Rådgivning om ændring af kapitalforsikring til kapitalpensionsordning
| Sagsnummer: | 266/2020 |
| Dato: | 03-05-2021 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Andreas Moll Årsnes, George Wenning, Ida Marie Moesby og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Forældelse - rådgivning
Kapitalpensionskonti - overførsel Rådgivning - pensionsforhold |
| Ledetekst: | Rådgivning om ændring af kapitalforsikring til kapitalpensionsordning |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelser om mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at hun i 1993 oprettede en kapitalpension i Arbejdernes Landsbank.
Sagens omstændigheder
Den 7. oktober 1988 modtog klager fra forsikringsselskabet A et ”Tilbud på forsikret pensionsinvestering med reguleringsaftale”. Der var tale om en prognoseberegning på en kapitalforsikring, der indeholdt en række forudsætninger, blandt andet at præmiebetalingen blev forhøjet med 5 % om året, og at den årlige kontorente ville udgøre 7,6 procent p.a. Det fremgik af tilbuddet, at der var fritagelse for præmiebetalingen på den tilbudte forsikring ”hvis forsikrede mistede 2/3 eller mere af erhvervsevnen på grund af sygdom eller ulykke.” Forsikringssum ved død ville udgøre 1.764.691 kr. pr. 2016, hvis den årlige kontorente udgjorde 7,6 procent p.a.
I november 1988 tegnede klageren en kapitalforsikring i A, som senere blev til forsikringsinstituttet B.
Den 14. januar 1993 indgik klageren en aftale med Arbejdernes Landsbank om en kapitalpension, hvorpå hun månedligt skulle indbetale 2.000 kr.
Samme dag udarbejdede banken ”Beregningseksempel på pensionsordning” på en kapitalpension med en nutidsværdi på 297.629 kr., hvor fremtidsværdien blev estimeret til 980.005 kr. den 11. april 2024. Denne estimering var baseret på årlige indbetalinger på 11.364 kr.
Den 10. marts 1993 blev kapitalforsikringen i A opsagt og tilbagekøbsværdien, som udgjorde 40.124 kr., blev overført til kapitalpensionen i banken.
Af klagerens skattemæssige årsopgørelse for 1997 og 1998 fremgik ingen fradrag for indbetalinger på kapitalpension.
Ifølge en årsoversigt for 2011 fra banken indskød klageren dette år 24.000 kr. på kapitalpensionen. I 2012 fik klageren deludbetalt 570.000 kr. fra kapitalpensionen. Der blev i den forbindelse udarbejdet en ny aftale om kapitalpensionen. Af aftalen fremgik blandt andet:
”…
Kontohaver kan årligt indbetale op til det i henhold til loven fastsatte maksimumbeløb, der i 2012 udgør 46.000,00 kr. Beløbet reguleres hvert år.
…”
I 2013 blev kapitalpensionen konverteret til en aldersopsparing.
Ved mail af 27. maj 2020 sendte klageren en klage til bankens klageansvarlige. Klageren anførte, at hun var uforstående over for, at banken ikke havde tegnet en tilsvarende livsforsikring, som hun havde i A. Den 19. juni 2020 svarede banken på klagen. Banken anførte blandt andet:
”…
Du er efter overførslen til os stillet på samme måde, som du var i A.
…”
Banken har oplyst, at klageren som led i pensionsordningen i banken tegnede en særskilt livsforsikring på 972.000 kr. Livsforsikringen var oprindelig tegnet via et andet pensionsselskab C.
Generelt har banken oplyst, at forsikrings- og pensionsselskaber benævner alle produkter ”forsikring”, uanset om der er tale om en opsparing eller en forsikring, der udbetales ved død. En kapitalforsikring i pensions- og forsikringsselskaber vil derfor indeholde en livsforsikring, som udbetales, hvis forsikringstageren dør inden en angiven dato. En kapitalforsikring i et forsikringsselskab vil således normalt bestå af en forsikring og en opsparing.
Når der overføres en kapitalforsikring fra et forsikringsselskab til et pengeinstitut opsiges begge ”forsikringer” i forsikringsselskabet, både forsikrings- og opsparingsdelen, og tilbagekøbsværdien overføres til pengeinstituttet.
Et indestående på en kapitalpension i banken bliver altid udbetalt, hvorfor det ikke er nødvendigt at tegne en særskilt forsikring for at opnå en dækning.
Parternes påstande
Den 14. juli 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale erstatning for mangelfuld rådgivning vedrørende hendes pensionsordning i banken.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken ikke har tilbudt samme dækninger på hendes kapitalpension i banken til sammenligning med hendes tidligere pensionsordning hos A.
Banken rådgav hende forkert. Hun ville aldrig have tegnet en kapitalpension, som var dårligere, end hvad hun havde tidligere.
Banken forsikrede hende om, at hun var dækket på samme måde, som hun var i A, men dette var ikke tilfældet. I A havde hun en livsforsikring, en erhvervsevnetabsforsikring, og hendes præmie forhøjedes med fem procent hvert år. I 1995 fik hun tilkendt førtidspension.
Banken havde forsømt, at hun burde have fået præmiefritagelse på samme måde, som hun ville have fået hos A.
Banken havde ikke ajourført, at det var en del af hendes forsikring, at hun havde ret til præmiefritagelse for hele præmien, hvis hendes erhvervsevne blev nedsat til 1/3 eller derunder.
Hun blev dårligere stillet på grund af den rådgivning, som hun fik i banken.
