Krav om tilbagebetaling af finansieringsomkostninger i forbindelse med et pengeinstituts finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om købet var hævet på grund af væsentlige mangler.
| Sagsnummer: | 357/2019 |
| Dato: | 19-08-2020 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Inge Kramer, George Wenning, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
|
| Ledetekst: | Krav om tilbagebetaling af finansieringsomkostninger i forbindelse med et pengeinstituts finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om købet var hævet på grund af væsentlige mangler. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbagebetaling af finansieringsomkostninger i forbindelse med et pengeinstituts finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om købet var hævet på grund af væsentlige mangler.
Sagens omstændigheder
Ved en kreditkøbsaftale af 8. februar 2017 købte klageren en ny bil hos en forhandler/kreditformidler, F. Købet blev finansieret af et finansieringsselskab v/Santander Consumer Bank. Af kreditkøbsaftalen fremgik blandt andet:
”…
Lånebeløbet udbetales til forhandleren og finansierer købet af ovennævnte genstand.
|
Købesum inkl. leveringsomkostninger |
181.983 kr. |
|
|
Udbetaling |
0 kr. |
|
|
Kreditbeløb |
|
181.983 kr. |
|
Kreditomkostninger |
|
|
|
Stiftelsesprovision |
7.000 kr. |
|
|
Dokumentgebyr |
3.000 kr. |
|
|
Administrationsgebyrer |
4.995 kr. |
|
|
Forsikringsadministration |
0 kr. |
|
|
Tinglysningsgebyr |
0 kr. |
|
|
Etableringsomkostninger i alt |
14.995 kr. |
|
|
Samlet lånebeløb inkl. etableringsomkostninger |
196.978 kr. |
|
|
Beregnede renter i lånets løbetid |
33.568 kr. |
|
|
Månedlige adm. gebyrer |
3.360 kr. |
|
|
Kreditomkostninger i alt |
|
51.923 kr. |
|
Det samlede beløb, der skal betales |
|
233.906 kr. |
…”
Debitorrenten var variabel og udgjorde ved stiftelsen 4,02 % om året, og den pålydende rente udgjorde 3,95 %. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 2.432 kr. om måneden.
I øvrigt var finansieringsselskabets betingelser for lån uden sikkerhed gældende pr. 1. november 2016 en del af kreditkøbsaftalen.
Ved et brev af 27. juli 2018 til F anførte FDM på vegne klageren følgende:
”[Klagerens navn, bilmærke og stelnummer] – Reklamation
Vores medlem har kontaktet FDM vedrørende sin bil af mærket [bilmærke], som han har købt af jer den 8. februar 2017 for 181.983 kr.
Vores medlem har oplyst, at han efter leveringen af bilen har oplevet, at [opregning af mangler] … Vores medlem har kort tid efter leveringen klaget til jer mundtligt, hvorefter I har foretaget flere afhjælpningsforsøg. Da dette ikke afhjalp fejlene har vores medlem den 30. juni 2017 reklameret skriftligt til jer. I har herefter forsøgt at finde en løsning med tilbagekøb, men uden held.
Vores medlem har efterfølgende flere gange konstateret samme fejl og har den 13. juli, og 24. juli 2017 reklameret til jer. I har den 14. juli 2017 konstateret, at fejlene er til stede på vores medlems bil, og har forsøgt at afhjælpe disse, men desværre uden held. Vores medlem har efterfølgende den 7. maj 2018 reklameret til jer, hvor I den 14. maj 2018 har foretaget endnu et afhjælpningsforsøg, men igen desværre uden held. Vores medlem har herefter den 19. juni 2018 reklameret til jer og fremsendt krav om ophævelse af købet, da fejlen efter 1.5 år og flere afhjælpningsforsøg endnu ikke er blevet afhjulpet. På trods af dette har vores medlem senest imødekommet jeres ønske om at foretage en sidste afhjælpning, hvilket I har udført den 24. juli 2018. Vores medlem har efter dette afhjælpningsforsøg endnu engang konstateret samme fejl, som tidligere, hvorfor han nu fastholder sit krav om ophævelse af købet.
Da fejlene på bilen har vist sig inden seks måneder efter leveringen, formodes fejlene at have været til stede på leveringstidspunktet jf. købelovens § 77, litra a, stk. 3.
