Indsigelse om mangelfuld rådgivning i januar 2006.
| Sagsnummer: | 825 /2009 |
| Dato: | 30-06-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
Rådgivning - investering |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i januar 2006. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld investeringsrådgivning.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i april 1946, var i en årrække frem til efteråret 2008 kunde i Roskilde Bank.
Den 30. januar 2006 afregnede Roskilde Bank klagerens køb af 4.100 aktier i selskabet Advance Micro Devices med et samlet afregningsbeløb på 1.008.962,57 kr.
Klageren har om baggrunden for handlen anført, at han ville gå på efterløn på april 2006. Med henblik herpå var han til møde i banken til den 27. januar 2006; han havde da til hensigt at sælge aktier i sin kapitalpensionsordning og ratepensionsordning. Han ville så hæve kapitalpensionen og den del af ratepensionen, som der var mulighed for. I mødet deltog foruden medarbejderen A også en investeringsspecialist B. I sine pensionsdepoter havde han Roskilde Bank aktier til en værdi på i alt ca. 792.000 kr. A "nægtede" at lade ham sælge aktierne og "lovede", at de ville stige i værdi de næste år. A og B foreslog ham at låne en eller to mio. kr., som skulle investeres i obligationer. Han ønskede betænkningstid med obligationskøbet, så den ene mio. kr., der blev lånt, blev midlertidigt placeret i aktierne i det amerikanske selskab.
Roskilde Bank har anført, at man har indhentet en udtalelse fra medarbejderen A, der ikke længere er ansat i banken. A har oplyst, at han ikke har adgang til sagens dokumentation, men baseret på sin hukommelse kan han oplyse, klageren på eget initiativ ofte handlede aktier og typisk ved, at han i afdelingens postkasse afleverede håndskrevne A4-ark med præcis angivelse af handler, der ønskedes gennemført. Købet af de amerikanske aktier skete på klagerens eget initiativ og var begrundet i et råd fra et familiemedlem. A bestrider, at klageren skulle erhverve obligationer for et lånebeløb på 1 mio. kr.
Den 9. juni 2006 afregnede Roskilde Bank klagerens salg af aktierne i Advance Micro Devices med et afregningsbeløb på 642.320,15 kr.
Banken har fremlagt årsoversigter for 2005, 2006 og 2007. Ultimo 2005 var værdien af klagerens pensionsordninger 1.048.591 kr., hvoraf 791.856 kr. udgjorde Roskilde Bank aktier. Ultimo 2006 var værdien af pensionsordningerne 1.354.697 kr., hvoraf Roskilde Bank aktiernes værdi var 1.042.256 kr. Ultimo 2007 var værdien af pensionsordningerne 1.105.787 kr., hvoraf værdien af Roskilde Bank aktierne var 521.712 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank skal betale erstatning for hans tab på rate- og kapitalpensionerne samt erstatning for dårlig rådgivning ved investering af en mio. kr.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken burde have rådet ham til at investere i 5-8 forskellige selskaber i stedet for at placere lånebeløbet i et enkelt amerikansk selskab. Kort tid efter købet var selskabet ude i et frit fald.
De 642.000 kr., som salget af amerikanske aktier indbragte, blev investeret i seks gode danske aktier, men de dårlige tider har forringet værdien heraf, så denne nu er på ca. 350.000 kr. Hans tab udgør således i alt ca. 650.000 kr. plus renter i tre år. Endelig har han tabt værdien af Roskilde Bank aktierne.
Banken har ydet dårlig rådgivning i forbindelse med, at han skulle på efterløn.
Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens aktiedispositioner, som klageren selv har forestået.
Banken ydede hverken i forbindelse med købet af aktien i Advance Micro Devices eller salget nogen form for rådgivning.
Banken har ikke frarådet klageren at sælge Roskilde Bank aktierne eller forhindret ham heri. Tværtimod er det blevet påpeget over for klageren, at han var relativt højt eksponeret i visse værdipapirer, herunder i Roskilde Bank aktier.
Klageren vidste eller burde vide, at der er forbundet risiko med investering i aktier. Klagen fremkommer mere end tre år efter købet og salget af de amerikanske aktier.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerens køb af de omhandlede amerikanske aktier skete på baggrund af rådgivning fra Roskilde Banks medarbejder på mødet den 27. januar 2006. Samtidig bemærkes, at såfremt klageren anså købet af papirerne for en fejl fra bankens side, måtte han inden rimelig tid have rettet henvendelse til banken herom. Ved at undlade dette finder Ankenævnet, at klageren i hvert fald stiltiende har accepteret de omhandlede dispositioner og derfor er afskåret fra nu at gøre indsigelse herimod.
Med hensyn til klagerens beholdning af Roskilde Bank aktier bemærkes, at klageren selv disponerede over sine depoter, idet han ikke med banken havde indgået nogen formueplejeaftale om, at banken skulle forestå forvaltningen af depoterne. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren ikke selv traf beslutning om at beholde aktierne og undlod at nedbringe aktiernes andel af depoterne. Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at han selv bar risikoen herved.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.