Afgørelse

Den 1. januar 1990 havde klageren hos indklagedes Næstved afdeling følgende konti:

Efter debitering af checks m.v. på 2600,- kr. var lønkontoens saldo pr. 10. januar 1990 362,65 (negativ).

Klageren har oplyst, at han omkring den 15 januar 1990 ved personlig henvendelse i afdelingen meddelte, at han ønskede kontiene opgjort, ligesom han oplyste, at han ikke kunne betale på lånet. Det på lønkontoen eksisterende overtræk udlignede han ved indbetaling af 400,- kr. den 31. januar.

Afdelingen havde den. 30. januar 1990 fra lønkontoen overført 1.000, kr. til klagerens lån, ligesom der til familiekontoen var overført 4.940,- kr.

Ifølge indklagede meddelte klageren telefonisk afdelingen den 30. januar, at han ønskede familiekontoen opgjort. Familiekontoens saldo var som følge af forskellige betalinger foretaget d. 5. januar 1990 negativ, hvorfor denne kontos opgørelse måtte afvente den automatiske overførsel på 4.940,- kr. fra lønkontoen. Familiekontoen blev herefter opgjort d. 5. februar 1990 med et provenu på 3.781,36 kr., der overflyttedes til lønkontoen, hvis saldo herefter udgjorde 2.121,29 kr. (negativ).

Den 28. februar 1990 aftaltes det med klageren, at klagerens lån i afdelingen skulle forhøjes med 2.630,57 kr. til inddækning af overtræk på lønkontoen, og klageren underskrev lånedokument herom den 13. marts 1990. Provenuet ved lånets forhøjelse, 2.552,57 kr., krediteredes lønkontoen. Af låneaftalen fremgår, at lånet herefter skulle afvikles med 500 kr. månedligt, som skulle debiteres klagerens lønkonto.

Efter overførsel af 500,- kr. til klagerens lån den 30. marts 1990 samt debitering af rente m.v. var lønkontoens saldo den 5. april 1990 679,34 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 21. juni 1990 til klageren meddelte afdelingen, at man anså lånet og lønkontoen for misligholdt, hvorfor kontiene opsagdes til fuldstændig indfrielse, ligesom klageren opfordredes til at indbetale skylden inden 8 dage, idet afdelingen i modsat fald ville overgive sagen til retslig inkasso.

I tidsrummet 5. april - 29. juni 1990 debiteredes lønkontoen månedlige overførsler på 500,- kr. til klagerens lån, ligesom kontoen blev debiteret for udskriftsgebyr, rykkergebyr samt rente. Lønkontoens saldo var herefter den 29. juni 2.356,47 kr. (negativ).

Den 2. juli 1990 overgav afdelingen engagementet til retslig inkasso, og ved stævning indleveret til retten i Næstved den 24. juni 1990 sagsøgte indklagede klageren til betaling af overtrækket på lønkontoen pr. 29. juni 1990, 2.366,47 kr. I retsmøde den 14. marts 1991 udsatte retten sagen på forelæggelse for Ankenævnet.

Klageren har herefter overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre ydelser krediteret klagerens lån til klagerens lønkonto, således at klageren ikke hæfter for rykkergebyr, renter og omkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med, at han omkring midten af januar måned 1990 meddelte, at kontiene skulle opsiges, også oplyste afdelingen om, at der ikke ville komme indbetalinger på lønkontoen længere, da hans pension ville tilgå ham direkte fra kommunen. Han ønskede fremover selv at betale sine udgifter og indbetalte derfor ved månedens udgang 400,- kr. til dækning af overtrækket på 362,- kr. Indklagede fortsatte imidlertid med at trække beløb over lønkontoen, selvom denne var lukket. Han lukkede lønkontoen, fordi hans økonomi var så dårlig, at han ikke havde mulighed for at betale på lånet hos indklagede. Med hensyn til hans underskrift på lånet i marts 1990 følte klageren sig presset hertil, og han meddelte også i denne forbindelse, at han ikke kunne klare afviklingen, men underskrev alene lånet for at få overtrækket på lønkontoen udlignet. Klageren bestrider, at han med afdelingen skulle have aftalt, at der skulle ske overførsel fra den lukkede lønkonto til betaling af ydelser på lånet. Tværtimod oplyste klageren afdelingen om, at hans pension fremtidig ikke ville indgå på lønkontoen. På denne baggrund anser klageren det for uberettiget, at indklagede har overført ydelser til lånet fra lønkontoen.

Indklagede har anført, at det ikke af afdelingens notater fremgår, at klageren omkring den 15. januar 1990 skulle have anmodet om at få opgjort sine konti i afdelingen. I forbindelse med forhøjelsen af lånet den 13. marts 1990 lovede klageren, at hans pension fremover ville indgå på lønkontoen til dækning af de månedlige overførsler til lånet. Endvidere blev det mundtligt aftalt med klageren, at lånet skulle yderligere forhøjes med 661,- kr., men klageren har aldrig underskrevet forhøjelsen. Indklagede bestrider, at klageren skulle have anmodet om at få lønkontoen opgjort. Det aftaltes derimod, at der skulle ske overførsler fra lønkontoen til lånet. Det er endvidere indklagedes opfattelse, at klageren den 13. marts 1990 anerkendte skylden på lønkontoen, idet netop provenuet fra forhøjelsen af lånet skulle inddække restancen på lønkontoen. Dette sammenholdt med, at klageren gav tilsagn om, at pensionen skulle indgå på lønkontoen, viser, at klageren var klar over, at lønkontoen ikke var opgjort.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af lånedokumentet af 13. marts 1991, at ydelsen på 500 kr. månedligt til lånets afvikling skulle debiteres klagerens lønkonto. Klageren findes ved sin tiltrædelse af lånedokumentet at have tiltrådt, at afviklingen af lånet således skulle ske ved overførsel af 500 kr. månedligt fra lønkontoen. På denne baggrund findes der ikke grundlag for at kritisere indklagede den månedlige overførsel af 500,- kr. til lånet, selvom lønkontoen herved blev overtrukket.

Som følge heraf