Idet vores medlem og I selv har konstateret ovenstående fejl, er det vores vurdering, at bilen er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder idet kravene i § 75 a ikke er opfyldt. Det er herefter vores vurdering, at fejlene på bilen udgør køberetlige mangler jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.
Da bilen lider af en mangler, sammenholdt med, at manglerne efter halvandet år og adskillige afhjælpningsforsøg fortsat er til stede på bilen, er det vores vurdering, at manglerne ikke er blevet afhjulpet inden for rimelig tid, hvorfor vores medlem er berettiget til ophævelse af købet jf. købelovens § 78, stk. 4.
På baggrund af ovenstående anmoder vi jer om at indsende jeres bemærkninger til sagen, herunder om I ønsker at imødekomme vores medlems krav om ophævelse af købet senest den 14. august 2018.”
Den 16. august 2018 rykkede FDM på vegne klageren F for et svar.
Ved en mail af 8. november 2018 til klageren anførte F blandt andet:
”Tak for et godt møde i dag. Jeg er glad for, vi er enige om det videre forløb i sagen.
I forbindelse hermed har jeg brug for dit samtykke til, at kunne indhente det eksakte indfrielsesbeløb på din bil. Du kan give samtykke ved at besvare denne mail.
Dernæst får jeg behov for at besigtige din bil, og lave en gennemgang af den på vores værksted. Dette for at sikre du får den optimale og korrekte pris.
Det beløb der skal afregnes i mellem os, i forbindelse med tillbage købet, fremkommer på følgende måde:
Din oprindelige købspris kr. 181.983,-
Fratrukket eventuelle kosmetiske fejl og mangler, der ikke kan henføres til alm. slid siden februar 2017
Fratrukket kr. 2,- pr. kørt km siden dit køb kr.
Fratrukket det beløb/inkl. omkostninger, bilen kan indfries med ved finansieringsselskabet/kræver samtykke kr.
Til afregning ved afleveringen af bilen kr.
Beløbet kan afregnes ved bankoverførsel til vores konto.
Beløbet kan afregnes ved bankoverførsel til vores konto.
Tilbagekøbet foregår ved, at jeg laver en købsslutseddel hvor ovennævnte aftalte beløb indgår.
Jeg foreslår vi mødes XXX dag d. XX, hvor jeg vil gennemgå din bil, således vi kan få det samlede overblik, og aftale nærmere afslutning af sagen.
Jeg ser frem til at høre fra dig og skal endnu en gang beklage, at din [bilmærke] ikke har kunnet indfri dine helt berettigede forventninger om en god driftsikker bil.”
Af en købsslutseddel biler dateret den 15. januar 2019 og underskrevet af både klageren og F fremgik, at F tilbagekøbte bilen for en købesum på 119.095 kr. (181.983 kr. ÷ 62.888 kr. svarende til 2 kr. pr. kørt kilometer). Restgælden på lånet var 157.426 kr., hvorefter der fremkom et beløb til betaling på 38.331 kr. (157.426 kr. ÷ 119.095 kr.).
Ved en mail af 22. januar 2019 kl. 14:04 til F anførte FDM på vegne klageren:
” Jeg har den 15.01.2019 aftalt med sælgeren [navn] at købet af min bil af mærket [bilmærke og reg.nr.] hæves. Købet er oprindeligt finansieret af santander i et oprindeligt trepartsforhold, og har [aftalenr.]
Vores aftale er, at købet hæves mod at jeg får tilbagebetalt 38.331,00 kr., hvorefter jeg den 15.01.2019 har tilbageleveret bilen til sælgeren.
Da købet er hævet, skal jeg stilles som om, at købsaftalen og tilknyttede finansieringsaftaler ikke er indgået, hvorfor jeg mener, at jeg ligeledes er berettiget til tilbagebetaling af finansieringsomkostningerne, som jeg har betalt til jer, herunder stiftelsesomkostninger, renter etc.
…”
Ved en mail af 22. januar 2019 kl. 15:06 til klageren anførte F:
Vi indfrier bilen når du har overført de 38.311,00 kr. som aftalt på de papirer vi underskrev.
Vi betaler ikke yderligere omkostninger i forbindelse med handlen.
Men i samarbejde med Santander hjælper vi dig gerne med et attraktivt lån på en evt. ny bil, hvis det skulle have interesse.”
