Krav om tilbageførsel af kortbetalinger til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel.
| Sagsnummer: | 121/2021 |
| Dato: | 24-05-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Kritte Sand Nielsen, Karin Duerlund, Tina Thygesen, Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af kortbetalinger til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af kortbetalinger til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard.
Klageren har oplyst, at han i efteråret 2018 ville investere via internettet og efter at have set en annonce fra et udenlandsk investeringsfirma, F, betalte han ca. 70.000 kr. med sit MasterCard til F. Da han ikke var bekendt med handel med værdipapirer, lod han sig vejlede af sælgeren hos F med hensyn til, hvad der skulle investeres i. Efter kort tid fik han mistanke om, at F var et selskab, som ikke var troværdigt.
Klageren har i december 2018 og i januar 2019 over for banken gjort indsigelse mod fire transaktioner foretaget med hans MasterCard på i alt 67.093,30 DKK:
|
Dato-Tid (CEST) |
Forretning |
EUR |
Beløb i DKK |
Autorisation |
|
20.11.2018 19:26 |
A (betalingsformidler) |
250,00 |
1.893,88 |
3-D- Secure |
|
20.11.2018 21:58 |
A (betalingsformidler) |
3.750,00 |
28.406,26 |
3-D- Secure |
|
20.11.2018 22:49 |
A (betalingsformidler) |
3.999,00 |
30.294,57 |
3-D- Secure |
|
14.12.2018 17:06 |
B (kryptovalutabørs) |
850,00 |
6.442,59 |
3-D- Secure |
|
I alt |
|
8.849,00 |
67.093,30 |
|
I forbindelse med indsigelsen mod transaktionen på 6.442,59 DKK til B anførte klageren følgende:
”Har i november måned deltaget i et spil på nettet.
Startede med at overføre 500 eur. Blev kontaktet af person som talte engelsk som opfordrede til at overføre mere. Hvilket jeg gjorde.
Her 17.12.2018 er der trukket yderligere 6.442,59 for at få mine penge tilbage. Ekspeditionen er foretaget af medarbejder som ringede til mig.
Han fik mit nemid.
Firmaet hedder [F]”
Banken afviste at tilbageføre de omtvistede beløb til klageren.
Klageren har oplyst, at han på F’s hjemmeside kunne se, at han i 2019 og 2020 havde en kundekonto med et indestående på 7.576 EUR.
Klageren har yderligere oplyst, at han efter råd fra banken anmeldte sagen til politiet. Efter sagen havde været hos politiet i ca. tre måneder, fik han at vide, at det ikke var noget, som politiet kunne hjælpe med, og at han måtte søge hjælp et andet sted.
Parternes påstande
Den 15. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre korttransaktionerne på i alt 67.093,30 DKK.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han har været udsat for svindel og ønsker at få sine penge tilbage.
F var et svindlerfirma, som ikke havde licens, ikke var registreret og ikke havde lov til at handle med værdipapirer og udgive sig som broker. Hans penge ”var på” F’s egen konto.
Han overførte beløbene til F i god tro. Da han opdagede, at der var noget galt med F, forsøgte han straks forgæves at få sine penge retur. F oplyste, at hvis han investerede yderligere 30.000 kr., ville han få sine penge tilbage og ”mere af den slags”. Herudover blev adskillige af hans mails ikke besvaret. Utallige telefonopkald og mails førte ikke til noget.
Han henvendte sig herefter til banken, der rådede ham til at anmelde forholdet til politiet, hvilket han gjorde. Herudover affærdigede banken ham med, at beløbene var overført af ham selv uden problemer, og at han skulle kontakte F med henblik på at få sine penge retur.
Hvis banken havde fulgt de retningslinjer, der er i forbindelse med brug af MasterCard, var pengene ikke blevet overført, og han kunne have beholdt sine penge. Hans egen ”dristighed” skyldtes, at han havde tillid til Danske Bank, og at forbindelse til et svindelfirma som F var utænkelig for ham.
F oprettede ikke kontrakt. MasterCard er ikke licensieret til at tilbyde finansiel rådgivning til tredjepart (misrepresentation).
Han har i god tro betalt ca. 70.000 kr. til F med sit MasterCard. At nogle af beløbene efterfølgende blev overført til A er sket uden hans accept.
Det bestrides, at banken kontaktede ham pr. telefon for at få hans accept af overførslerne. Beløbene til A blev blot trukket fra hans konto, og han vidste ikke, hvad det betød. Han har ikke accepteret at overføre til A. Han forsøgte at få at vide, hvad A var, men ingen i banken kunne oplyse ham om det. Banken henviste ham til politiet for at få hjælp desangående.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren har oplyst, at han selv har foretaget betalingerne til F, der dermed var autoriserede. Betalingerne blev godkendt med 3D Secure.
Klageren har endvidere oplyst, at pengene er indsat på en konto hos F, som han har haft adgang til og har kunnet se saldoen på. Selv om betalingerne er gået via A og B, er de stadig leveret på klagerens konto hos F. Klageren modtog således den bestilte vare eller ydelse. Klageren har derfor ikke krav på tilbageførsel i medfør af betalingslovens § 112.
Betalingerne er korrekt registreret og bogført og har ikke været ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Betalingerne til A, der er en betalingsformidler, er gået via A til F, og er ikke efterfølgende overført til A, som klageren anfører. Da betalingerne er foretaget via en selvstændig betalingsformidler, må indsigelserne vedrørende disse betalinger endvidere rettes mod A og ikke mod banken. Banken er alene ansvarlig for betalingerne til A, hvilket klageren ikke har gjort indsigelse mod.
B er en kryptovalutabørs, Klageren har gennemført en transaktion til F via B. Klageren har alene gjort indsigelse mod manglende levering af investeringsydelser fra F, men ikke mod manglende levering af en ydelse fra B. Det må lægges til grund, at klageren ved købet af kryptovaluta hos B har modtaget en ydelse fra B. Hvad der efterfølgende er sket med de leverede kryptovalutaer, og hvorvidt klageren har fået en investeringsydelse fra F er banken uvedkommende.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet MasterCard.
Klageren har oplyst, at han i efteråret 2018 ville investere via internettet og efter at have set en annonce fra et udenlandsk investeringsfirma, F, betalte han ca. 70.000 kr. med sit MasterCard til F.
Den 14. november 2018 blev der med klagerens MasterCard foretaget tre korttransaktioner på i alt 7.999 EUR svarende til i alt 60.650,71 DKK til en betalingsformidler, A, og den 14. december 2018 blev der foretaget en korttransaktion på 850 EUR svarende til 6.442,59 DKK til en kryptovalutabørs, B.
Ankenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens egne oplysninger til grund, at han selv foretog betalingerne i henhold til instruks fra F, og at betalingerne dermed skete med hans samtykke, samt at korttransaktionerne blev indsat på en kundekonto hos F. Ankenævnet finder på den baggrund ikke, at banken i medfør af betalingslovens § 112 er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførsel af korttransaktionerne.
Ankenævnet finder heller ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren korttransaktionerne.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.