville lånet blive udstedt i 92. serie og med rentetilpasning i 85. serie. Med lånetilbudet fulgte pantebrevsudkast, som efter kreditforeningens sædvanlige praksis var udstedt som et almindelig kontantlån i 92. serie uden rentetilpasning Af en medsendt vejledning fremgik, at såfremt der ønskedes optaget et lån, hvortil pantebrevsudkastet ikke kunne anvendes, anmodedes om indsendelse af en acceptblanket i udfyldt stand.
Klageren underskrev herefter pantebrevet den 22. december 1981 i indklagedes Islandsbrygge afdeling, som herefter hjemtog lånet.
I 1984 rettede klageren henvendelse til Kreditforeningen Danmark, i hvilken forbindelse han fremførte, at der af kreditforeningen var begået en fejl i forbindelse med lånets udbetaling, idet lånet ikke, som af ham ønsket, var udbetalt som et lån med rentetilpasning. Kreditforeningen afviste ved skrivelse af 2. november 1984 at have begået en egentlig fejl.
Ved skrivelse af 22. november 1988 rettede klageren henvendelse til indklagede om kreditforeningslånet. Efter yderligere korrespondance med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være erstatningspligtig.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med, at han i maj 1981 accepterede et kontantlån med rentetilpasning, tilsendte indklagedes afdeling en kopi af den underskrevne formular. Han overlod til indklagede at hjemtage lånet, hvilket bl.a. var begrundet i hans mange udenlandsrejser. Han bestrider som anført af indklagede, at han fra Kreditforeningen Danmark kort efter acceptblankettens indsendelse modtog telefonisk underretning om, at der først kunne afgives endeligt lånetilbud, når isoleringsarbejderne var afsluttet. Indklagede må anses for erstatningsansvarlig som følge af, at indklagede ikke har kontrolleret, at lånet rent faktisk hjemtoges som et lån med rentetilpasning.
Indklagede har anført, at indklagedes afdeling ikke har været involveret i lånesagen, før det endelige lånetilbud forelå i december 1981. Det kan dog ikke kan afvises, at der i sagsforløbet har været forudgående drøftelser med klageren og afdelingen. Indklagede har fra Kreditforeningen Danmark fået oplyst, at kreditforeningen i forbindelse med modtagelsen af klagerens accept den 21. maj 1981 straks telefonisk meddelte klageren, at endeligt lånetilbud først kunne afgives, når isoleringsarbejderne var afsluttede. Hele kommunikationen indtil lånets hjemtagelse er således foregået mellem klageren og kreditforeningen, hvorfor indklagede må afvise at have pådraget sig et erstatningsansvar.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at der i forbindelse med optagelsen af kreditforeningslånet er begået fejl af indklagede, som kan pådrage denne erstatningsansvar overfor klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.