Ved en mail af 23. januar 2019 til F anførte klageren:
”…
Min opfattelse af samtalen vi havde D. 15.11.2017 var at købet [skulle] ophæves mod jeg tilbagebetalte 2 kr. pr kørt km. Aftalen var bestemt ikke at jeg [skulle] sælge bilen tilbage mod et tab på 100.000 kr. Ca.
Jeg må ærligt indrømme at jeg føler mig snydt, bedraget og vildledt, Da det slet ikke var aftalen. Jeg har op til flere gange gjort det klart for jer at jeg kun var interesseret i ophævelse af købet med mindst mulig tab, hvorefter vi [kunne] starte forfra med en ny bil til mig.
Men som aftalt betaler jeg 38.331 kr. Så vi kan få lukket gælden så jeg ikke fortsat skal betale md. Finansieringsomkostninger.”
Ved et brev af 15. maj 2019 rejste FDM på vegne klageren over for finansieringsselskabet v/banken krav om tilbagebetaling af finansieringsomkostningerne.
Banken afviste klagerens krav.
Den 26. september 2019 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Der er mellem parterne enighed om, at der er tale om et oprindeligt trepartsforhold i henhold til kreditaftaleloven.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Santander Consumer Bank skal tilbagebetale det, som banken har modtaget, herunder etableringsgebyr, renter og eventuelle gebyrer i finansieringsperioden.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken er forpligtet til at tilbagebetale hans finansieringsudgifter. Han har haft et økonomisk tab i de ca. to år, han har haft bilen, hvor den ikke har været driftsikker.
Der var ikke tale om, at F tilbagekøbte bilen i januar 2019. Der var tale om, at bilen var mangelfuld, hvorefter der efter et længere klageforløb, flere afhjælpningsforsøg og FDM’s kontakt til F skete en ophævelse af købet. Det giver ingen mening i en sådan situation, hvor F ikke kunne lave bilen og gav op, at han skulle sælge sin bil tilbage til F mod at betale 38.331 kr. Uagtet at F fejlagtigt anvendte ordet ”tilbagekøb”, må F’s villighed til at tage bilen tilbage med fradrag for nytte af brug anses for en anerkendelse af bilens manglende kontraktmæssighed og en ophævelse af købet i henhold til købeloven. Såfremt der havde foreligget en salgssituation, ville F alene have givet en salgspris, uden at spørgsmålet om fradrag for nytte var blevet drøftet.
Det bestrides, at den af banken anførte dom, U.2018.1750H, er relevant for denne sag. I stedet kan der henvises til dommen, U.1995.192/2H ”vandsengedommen”, hvor Højesteret tog stilling til en sag, der ligner denne sag.
Det følger af almindelige obligationsretlige principper, at kontraktparterne i tilfælde af en ophævelse skal stilles som om, at købet aldrig var indgået. I det konkrete tilfælde ville finansieringsaftalen aldrig være indgået, hvis købet ikke samtidig var indgået. Da han som forbruger skal stilles som, at købet aldrig var indgået, må den tilknyttede finansieringsaftale også anses for ophævet.
Det krav, som han har fremsat, er derfor ikke et subsidiært krav i henhold til kreditaftalelovens regler, men er i stedet et direkte krav mod finansieringsselskabet/banken i henhold til de almindelige obligationsretlige grundprincipper om, at en kontraktpart ved en ophævelse eller annullation skal stilles som om, at kontrakten eller købet aldrig var indgået.
Der er i eksisterende ret hjemmel til at fremsætte et krav om tilbagebetaling af etableringsudgifter og renteindtægter. Hjemlen hertil findes i almindelige obligationsretlige principper, idet køberen ved at foretage et køb med finansiering på samme tid er bilkunde og finansieringskunde, idet han foretager et samlet køb af både hovedydelsen (bilen) og biydelsen (finansieringen). I tilfælde af en ophævelse af købet (hovedydelsen), skal han stilles som om, at det samlede køb aldrig var indgået, og hver af parterne skal tilbagelevere/tilbagebetale, hvad de har modtaget. Begrebet ”samlet køb” er et obligationsretligt anerkendt begreb, selv om det ikke anvendes i kreditaftaleloven. Dette betyder dog ikke, at begrebet ikke findes, eller ikke er et anerkendt retsprincip. Kreditaftaleloven, købeloven og aftaleloven er alle kodificeringer og specialiseringer af, hvad der i forvejen gælder i henhold til de obligationsretlige grundsætninger, normer og principper.