Ifølge bankens beregningseksempel udgjorde den forventede pension et beløb på omkring 980.005 kr. i 2024, og der var ingen forhøjelse af hendes præmie. Den forventede pension fra A udgjorde i 2016 et beløb på omkring 1.764.691 kr. med en kontorente på 7,6 procent og en forhøjelse af præmien på fem procent pr. år.
I 1989 fik hun første regulering på forsikringen i A, men hun fik ingen regulering på sin pensionsordning i banken.
Det var en fejl fra bankens side, at hun ikke fik indbetalt på sin kapitalpension i årene 1997 og 1998, hvilket fremgik af hendes skattepapirer.
Der var ikke sket en indbetaling på 2000 kr. på hendes kapitalpension i banken, selvom dette skulle gøres automatisk fra hendes budgetkonto.
Banken burde have forklaret hende, at hun ikke havde mulighed for automatisk overførsel af 2000 kr. fra sin budgetkonto.
Normalt er indbetalingerne reguleret i stedet for at være en fast indbetaling.
Hun fik ikke den nødvendige rådgivning vedrørende de forskellige produkter i banken, hendes ordblindhed taget i betragtning.
Banken burde have oplæst reglerne om udbetaling af kapitalpensionsordninger.
Hun er stærkt ordblind og har altid stolet på banken angående de indgåede aftaler.
I 2017 blev hun, efter en telefonsamtale med B, opmærksom på dækningerne på sin kapitalpension i banken til sammenligning med den tidligere pensionsordning hos A, og derfor klager hun først nu, selv om kapitalpensionen i banken blev tegnet for mange år siden.
Arbejdernes Landsbank har anført, at banken ikke har indsigt i den konkrete rådgivningssituation i banken helt tilbage fra 1993, hvorfor det ikke er muligt konkret at anføre, hvad rådgivningen af klageren omfattede.
Banken har den opfattelse, at klagers påstande beror på en misforståelse af de faktiske forhold om hendes pensionsordning i henholdsvis A og i banken.
Hun havde en forventning om ”en forventet pension fra A på omtrent 1.764.691 kr. med en kontorente på 7,6 procent”. Renteudviklingen viste ikke at kunne modsvare denne forudsætning, heller ikke hvis ordningen havde blevet bibeholdt i A.
Bankens estimering af fremtidsværdien vedrørende hendes kapitalpension i 1993 tog ikke højde for hendes deludbetaling af kapitalpensionen i 2012. Banken har altid fulgt pensionsbranchens fælles retningslinjer for afgivelse af pensionsprognoser. En prognose kan ikke tage alle fremtidige ukendte forhold, som kan opstå efter estimeringen, i betragtning.
Der blev ikke indgået aftale om en løbende regulering af indbetalingerne på kapitalpensionen, hverken i forbindelse med ordningens oprettelse eller efterfølgende. De aftalte indbetalinger på 2.000 kr. pr. måned kunne til enhver tid ændres af klager. Klageren burde have kontaktet banken, hvis hun ønskede at ændre beløbet.
Banken kunne ikke på eget initiativ ændre aftalen, og en eventuel ændring indgik ikke som del af en løbende revidering af klagerens budgetkonto.
Indbetalingerne på kapitalpensionen fremgik tydeligt af årsopgørelserne.
Det fremgik af ”aftale om kapitalpension”, at maksimumbeløbet, som kontohaver årligt kunne indbetale, skulle reguleres hvert år. I 2012 udgjorde dette maksimale indbetalingsbeløb 46.000 kr.
Banken har i hele kundeforholdet været opmærksom på, at klager er ordblind og tog hensyn hertil, i form af blandt andet øget mundtlig rådgivning og supplerende forklaringer både ved fysiske møder og på telefon.
Banken har ikke indsigt i den konkrete rådgivningssituation helt tilbage fra 1993. Det faktum, at klageren tegnede en livsforsikring, tyder stærkt på, at forsikringsdækningen i A har været en del af rådgivningen og den valgte løsning.
Det er ikke dokumenteret, at bankens rådgivning har været mangelfuld. Et eventuelt krav er desuden forældet i henhold til forældelsesloven.
Opsigelsen og overførslen af klagers kapitalforsikring i A skete med klagers vidende og accept og i overensstemmelse med gældende procedurer for overførsel af ordninger mellem forsikrings-, pensionsselskaber og pengeinstitutter.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende, og erstatningsbetingelserne er ikke opfyldt, herunder har klager ikke dokumenteret at have lidt tab.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har rejst et erstatningskrav mod banken for tab i forbindelse med overførsel af sin kapitalforsikring fra et forsikringsinstitut A til en kapitalpensionsordning i banken, som blev etableret i 1993 efter rådgivning fra banken.
Det er ikke godtgjort, at der i forbindelse med rådgivningen af klageren om at lade kapitalforsikringen omdanne til en kapitalpensionsordning blev begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar for banken.
Ankenævnet finder endvidere, at et eventuelt rådgivningsansvar for banken i forbindelse med rådgivningsansvar i forbindelse med oprettelsen af kapitalpensionen er forældet. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.
Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jf. § 2, at den absolutte forældelsesfrist for rådgivningsansvar er ti år regnet fra rådgivningstidspunktet.
Rådgivningen fandt sted i 1993, og Ankenævnet finder, at klagernes eventuelle erstatningskrav vedrørende bankens rådgivning vedrørende oprettelsen af kapitalpensionen er forældet, jf. den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.
Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende bankens rådgivning var derfor forældet den 14. juli 2020, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.