Tidsbegrænsning.
| Sagsnummer: | 231/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Tidsbegrænsning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved påtegning på gældsbrev af 9. marts 1992 påtog klageren sig selvskyldnerkaution begrænset til 300.000 kr. for et lån på 500.000 kr., som indklagede ydede til klagerens søn.
Lånebeløbet skulle anvendes dels til indfrielse af gæld i et andet pengeinstitut, dels til finansiering af sønnens etablering af selvstændig virksomhed.
Ifølge gældsbrevet skulle lånet indfries den 1. april 1993. I perioden indtil da, skulle der alene betales påløbne renter.
Da regnskabet for sønnens virksomhed ikke som forventet forelå den 1. april 1993, blev lånet forlænget til den 20. august 1993. Klageren accepterede den 17. april 1993 skriftligt en tilsvarende forlængelse af kautionsforpligtelsen.
Med henvisning til manglende indlevering af regnskabsmateriale som grundlag for en eventuel forlængelse af lånet opsagde indklagede ved skrivelse af 23. november 1993 engagementet, hvilket samtidig blev meddelt klageren.
Ved skrivelse af 3. december 1993 meddelte klageren, at han anså sig for frigjort for kautionen pr. 20. august 1993.
Ved skrivelse af 16. december 1993 gjorde indklagede kautionen gældende overfor klageren og anmodede med henvisning hertil om betaling af 300.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det ved lånets etablering blev præciseret, at kautionsforpligtelsen udelukkende havde en løbetid på 1 år. Han accepterede en forlængelse til 20. august 1993, alene fordi sønnens regnskab ikke kunne være færdigt før dette tidspunkt. Efter den 20. august 1993 anså han kautionsforpligtelsen for bortfaldet. Såfremt den oprindelige kaution fortsat var gældende, havde det været overflødigt at præsentere ham for en ny kautionserklæring til underskrift.
Indklagede har anført, at klageren den 17. april 1993 accepterede en forlængelse af kautionen fremfor at frigøre sig ved enten at formå debitor til at indfri lånet eller ved selv at indfri kautionsforpligtelsen. Det bestrides, at kravet mod klageren er fortabt som følge af, at kautionen blev gjort gældende efter den 20. august 1993. Klageren blev løbende orienteret om engagementets udvikling.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klageren den 17. april 1993 accepterede en forlængelse af kautionsforpligtelsen til 20. august 1993, og at indklagede i stedet for at forlænge lånet kunne have valgt at gøre kautionen gældende.
Forlængelsen af kautionsforpligtelsen til den 20. august 1993 kan ikke forstås således, at klagerens kautionsforpligtelse bortfaldt den 20. august 1993 med den konsekvens, at den skulle have været gjort gældende inden denne dato. Det bemærkes herved, at indklagede ikke havde noget grundlag for at rejse krav mod klageren, før det - efter den 20. august 1993 - blev konstateret, at debitor ikke opfyldte sin forpligtelse til at indfri lånet til dette tidspunkt eller fremkomme med regnskabsmateriale, der kunne danne grundlag for en eventuel forlængelse af lånet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.