Hvis ovenstående ikke anerkendes, vil retsstillingen være, at en forbruger kan gå til en forhandler/sælger og indgå en aftale om køb, som sælgeren formidler mod provision. Sælgeren leverer en mangelfuld bil, men modtager i øvrigt provision af finansieringsselskabet. Når der sker finansiering, og forbrugeren har betalt etableringsgebyrer, renter osv. til finansieringsselskabet, og forbrugeren kort tid efter ophæver købet over for sælgeren, fordi bilen er mangelfuld, står sælgeren og finansieringsselskabet begge med en gevinst. Sælgeren får sit formidlingsprovenu. Finansieringsselskabet får sine etableringsomkostninger, renter osv., og den store taber er forbrugeren. Forbrugeren vil som følge heraf lide et tab på baggrund af, at sælgeren har leveret en ikke-kontraktmæssig ydelse, som forbrugeren ikke har indflydelse på eller er ansvarlig for. Dette vil give et uhensigtsmæssig retsstilling.
Det fremgår af et andet obligationsretligt princip, at pengeskyld er bringe-skyld, hvorefter han som låntager har indfriet den fulde restgæld. Den korrekte fremgangsmåde ville have været at kræve modregning, men på trods af dette, bør indfrielsen af restgælden dog ikke anses som en anerkendelse af, at der ikke var andet mellemværende, eller at betalingen skete til fuld og endelig afgørelse. Da fremsættelsen af kravet skete via FDM kort tid efter sammenholdt med, at fristen for forældelse af pengekrav er tre år, foreligger der hverken passivitet eller forældelse.
Santander Consumer Bank har anført, banken ikke er forpligtet til at tilbagebetale finansieringsomkostningerne til klageren. De af klageren fremførte argumenter har hverken støtte i eksisterende lovgivning eller retspraksis.
Af kreditaftalelovens § 33, stk. 3 fremgår følgende: ”I de tilfælde, der er nævnt i § 4, nr. 15, litra b, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”
Ud fra den fremlagte korrespondance fremgår det, at klageren og F indgik en forligsmæssig løsning af sagen i januar 2019, og klageren indbetalte restgælden til F i slutningen af januar 2019. Klageren havde ikke over for banken gjort ophævelse gældende, førend klageren havde indgået en aftale med F og indbetalt et beløb, der langt oversteg finansieringsomkostningerne til denne.
Derudover har klageren ikke sandsynliggjort, at F ikke har opfyldt sine forpligtelser, hverken i forhold til den solgte bil eller efterfølgende i forhold til det indgåede forlig. Uanset om der måtte være tale om en ophævelsesberettiget mangel ved den finansierede bil, så fremgår det af kreditaftalelovens § 33, stk. 3, at forbrugeren kan rejse samme krav mod finansieringsselskabet som over for sælgeren.
Der henvises til dommen U.2018.1750H, hvor Højesteret har taget stilling til, at køberen af en bil, der havde hævet købet på grund af bilens væsentlige mangler, ikke kunne kræve sine udgifter til finansiering af købet betalt af sælgeren, selv om sælgeren havde formidlet aftalen med en bank om finansiering. I dommen udtalte Højesteret følgende i begrundelsen: ”… Forbrugeren skal dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige det, som kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren. § 33, stk. 3, indebærer således, at den kreditor, der har finansieret købet, har en begrænset subsidiær hæftelse for krav mod sælger.”
Klagerens argumentation om, at bilkøbet og finansieringen havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at de skulle betragtes som ét – også i relation til ophævelsen, blev ikke tiltrådt af Højesteret i dommen U2018.1750H. Tværtimod fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen, at der er tale om to forskellige retshandler.
Trods dette, findes der forbrugerbeskyttende regler i kreditaftaleloven §§ 20 og 33 stk. 3, hvor finansieringsselskabet under visse omstændigheder hæfter for sælgers levering jf. købsaftalen, og hvor både ordlyd og forarbejder forudsætter at finansieringsselskabets hæftelse er subsidiær.
