Rente, henstand.
| Sagsnummer: | 238 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Rente, henstand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købekontrakt af 27. maj 1986 købte klageren en bil. Ved tillæg til købekontrakten af 29. maj 1986 transporteredes restkøbesummen ialt 135.353 kr. til indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af 4 pengeinstitutter. Beløbet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.631 kr., første gang 1. august 1986. I tillægget var anført:
"Renten udgør for tiden 11,8% årligt, og varierer som Sparekassen Sydjyllands rente for kassekreditlån til private.
(...)
Renten beregnes bagud for en måned hver ultimo måneden og tillægges gælden ved førstkommende rentetilskrivning for den da forløbne tid.
(...)
Købekontrakten vil være afviklet efter 72 ydelser, hvilket ligeledes forudsætter en uændret rente. (Indklagede) forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende.".
Det fremgår af sagen, at klageren har fået henstand med ydelserne 30. marts 1987 og 1. september 1988.
Med virkning fra den 1. december 1989 forhøjedes den månedlige ydelse til 2.763 kr.
Ved skrivelse af 23. januar 1992 anmodede indklagede klageren om at tiltræde, at lånets rente fremtidigt skulle reguleres i forhold til Nationalbankens udlånsrente til pengeinstitutter. Ændringen var begrundet i fusionen mellem Sparekassen Sydjylland og Sparekassen Bikuben. Klageren afviste at tiltræde ændringen, og ved skrivelse af 22. februar 1992 fremsendte klageren 19.341 kr. svarende til 7 ydelser á 2.763 kr., idet han anførte, at han hermed havde betalt 72 ydelser på lånet, som aftalt i gældsbrevet. Klageren anmodede samtidig om renterefusion for perioden 1. marts til 1. september 1992.
Ved skrivelse af 23. marts 1992 meddelte indklagede, at klagerens lån havde været beregnet med en fejlagtig rentesats. Lånets restgæld udgjorde pr. 31. marts 1992 - efter kreditering af indbetalingen på 19.341 kr. - 22.801,05 kr. Ved anvendelse af en korrekt rentesats skulle lånets restgæld imidlertid pr. samme dag have udgjort 14.081,36 kr. Indklagede havde derfor nedskrevet restgælden til dette beløb. Skrivelsen var bilagt kontoudtog for lånets afvikling samt beregning af lånets restgæld ved korrekt rentesats. Endvidere var bilagt en beregning af lånets afvikling på grundlag af en fast rente på 11,8%.
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han har indfriet lånet, samt at indklagede tilpligtes at yde rentegodtgørelse på 793,36 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at i henhold til købekontrakten skulle han betale 72 månedlige ydelser. Dette er sket, og da de sidste 7 ydelser er betalt før tiden, bør indklagede godtgøre renterne heraf. Under sagens forberedelse for Ankenævnet er klageren yderligere blevet opmærksom på, at det af kontoudtog for lånet fremgår, at lånet er etableret hos indklagede den 12. juni 1986, og at rente frem til 30. juni 1986 er beregnet til 1.384,87 kr. En korrekt beregning for denne periode vil derimod vise 829,01 kr. i rente.
Indklagede har anført, at det af kontrakten fremgår, at under forudsætning af uændret rente vil restgælden være afviklet efter 72 ydelser. Det fremgår endvidere, at indklagede forbeholder sig ret til - ved forhøjelse af rentesatsen - at ændre ydelsen tilsvarende. F.s.v. angår rentetilskrivningen pr. 30. juni 1986 har indklagede anført, at bogføringen af lånet skete den 12. juni 1986, medens renteberegningen påbegyndtes den 29. maj 1986, hvor købet skete. Beløbet på 1.384,87 kr. er således korrekt beregnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af købekontrakten, at denne vil være afviklet efter 72 ydelser under forudsætning af uændret rente. Klageren har således været bekendt med, at lånets afvikling over 72 ydelser forudsatte en uændret rente. Da renten i lånets løbetid har været stigende, uden at ydelsen er ændret tilsvarende, hvilket indklagede ifølge købekontraktens bestemmelser herom ikke har været forpligtet til, har klageren ikke kunnet påregne, at lånets løbetid svarede til 72 ydelser. Klageren måtte derimod påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser, ligesom klageren måtte indse, at en fritagelse for at betale nogle af de månedlige ydelser ville medføre en forlængelse af løbetiden. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan gøre noget krav gældende i anledning af, at lånets løbetid er forlænget.
Med hensyn til klagerens krav om rentegodtgørelse bemærkes, at da lånets renter betales bagud, har klageren ikke ved indbetaling af et ekstraordinært beløb krav på rentegodtgørelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.