Med den retsstilling som Højesteret nu har statueret i dommen U.2018.1750H, strækker forbrugerbeskyttelsen i et trepartsforhold sig ikke videre i forhold til selve finansieringen, end hvis en forbruger havde valgt at finansiere sin bil på anden vis. Det vil sige såfremt klageren havde finansieret bilen via et tilsvarende lån hos en bank, som ikke havde et samarbejde med sælgeren, ville situationen være fuldstændigt den samme. Santander Consumer Bank har leveret sin ydelse i overensstemmelse med det aftalte med klageren.
Klageren foranledigede, at gælden hos banken blev betalt, og først flere måneder efter gjorde klageren krav på tilbagebetaling af et ikke defineret beløb, som af banken forstås som værende samtlige betalte renter og gebyrer – både i forbindelse med lånets oprettelse samt i forbindelse med den løbende rente og gebyrtilskrivning.
Dommen, U1995.192/2H, som klageren henviser til, er ikke relevant for denne sag. Den handlede i høj grad om, hvorvidt der var tale om et oprindeligt trepartsforhold. Endvidere er ordlyden i den daværende kreditkøbslovs § 12, stk. 1, som der henvises til i dommen, blevet ændret til ordlyden i bestemmelsen i kreditaftalelovens § 33, stk. 3.
Såfremt Ankenævnet måtte komme frem til, at klageren har et berettiget krav mod banken, gøres det subsidiært gældende, at dette krav ikke skal stille klageren bedre, end såfremt klageren havde benyttet sig af en lovhjemlet fortrydelsesret, og at klageren således ikke kan kræve tilbagebetaling af bl.a. renter for den tid, hvor klageren har haft finansieringen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren købte den 8. februar 2017 en ny bil hos en forhandler, F. Købet blev finansieret af et finansieringsselskab v/Santander Consumer Bank. Lånet blev formidlet af F, og parterne er enige om, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b.
Ifølge en købsslutseddel dateret den 15. januar 2019 tilbagekøbte F bilen for en købesum på 119.095 kr. (181.983 kr. ÷ 62.888 kr. svarende til 2 kr. pr. kørt kilometer). Restgælden på lånet var 157.426 kr., hvorefter der fremkom et beløb til betaling på 38.331 kr., hvilket beløb klageren betalte til F i slutningen af januar 2019 for at lånet i banken kunne indfries.
Det følger af kreditaftalelovens § 33, stk. 3, at forbrugeren i de tilfælde, der er nævnt i § 4, nr. 15, litra b, også over for anden kreditor kan rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet. § 33, stk. 3, indebærer således, at den kreditor, der har finansieret købet, har en begrænset subsidiær hæftelse for krav mod sælgeren.
Selv om aftalen er formuleret som tilbagekøb, finder Ankenævnet ud fra den fremlagte korrespondance mellem klageren, FDM og F, at klageren reelt hævede købet, fordi bilen led af væsentlige mangler, der ikke kunne afhjælpes.
Efter købelovens § 57 skal sælgeren, når købet hæves, tilbagelevere til køber, hvad sælgeren ”har modtaget i betaling”. Som anført i Højesterets dom af 16. februar 2018 (U. 2018.1750 H) kan finansieringsomkostninger, som en kunde har betalt til et finansieringsselskab, ikke anses for omfattet af det, som sælger har modtaget i betaling, og som sælger derfor skulle tilbagegive efter købelovens § 57. De med bilkøbet forbundne finansieringsomkostninger, som i henhold til kreditkøbsaftalen er betalt til Santander Consumer Bank, kan derfor ikke kræves tilbagebetalt af sælger.
Det forhold, at F ikke kunne afhjælpe manglerne, medfører ikke, at F er erstatningsansvarlig over for klageren, jf. købelovens § 80. Sælger kan derfor heller ikke på dette grundlag pålægges at tilbagebetale finansieringsomkostninger.
Da det følger af kreditaftalelovens § 33, stk. 3, at klageren over for banken kan rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for F, og da der er tale om en begrænset subsidiær hæftelse for krav mod F, finder Ankenævnet ikke, at klageren kan kræve finansieringsomkostningerne ved bilkøbet tilbagebetalt af banken.
Ankenævnet finder, at banken heller ikke på andet grundlag kan forpligtes til at tilbagebetale finansieringsomkostningerne.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.